Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bock slipper for granskning for millionfratrædelse fra DR

Når Rigsrevisionen skal undersøge løn- og fratrædelsesforhold i DR, bliver det for perioden efter kulturministerens millionstore fratrædelsesaftale med DR.

Ifølge statsrevisoren er der ikke tale om noget bevidst fravalg af en undersøgelse af kulturministerens daværende aftale med DR.
Ifølge statsrevisoren er der ikke tale om noget bevidst fravalg af en undersøgelse af kulturministerens daværende aftale med DR.

Kulturminister Mette Bocks (LA) meget omtalte fratrædelsesaftale i sin tid vil ikke blive behandlet, når Rigsrevisionen i et kommende notat undersøger, hvordan løn – og fratrædelsesforhold mv. – er blevet forvaltet i DR.

Det fremgår af en officiel anmodning fra Statsrevisorerne til Rigsrevisionen, som blev offentliggjort tirsdag.

Ekstra Bladet skrev i august, at Mette Bock fik omkring to millioner kroner med sig, efter at hun i 2009 selv havde sagt op som programdirektør i DR. I anmodningen fra Statsrevisorerne bliver Rigsrevisionen imidlertid kun bedt om at undersøge forholdene i perioden 2012 til 2017.

Undersøgelsen vil til gengæld komme til at omfatte den ligeledes meget omtalte aftale, som DRs tidligere mediedirektør, Gitte Rabøl, indgik med DR, og som Rigsrevisionens kommende undersøgelse kommer i kølvandet på. Gitte Rabøl blev tidligere i år hyret som mangfoldighedskonsulent i ét år til samme direktørløn, 2,1 millioner kroner, som hun havde, da hun var mediedirektør i DR. Efter en masse offentlig polemik om rimeligheden i ordningen valgte Gitte Rabøl i august i år selv at sige op.

På spørgsmålet om, hvorfor den under­søgelse, som Statsrevisorerne har anmodet Rigsrevisionen om, ikke kommer til at omfatte den periode, hvor Mette Bock fik sin fratrædelsesaftale, siger statsrevisor Klaus Frandsen til Berlingske, at perioden 2012 til 2017 er valgt med »et revisionsmæssigt udgangspunkt i dialog med Rigsrevisionen.« Der er med andre ord, ifølge statsrevisoren, ikke tale om noget bevidst fravalg af en undersøgelse af kulturministerens daværende aftale med DR.

Mere specifikt bliver Rigsrevisionen i anmodningen fra Statsrevisorerne blandt andet bedt om at »redegøre for lønudviklingen samt de generelle ansættelsesvilkår og personalegoder for medlemmerne af DRs direktion i forhold til andre medievirksomheder i Danmark og i Norden og sammenlignelige virksomheder. Rigsrevisionen skal også vurdere, om »det valgte lønniveau understøtter, at DR er konkurrencedygtig, men ikke lønførende i forhold til sammenlignelige virksomheder«, ligesom Rigsrevisionen skal vurdere, om »aftaler, der er indgået med ledere ved fratrædelse er forvaltet sparsommeligt. Her tænkes særligt på de fratrædelsesaftaler, der er indgået med ledere, som er fratrådt efter eget ønske.«

Selv om Mette Bocks egen fratrædelses­aftale i sin tid altså ikke bliver en del af undersøgelsen, bliver hun alligevel involveret i sin nuværende egenskab af kulturminister. Det hedder nemlig også til sidst i anmodningen til Rigsrevisionen, at den, inden for den givne tids­periode 2012 til 2017, skal »vurdere, hvordan Kulturministeriet og DRs bestyrelse har ført tilsyn med, at DRs lønomkostninger til ledelsen ikke bliver for høje.«

Kulturminister Mette Bock siger i en kommentar til indholdet af Statsrevisorernes anmodning, at hun synes »at det er fint med åbenhed«, og at Statsrevisorerne »selvfølgelig har en suveræn ret til at gøre tingene, som de vil« - således også at vælge undersøgelsesperioden 2012 til 2017.

Hvad Kulturministeriets tilsyn i perioden med DRs lønomkostninger angår, siger Mette Bock:

»Vi svarer på alle de spørgsmål, vi må få. Når de kommer, vil vi gøre, hvad vi kan, for at besvare dem så godt som overhovedet muligt.«

Den kommende undersøgelse forventes at være færdig om mellem et halvt og et helt år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.