Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

#MeToo gav Jenny Wilson modet til at tale om sin voldtægt: »Jeg følte mig så fucking sårbar og ødelagt«

Nerverne var uden på tøjet, da den svenske sanger og sangskriver præsenterede sit nye barske album ved åbningen af CPH:DOX torsdag aften.

Den svenske sanger Jenny Wilson åbnede dokumentarfestivalen CPH:DOX på Kunsthal Charlottenborg torsdag d. 15 marts 2018. Her fortalte hun om sangene på sit nye album og gav en minikoncert med de nye sange.
Den svenske sanger Jenny Wilson åbnede dokumentarfestivalen CPH:DOX på Kunsthal Charlottenborg torsdag d. 15 marts 2018. Her fortalte hun om sangene på sit nye album og gav en minikoncert med de nye sange.

»Det her er forfærdeligt! Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Det er så fucking skræmmende. Hvornår lærer jeg det?« udbryder en anspændt Jenny Wilson efter klapsalverne i salen har lagt sig.

Vi befinder os til åbningen af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX på Kunsthal Charlottenborg torsdag aften og har lige fået et smuglyt til endnu et nyt nummer fra den svenske sanger og sangskrivers kommende album »Exorcism«.

På scenen ligner Jenny Wilson en, der ikke rigtig ved, hvad hun skal gøre af sig selv. 200 mennesker sidder i salen og kigger på hende. Normalt plejer hun at være indbegrebet af styrke og coolness, men denne aften er hun nervøs.

Og forståeligt nok. For hun er kommet for at tale om noget svært. Og præsentere den måske vigtigste plade i sit liv. »Exorcism« skildrer nemlig råt for usødet den voldtægt, som hun blev udsat for for et par år siden. Over hvad der bedst kan beskrives som en slags paranoid technopop sætter hun ord på overgrebet, skylden, skammen, forvirringen og hævnfantasierne. For på den måde at komme af med traumet og uddrive dårligdommene.

»Før jeg gik i gang med pladen, havde jeg ingen idé om, hvordan jeg skulle gribe det an. I stedet var jeg tavs i seks måneder. Seks dårlige måneder hvor jeg vidste, at hvis jeg skulle videre, var jeg nødt til at deale med det. Skrive om det. Komme af med den her... rædsel,« siger Jenny Wilson til moderator Josephine Philip på scenen.

Jenny Wilson i samtale med moderator Josephine Philip på Kunsthal Charlottenborg.
Jenny Wilson i samtale med moderator Josephine Philip på Kunsthal Charlottenborg.

»Da jeg endelig satte mig ned og skrev, flød det ud af mig. Jeg var nærmest i en manisk tilstand. Det var meget fysisk. Sproget i teksterne er meget direkte og renset for metaforer. Jeg havde ikke brug for at lave noget intellektuelt. Det kommer ikke fra hovedet men fra kroppen,« siger hun.

Undervejs i seancen spiller Jenny Wilson nummeret »LO’ HI’«, der på urovækkende vis tegner overgrebet op uden lyriske svinkeærinder:

Pushed me, yeah, you better know / trespassing, in a no-go zone
His left hand shut me up, but listen close / I said noooo!

Pushed me, yeah, you better know / His right hand and his dick in a hole
Close my eyes can’t verbalize / Trapped, oh God I’m paralyzed

Det er måske ikke videre elegant, men det er heller ikke meningen. Voldtægter er grimme og rodede. Og det samme er det efterfølgende traume:

»Hvordan dealer man med noget, man aldrig havde forestillet sig skulle ramme en selv? At gennemgå noget meget traumatisk kan på en måde udslette ens indre kompas. Det var det, der skete for mig. Og det førte mig ind i et rigtig dårligt forhold. Jeg hastede ind i det, fordi jeg var på flugt fra mørket. Men endte et sted, hvor der var endnu mere mørkt,« siger Jenny Wilson, der sidst vi hørte fra hende med albummet »Demand The Impossible« i 2013 lige havde overlevet brystkræft af to omgange.

»Jeg plejer at synge fra en stærk position. Som en overlever eller en fighter. Men denne gang følte jeg mig ikke stærk. Jeg følte mig så fucking sårbar og ødelagt, og det gjorde mig meget nøgen i processen med at få skrevet sangene. Det gjorde virkelig ondt,« siger hun.

»Men man er nødt til at snakke om det for at bringe mørket frem i lyset. Jo mere jeg kigger på det, jo flere vinkler jeg kigger på traumet fra, jo mindre skyld og skam føler jeg. Selvom jeg var over 40, da det skete for mig, var klog og omringet af fantastiske venner, så bebrejdede jeg mig selv. Hvorfor skete det for mig? Jeg følte en skam, som jeg ikke var forberedt på.«

Selvom arbejdet med albummet gik i gang længe før #MeToo, er det fristende at skrive det ind i bevægelsen. Og Jenny Wilson lægger da heller ikke skjul på, at den har haft en kæmpe effekt på hende.

»Jeg var så skræmt ved tanken om at udgive det her album og havde ikke lyst til at være en talsperson for noget som helst. Men jeg er blevet meget opmuntret af bevægelsen. Nu står kvinder sammen op og siger »nok er nok«. Hvis ikke #MeToo ikke havde været der, tror jeg ikke, at jeg havde turde tale så åbent om det her. Jeg havde ikke haft modet til det.«

»Exorcism« udkommer næste fredag.

CPH:DOX løber i biografer og spillesteder over hele København frem til d. 25. marts.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.