Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mesterskribent om det døde, der bliver levende igen

Kunstskenderen mm. John Berger mobiliserede sit ypper­ste i en bog om byer, steder, kunst og ting - fra fortid til nutid, fra Tejo til de polske stepper.

»... disse kakler fortæller om de fantastiske ting, man kan opleve i verden. » Klassisk portugisisk azulejos-kakel. Foto: Niels Houkjær/Scanpix.
»... disse kakler fortæller om de fantastiske ting, man kan opleve i verden. » Klassisk portugisisk azulejos-kakel. Foto: Niels Houkjær/Scanpix.

Forfatteren træffer sin døde mor på en bænk i Lissabon. Han ser en afdød lærer komme ned ad trapperne på hotel Ritz i Madrid. I Geneve opsøger han den argentinske digter Jorge Luis Borges’ grav, og på vejen mellem to byer i Polen kører en gammel veninde op på siden af ham og bliver præsenteret med ordene »Dengang hun var i live kaldte jeg hende Liz«.

I bogen »Her, hvor vi mødes« er læseren i selskab med en forrygende vital og livfuld John Berger, der døde her nogle få dage inde i 2017.

John Berger, engelsk forfatter, filmskaber og kunstskribent var en af det seneste halve århundredes store og markante skikkelser i europæisk kulturliv. Med bogen og TV-serien »Ways of Seeing« eller på dansk »Se på billeder« påvirkede han en hel generations kunstopfattelse. Med »Svinets jord« om livet blandt bjergbønder i Frankrig skrev han et hovedværk om bondekultur og bondeholdninger i Europa. Som filmmand arbejdede han sammen med den schweiziske instruktør Alain Tanner, og da han i 1972 modtog Bookerprisen for romanen »G« vakte han skandale ved at lade halvdelen af prisbeløbet gå til De sorte Pantere. Lidt eller måske snarere meget af det hele, fra kunstsynet til solidariteten med både bondekulturen og de oprørske holdninger, er til at få øje på i »Her, hvor vi mødes«, der også kan klassificeres som en rejsebog med et helt usædvanligt vingefang.

Undertitlen, »Rejser i tid og sted«, præciserer den grænseløshed, der kendetegner John Bergers fortællinger, og som hverken lader sig standse af døden, grænsevagter eller tidsmæssige afstande.

I geografi spænder »Her, hvor vi mødes« fra floden Tejos udmunding i Atlanterhavet til det polske sletteland, der er på vej mod de fjerne østlige stepper: »Det er svært at sige hvad det er der forandrer sig ved himlen når man kører østpå efter Berlin. Man begynder at lægge mærke til alt hvad der er lodret mod slettens flade på en ny måde: trægærderne, en mand der står på marken, den lejlighedsvise hest, træerne i en skov.«

Metropolerne på vejen er ud over Lissabon, Madrid og Geneve blandt andre London, Krakow og Paris. I tid bevæger »Her, hvor vi mødes« sig fra Cro-Magnon til nutid, og i bogens kapitler lever først og fremmest en række af de døde, der har haft allerstørst betydning for John Berger.

Grænseoverskridende er den bemærkelsesværdige rejsebog på mange planer, og heller ikke genremæssigt lader John Berger sig begrænse. Han blander suverænt selvbiografien og portrætterne af mennesker, han har kendt, med rejsereportagen, det kulturhistoriske essay, kunstfortolkningen, de politiske og filosofiske udlægninger og den rene fiktion. Kombinationen af faglig indsigt, indlevelsesevne, fabulerende fortællelyst og sanseligt tilstedevær gør »Her, hvor vi mødes« til både meget inspirerende og meget fascinerende læsning. Entusiastiske beundrere af svenskeren Fredrik Sjöbergs »Rosinkongen« vil på samme måde føle sig i dybt originalt og voldsomt stimulerende selskab med John Bergers usædvanlige rejsebog.

Signalementerne af de byer og steder, hvor de døde blander sig med de levende, er overbevisende demonstrationer af den særlige kunst at skrive et steds sjæl frem til håndgribeligt og stofligt nærvær. Se for eksempel det magiske Lissabon med Bergers øjne:

»Lissabon er en by med et forhold til den synlige verden som ingen anden by. Den spiller et spil. Dens pladser og gader er belagt med kvadrater af hvide og farvede sten, som om de ikke var veje, men lofter. Dens vægge, både indendørs og udendørs, er dækket med de berømte azulejos-kakler så langt øjet rækker. Og disse kakler fortæller om de fantastiske ting man kan opleve i verden: en abe der spiller på fløjte, en kvinde der plukker druer, helgener i bøn, hvaler i verdenshavet, pilgrimme i deres både, basilikumplanter, flyvende skader, elskende i omfavnelse, en tam løve, en muræne med pletter som en leopard. Byens kakler henleder opmærksomheden på det synlige, på det man kan se.

Samtidig beretter disse udsmykninger på vægge og gulve, omkring vinduer og døre, en anden historie, ja i virkeligheden den stik modsatte. Deres krakelerede hvide keramikflader, deres livlige farver, mørtelfugerne rundt om dem, de gentagne mønstre, alle som én insisterer de på at dække over noget, og at det der er bag dem eller under dem, hvad det end måtte være, takket være dem vil forblive usynligt og skjult i al evighed!«

De stadige udvekslinger mellem det synlige og det skjulte er et af omdrejningspunkterne i »Her, hvor vi mødes«, og kunsthistorikeren John Berger mobiliserer det ypperste af sin evne til identifikation og skrivekunst, når han stiger ned i Chauvet-grotten i Sydfrankrig til Cro-Magnon-malerkunsten for at kaste indlevelsens lys ind i en fjern fortids dybeste hulemørke.

Sådan et kapitel hører sammen med for eksempel den vidtforgrenede skildring af et hus og et bondebryllup i Polen til højdepunkterne i en rig og velsignet kompleks europæisk rejsebog.

I »Her, hvor vi mødes« bliver både stederne og de døde magisk nærværende. På bogens sider møder læseren den netop døde John Berger i hel skikkelse og dynamisk fuld af liv.

Her, hvor vi mødes

Forfatter: John Berger. Oversætter: Marianne Børch. Sider: 240. Pris: 200 kr. Forlag: C&K Forlag.

Af Jørgen Johansen kultur@berlingske.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.