Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mesterinstruktør gør Virtual Reality til politisk kunst

Alejandro G. Inarritus VR-film i Cannes var ventet med spænding og holder et højt kunstnerisk niveau. Men er måske alligevel ikke fremtiden for genren. Den eksperimenterer man stadig med i festival-palæets kælder.

Ene mand i sandet i hangaren i Inarritus VR-film - men inde i masken er man med immigranter ved den mexicanske grænse. Foto: Emmanuel Lubezki.
Ene mand i sandet i hangaren i Inarritus VR-film - men inde i masken er man med immigranter ved den mexicanske grænse. Foto: Emmanuel Lubezki.

Som at være der selv. Det er typisk det erklærede mål for Virtual Reality-film - og det er da også den følelse, man ender med at stå i, når man er fanget i lyskeglen mellem angste immigranter og barske grænsebetjente på grænsen mellem USA og Mexico i Alejandro G. Inarritus VR-film, »Carne y Arena«, der for første gang bliver vist under film-festivalen i Cannes. Men i forhold til det massemedie, film er - og som man virkelig oplever det som her på festivalen - så er Inarritus film både en anderledes oplevelse og for de få.

»Carne y Arena«, der direkte oversat betyder »Kød og sand« har været imødeset med spænding, fordi det er første gang, en af de helt store instruktører har givet sig i kast med VR-genren. Og  til dem hører så absolut mexicanske  Inarritu, der har vundet flere Oscars for »The Revenant« og »Birdman« og også hjemtaget instruktørprisen i Cannes for »Babel«.

Filmen vises kun til én person af gangen, og Berlingskes udsendte bliver hentet i en af festivalens luksusbiler og kørt ud til Cannes’ lille lufthavn, hvor stjernerne normalt lander i deres privatfly, men hvor en af hangarerne nu er lavet om til visning af VR-filmen. Blandt andet med et stort sand-område, hvor jeg bliver ledt ind på bare tæer efter nogen ventetid i et cellelignende rum og får udstyret på.

Og med ét befinder mig i tusmørket ved den mexicansk-amerikanske grænse mellem en gruppe illegale immigranter, der fanges i lyskeglerne af politibiler og helikoptere og under øredøvende rotor-larm tvinges ned på alle fire i ørkensandet. Jeg står midt i mellem dem og føler mig nærmest presset til at gå ned på knæ, da kommandoen lyder. Lidt som direkte involveret - men dog stadig med bevidstheden om at være en tilskuer midt i det hele.

Går man tæt på både immigranter og betjente, kan man høre deres hjerter banke i samme forhøjede takt - og det er naturligvis en pointe fra Inarritus side - vi har alle det samme slags hjerter, uanset hvor vi er endt, og hvem vi er. Ren realisme er det ikke - i lysstrålen fra en sovende piges lommelygte under en stille stund ses et hologram af flygtningebåd, der kæntrer. Så er pointen om den universelle flygtninge-problemstilling nok også mejslet ud.

Og selv om det hele varer lige under syv minutter, er indtrykket da også kraftigt og nok den mest gennemførte VR-oplevelse, som jeg har haft.

Nogle af reaktionerne på filmen har været gråd og skrig undervejs, fortæller folkene, der introducerer den med en vis tilfredshed. I det hele taget kan intentionen med filmen godt føles lidt vel kraftig, og Inarritu selv lægger heller ikke skjul på, at han gerne vil påvirke mest muligt.

Han har arbejdet med filmen i en del år, hvor immigranternes hårde skæbne hjemsøgte ham, fortæller instruktøren. Alle medvirkende i VR-installationen er selv immigranter fra lande som Guatemala og Honduras, og det er deres historier, der ligger til grund for filmen.

»Min intention var at eksperimentere med VR teknologien for at udforske den menneskelige tilstand i forsøget på at bryde rammens diktatur - hvor man bare kan observere ting - og erobre et rum, der tillader den besøgende at få en direkte oplevelse ved at gå i immigranternes fodspor, ind under deres ud og ind i deres hjerter,« siger Alejandro G. Inarritu om »Carne y Arena«.

Han kalder det en VR-installation og betegner det som meget anderledes end normale film:

»VR er alt det som biograferne ikke er og omvendt. Rammen er væk og de todimensionale begrænsninger er også væk,« konstaterer Inarritu. I stedet for at være et medie for de mange, er det så også en særdeles eksklusiv oplevelse her, kunne man tilføje. I alt godt 300 mennesker når at opleve filmen her i Cannes, inden den sættes op i Fondazione Prada i Milano, hvor den kan ses året ud.

Selv om Inarritus VR-installation får mange roser med på vejen for sin høje kunstneriske kvalitet, møder den også kritik for ikke at være det, der viser vejen frem for VR-filmene i Cannes-sammenhæng. Det mener blandt andet branchebladet Screen Daily, der hæfter sig ved, at filmen ikke er rigtig interaktiv - man er stadig en tilskuer - og at de kommercielle muligheder er ret begrænsede, når man kun kan se den en af gangen.

»Det voksende medium har stadig sine kampe foran sig, før det kan blive en naturlig del af Cannes programmet,« konkluderer Screen Daily.

Og der eksperimenteres da også på mange andre niveauer inden for VR-genren under Cannes-festivalen. I kælderen under festival-palæet, hvor diverse stande byder på alternative og nogen gange eksotiske oplevelser, har festivalen samlet et helt VR-marked under fællestitlen NEXT, med konferencer og virtuelle tilbud fra forskellige lande og selskaber.

Her møder man blandt andet et dansk afgangsskoleprojekt fra VIA Film & Transmedia i Aarhus, hvor man også har taget VR-konceptet et skridt videre, så der både duftes og føles helt kropsligt samtidig med, at man er midt i handlingen i VR-filmen »Separate Silence« eller på dansk »Hver sin stilhed«.

»Målet er at man oplever en dybere tilstedeværelse i værket ved at kroppen føler samtidig med synsoplevelserne,« fortæller Signe Ungermand, der sammen med Maria Herholdt Engermandn har produceret filmen, der er instrueret af David Wedel.

Alle tre er med i Cannes, hvor de for at give fuld indlevelse har indrettet standen som en hospitalsstue, hvor man hopper op i sengen og får VR-brillerne på. Så følger en 20 minutter lang film, hvor man oplever at være en af to søskende efter et trafikuheld - i en komatøs tilstand og halvt drømmeagtig tilstand. Undervejs mærker man kolde vinde fra kolde drømme, trykken for brystet og sygeplejerskens kølige hånd på panden. Meget livagtigt - man er næsten glad, når det går op for en, at man ikke mærker nålen med indsprøjtningen.

Selv om 20 minutter er lang tid for en VR-oplevelse, bliver man ikke dårlig undervejs - hvilket holdet bag filmen har været meget opmærksom på.

»Vi har vist den omkring 300 gange og ingen er blevet dårlige undervejs. Men vi har også været meget opmærksomme på netop det, og samlet erfaringer op rundt omkring,« siger Maria Herholdt Engermann, og nævner ting som at undgå håndholdt kamera og alt for omkringfarende skuespillere, som forhold, der let udløser VR-sygen.

Det er de tre filmskabere, der selv sørger for den fysiske påvirkning af VR-seeren under filmen, og som sådan er det en krævende genre, der ikke er lige til at sælge videre til hjemme-VR skærmen. Men for folkene bag handler det også i høj grad om at udvikle genren.

»Det er nok mest egnet til at vise på festivaler, men vi vil gerne prøve noget nyt og samtidig markere både os selv og Danmark på VR-filmfronten. Og vise at Aarhus er et sted hvor man kan lære at skabe VR,« siger David Wedel.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.