Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nyt designmuseum i London

Mennesker mødes, hvor design vises

Londons designmuseum er flyttet til større forhold. Åbningsudstillingen handler om fremtid og forbrug

Indgangen til Londons nye designmuseum med den store glasflade. Det er bag indgangsdørene, museet for alvor folder sig ud. Pressefoto
Indgangen til Londons nye designmuseum med den store glasflade. Det er bag indgangsdørene, museet for alvor folder sig ud. Pressefoto

Londons Designmuseum er flyttet til nye og større – meget større – omgivelser.

 

Centralt i den store hal er en trappe, der også kan bruges som mødested. Netop mødet er en af pointerne ved Londons nye designmuseum Pressefoto
Centralt i den store hal er en trappe, der også kan bruges som mødested. Netop mødet er en af pointerne ved Londons nye designmuseum Pressefoto

Den nye adresse er på Kensington High Street i en bygning, der tidligere husede The Commonwealth Institute, og som endnu tidligere var hjemsted for The Imperial Institute – en institution der i takt med afviklingen af det britiske imperium i stadig stigende grad blev et museum, der fortalte om tidligere besiddelser og eksotiske folkeslag. Kun et verdenskort med markering af udstrækningen af Commonwealth er bevaret for at erindre om husets forhistorie.

Alt andet er nu borte. Genstandene blev delt mellem nogle af de lande, der havde bidraget til den gigantiske etnografisk samling, og så andre kulturhistoriske museer i London.

Tilbage er bygningen bortset fra en fløj der er blevet fjernet. Alligevel har Londons designmuseum fået meget mere plads. Hvorfor skal kulturinstitutioner være så omfangsrige, kunne man spørge?

Det ligger i tiden, og der har svaret ligget længe. Pladsen er ikke mindst til brug for det, museer og andre kulturinstitutioner har udviklet sig til: Ikke blot tilbud om kulturelle oplevelser. Men også mødesteder med udsigt og atmosfære.

Centralt i den store hal er en trappe, der også kan bruges som mødested. Netop mødet er en af pointerne ved Londons nye designmuseum Pressefoto
Centralt i den store hal er en trappe, der også kan bruges som mødested. Netop mødet er en af pointerne ved Londons nye designmuseum Pressefoto

Først forhistorien. Allerede i midten af 1800-tallet åbnede et museum i London for kunsthåndværk, Victoria and Albert, som gennem omfattende samlinger og inspirerende særudstillinger på imponerende vis har dokumenteret menneskets opfindsomhed og æstetiske sans gennem århundreder og på tværs af kontinenterne. Men vægten i Victoria and Albert var i høj grad lagt på dekorativ kunst som for eksempel porcelæn, service, tæpper, tapeter, tøj og mode fra ældre tider. V and A var fra stiftelsen et museum, der gennem en eksemplarisk samling på efterhånden 4,5 mio. genstande skulle inspirere sam- og eftertiden til stadig bedre design. Ligesom det danske kunstmuseum - Designmuseum Danmark - i Bredgade er grundlagt efter samme ambitioner.

Med tiden opstod et ønske om at vise vor tids industrielle design. Og efterhånden blev tiden moden. Terance Conran - designeren, initiativtageren til en række restauranter og forretninger, herunder boligindretningskæden Habitat - åbnede efter et tilløb i kælderen hos Victoria and Albert i 1989 London Design Museum. Det blev indrettet i et tidligere pakhus ved Themsen ikke så langt fra Tower Bridge. Terance Conran var ikke direktør for museet – det blev anmelderen og forfatteren Stephen Bayley – men Conran havde en enorm betydning for, at det overhovedet lykkedes at skabe museet. Og for den sags skyld også for, at det nu er flyttet til større forhold.

 

Den første bygning blev renoveret, så den lignede et funkishus, og det var altid et besøg værd.

Både for den permanente samling og for særudstillingerne, hvoraf den sidste i det gamle hus belyste cyklens funktionelle udvikling og stigende popularitet.

Man kunne hævde, at museet på Shad Thames, der også blev et led i hele områdets revitalisering i 1990erne, havde en passende størrelse til en mindre søndag eftermiddag. Men det havde alle museers kollektive problem. Pladsen. Plads til at vise de bestandigt voksende samlinger. Plads til at vise særudstillinger uden nødvendigvis at pakke andre udstillingsgenstande væk i mellemtiden. Og plads til det, kulturinstitutioner i dag også gerne vil være: Mødesteder.

Farvel til fortiden

Alt er opnået gennem flytningen af museet til området ved Holland Park. Her ligger det modernistiske hus fra begyndelsen af 1960erne, der havde afløst en ældre og efter billeder at dømme meget imposant bygning. Men det trængte til en kærlig hånd. Og til økonomisk hjælp. Terance Conran lagde selv de første omkring 17 mio. pund til ombygningen.

Det er altså et ældre bygningsværk, der i stedet for at blive revet ned, nu er transformeret af arkitekten John Pawson. I forvejen var bygningen, der i sin tid blev tegnet af Stirrat Johnson-Marshall, udstyret med et imponerende tag, der fik den til at ligne et telt. Allerede, da bygningen blev rejst som et symbol på optimisme og fremskridtstro, var dens indre som en moderne katedral. Det er et af de træk, John Pawson har forstærket gennem lyssætning, ved anvendelse af lyst træ, almindelig renovering og så et fokus på den besøgende:

Det første, man møder, når man kommer ind i museet, er det imponerende trappesystem, der fordeler gæsterne til de forskellige etager. Men midt i rummet er en del af den brede trappe omdannet til et sted, hvor de besøgende sidder, som var det i et auditorium. Imidlertid foregår der ikke andet end samtalerne mellem menneskene og muligheden for at se på rummet. Det er i sig selv et karakteristisk træk ved museumsbyggeri gennem efterhånden adskillige år. Kulturinstitutionerne skal være mødesteder. Bygninger, man lige så gerne går hen til, for at være i, tale sammen, drikke kaffe osv. Flere og flere museer åbner på denne måde for, at de også er ramme om almindeligt samvær.

Men er man så interesseret i design, er man også kommet det rigtige sted.

Gennem den store trappekonstruktion kan man opsøge biblioteker, auditorier, særlige mødelokaler for medlemmer af museet, biblioteker og studiepladser. Dertil kommer selvfølgelig standardudstyret som boglade og café, der i dag for mange mennesker er en uomgængelig del af et museumsbesøg.

Ved åbningen i Kensington High Street har London Design Museum fastholdt udstillingsprincippet fra den tidligere museumsbygning. Blot nu med mere plads.

Museet viser dels en permanent ophængning af store designbedrifter fra det 20. og 21. århundrede, der er blevet en del af de flestes dagligdag. Altså forbrugerelektronik og dagligvarer og især dem, der er blevet til designikoner.

Møde med fremtiden

Og dels udstillingen »Fear and love«, der både undersøger vores – gode – smag, selvfølgelig problematiserer vores forbrug og kigger på fremtiden.

Hvis fremtiden er lige så nuttet som maskinen Mimus, hvis ansigtssensorer kan følge den besøgendes bevægelser og stikker sit hoved med dets sensorer op i ansigtet, er der vel ikke så meget at være bekymret for?

Spørgsmålet, udstillingen stiller, er, hvordan vi udvikler nye design af nye materialer, der ikke i samme grad belaster klima og ressourcer. Sådan som det var tilfældet i den gamle verden.

Den hollandske tegnestue OMA, der i øvrigt har stået for opførelsen af luksuslejlighederne umiddelbart ved siden af designmuseet, har skabt en slags EU-harmoniseret stue bestående af bidrag fra hvert af de nuværende medlemslande. Danmark er repræsenteret ved er en sofa af Hans Wegner.

Andre bidrag ser på såvel mode- som bygningsindustrien ved et af de greb, der har kendetegnet for eksempel flere af de senere arkitekturbiennaler i Venedig – og i øvrigt den igangværende udstilling på Louisiana om arkitekten Wang Shu – ved at genoptage fremstillingsmetoder og materialer, der har været anvendt i årtusinder. Måske har de stadig kvaliteter, vi kan anvende i en moderne verden?

 

Det er nogle af de greb, der i mange år har været undersøgt i designmuseet i London og mange af dets søstermuseer.

Engang handlede det mest om god smag – selv om den britiske Arts and Crafts-bevægelse også betonede håndværksmæssige kvaliteter – men mange arkitekter og designere spekulerer på, hvordan design kan om ikke redde verden, så i det mindste spare på ressourcerne.

 

Blandt bidragyderne til åbningsudstillingen »Fear and love« er Christien Meindertsma, der i sin installation beskæftiger sig med forbrugscyklussen. Sådan ser 1.000 kasserede sweatere ud, hvis de ikke genbrugesPressefoto
Blandt bidragyderne til åbningsudstillingen »Fear and love« er Christien Meindertsma, der i sin installation beskæftiger sig med forbrugscyklussen. Sådan ser 1.000 kasserede sweatere ud, hvis de ikke genbrugesPressefoto

Design – i sin bredeste betydning – har altid drejet sig om at forholde sig til traditionen for at forny den. Hvordan kan man lære af tidligere måder at formgive på og bruge materialer på. Og så stadig tilføje en funktionalitet og en æstetik, der afspejler ens egen tid og ens egen personlighed.

Det er den fortælling, man finder i Londons nye designmuseum. Og så kan man så også mødes over en kop espresso.

London Design Museum. Hvor: 224-238 Kensington High Street. Hvornår: Dagligt 10-18, sidste adgang 17.00. Udstillingen Fear and love vises til 23. april.

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.