Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mellem håb og fortvivlelse - når filmkunst bliver politisk

Det er filmkunst med stort F, der præger det meste af Cannes Filmfestivalen, men en håndfuld film slår alligevel ned på nogle af tidens politiske emner: Klima, terror, migration, udkant og kvinde-kamp.

Al Gore i Cannes med den tidligere franske miljøminister Segolene Royal i anledning af den nye dokumentar »En ubekvem opfølger« (An Inconvenient Sequel: Power to Truth) 
Al Gore i Cannes med den tidligere franske miljøminister Segolene Royal i anledning af den nye dokumentar »En ubekvem opfølger« (An Inconvenient Sequel: Power to Truth) 

Det sorte hår er blevet gråt, og rynkerne lidt mere markerede, men emnet er det samme for den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore. Det er kampen for klimaet, der stadig er hjertesagen for Gore, her hvor han er i Cannes  på festivalens Doc-dag, for at præsentere filmen “An Inconvenient Sequel” (En ubekvem opfølger).

Filmen er som titlen siger en opfølger på  den dokumentarfilm, Al Gore udsendte i 2006 - “En ubekvem sandhed”, som handlede om den lurende klimakatastrofe som verden stod overfor, hvis der ikke blev gjort noget drastisk internationalt.

11 år efter kan man på ingen måde sige, at katastrofen er afværget, og opfølgeren følger Al Gore bag kulisserne på den centrale klima-konference i i Paris i 2015 og  er ellers med i hælene på den højprofilerede klimaforkæmper verden rundt. Hvor han træne aktivister, holder taler og løber regeringer og storindustri på dørene for at få dem til at tage nye og grønne løsninger med ind i deres overvejelser.

I Cannes handlede Gores tale som optakt til filmen også om bestræbelserne på at få præsident Trump til at holde USA inde i Paris-aftalen - og om de mange års klimakamp for den manden, der knebent tabte præsidentvalget til George W. Bush.

»Der har været tider, som der er for alle, der arbejder med klimakrisen, hvor der er en indre kamp mellem håb og fortvivlelse. Men den kamp ender altid i håbets favør,«lød det fra Al Gore.

Klima-dokumentaren er en af de forholdsvis få film ved årets Cannes-filmfestival, der har et decideret politisk budskab. Sidste år gik Guldpalmen ellers til konkurrencens mest politiske film, Ken Loach’s samfundskritiske “I, Daniel Blake”, men den slags er sværere er at få øje på i år.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, har flygtningeproblematikken gjort sit indtog, men ofte i en noget subtil version. Som for eksempel den tidligere dobbelte palme-vinder Michael Haneke, hvis “Happy End” ifølge foromtalerne skulle handle om flygtninge-spørgsmålet. Her var adresseringen dog, at filmens centrale og forkvaklede overklassefamilie havde hjemme i det Calais, der i dag ellers forbindes med store lejre af afrikanske og mellemøstlige migranter.

Et andet politisk tema - terrortruslen, der opleves ganske håndfast i Cannes, hvor der er skarpskytter posteret på tagene, er kun adresseret i den tysk-tyrkiske instruktør Fatih Akims »Aus dem Nichts«, der handler om hævntrangen hos en kvinde, hvis mand og søn bliver dræbt af en terrorbombe fra en neonazistisk organisation. Og filmen er en personlig sag, forklarer filminstruktøren.

»Jeg er det perfekte mål for disse fremmedhadende angreb. For et par år siden var der en liste med politikere og kunstnere, der var mål for neo-nazisterne, og mit navn var på den liste. Det satte mig i gang med filmen, som er en måde at slå igen på,« siger Fatih Akim til Variety.

I sidekonkurrencen »A Certain Regard« finder man blandt andre det amerikanske udkants-krimidrama, »Wind River«, der er Taylor Sheridans filmdebut, men samtidig afslutningen på en trilogi, han står bag som manuskriptforfatter. En trilogi, der begyndte med »Sicario«, fortsatte med »Hell or High Water« og nu slutter med »Wind River«, der foregår blandt indianere i et meget koldt Wyoming. Og meget fattigt på en måde, hvor udkantsproblematik bliver særdeles håndfast.

»I trilogien udforsker jeg grænselandet i det moderne Amerika. Jeg bor selv derude, og det er områder, som bliver totalt ignoreret i medierne. Men folk her bliver ramt af alt det, som USA gør forkert,« forklarede Taylor Sheridan Berlingske tidligere på ugen.

»Udnyttelsen og undertrykkelsen af de her folk har ikke ændret sig igennem alle årene. Her er ingen regering. Der går ingen regeringspenge til Wyoming eller South Dakota. Alle pengene går til LA og Seattle og den slags steder. Så når folk undrer sig over, at Donald Trump blev valgt, så er det fordi de ikke kender til alle de her folk, der kun møder en  regering, der tager fra dem,« siger Taylor Sheridan.

Et andet politisk emne, der har fyldt meget i filmverdenen også her i Cannes er kampen mellem kønnene. Men den kønspolitiske kamp ser denne gang ud til mest at være repræsenteret i en TV-serie, nemlig Jane Campions nye sæson af »Top of the Lake«.

Her får den til gengæld ikke for lidt. Hovedpersonen der spilles af Elisabeth Moss arbejder i en rå og mandschauvinistisk atmosfære på politistationen, Nicole Kidman spiller en adoptivmor, der vil skilles for at springe ud som lesbisk, og det vrimler med anderledes køns-identiteter.

Jane Campion har aldrig lagt skjul på, at hun bakker op om den kønspolitiske kamp - også her i Cannes, hvor hun er den eneste kvinde, der hidtil har vundet Den Gyldne Palme, og hvor der i år kun er tre kvindelige instruktører ud af de 19, der er med i Guldpalme-konkurrencen. Campions forslag er, at festivalen udnævner en rent kvindelig jury.

»Ikke fordi jeg tror, at kvinderne vil sige “åh, vi må hellere vælge en kvindelig vinder”, men for at alle på festivalen for en gang skyld ville være nødt til at tænke på, hvordan kvinder tænker, og vælge emner, som kvinder kan forholde sig til. Jeg efterspørger at man kaster mere energi ind i hvordan kvinder ser verden,« siger Jane Campion til Screen Daily i Cannes.

AIDS-epidemien har været tacklet på film, ligeså den bevægelse, der i 1980erne rejste sig i protest mod de amerikanske myndigheders langsommelige reaktion på krisen, senest i HBOs fremragende »A Normal Heart«. Instruktøren Robin Campillo står bag filmen »120 battements par minute”« der skildrer den franske AIDS-aktivistiske bevægelses tidlige år, og er blandt de film der vurderes til at have størst chance for at vinde guldpalmen på søndag. Filmen går seriøst og usentimentalt til værks og beskriver de heftige indre diskussioner i bevægelsen, og bliver derfor også sammenlignet med Cannes-vinderen fra 2008, “Klassen”, som Campillo skrev manuskript til, og som var fransk talefilm med tryk på snakke.

Nutidige film om 68-oprøret har en tendens til at blive så karikerede, at det i dag nærmest fremstår som et mysterium, hvad al balladen handlede om. Det er også tilfældet med Michel Hazanavicius »Le Redoutable«, der følger den rebelske franske instruktør Godard, der i starten af 1960erne revolutionerede filmkunsten ved at introducere elementer, der bevidst gjorde publikum opmærksom på, at det de så var film - for derved at gøre dem mere modstandsdygtige overfor filmens forførelse.

»Le Redoutable« er egentlig navnet på en fransk missilubåd, men var også Godards ironiske kælenavn for det forhold han havde med sin purunge skuespiller Anne Wiazemsky, og instruktørens tidstypiske kamp for at forene sin socialistiske idealisme med tanken om et småborgerligt parforhold..

De røde faner blafrer på boulevarderne, og de intellektuelle og kunstnere som Godard iler til for at komme i autentisk gadekamp, samtidig med de mansplainer den sande revolution for deres yngre kvindelige tilbedere. Filmen behøver ikke engang at overdrive satiren, for oprøret var infantilt og forkælet og blind for sin egen prægtighed. Filmen fungerer bedst når den selv benytter Godards humoristiske film-montageteknikker, hvor lyd og billedet synes at stå i ironisk dialog med hinanden, Det var Godards sande revolutionære akt.

Hvor skulle man i dag se hen i den globale filmkunst for at finde en moderne pendant til den ild, der brændte i 68-oprørerne? Sandheden er, at den er svær at finde i den skala, som den dengang opnåede. Filmen med den tydeligste kapitalisme-kritik har pudsigt nok været Netflix-filmen »Okja«, der handler om et barns kamp for at redde et syntetisk dyr fra det mulitinationale fødevarefirma, der har avlet det for at øge den globale kødproduktion.

Filmen er et åbenlyst angreb imod industriel slagtning, men blander tillige dette med en beskrivelse af de globale firmaers manipulation med verdensopinionen. Det er på denne baggrund tankevækkende, at filmen er produceret af et firma der har 100 millioner abonnenter over hele verden, og som derfor selv er med til at forme den globale opinion. Netflix’ (og i endnu højere grad HBOs) serier er med få undtagelser forankret i Hollywoods lyserødt liberale værdier som diversitet, økologi og feminisme, men streamingtjenesterne kommer næppe til at producere film, der kritiserer deres egne vidtrækkende muligheder for indflydelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.