Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Med Mogens og Mette i Maos land

Roman: »Kina - drager«Gennem mere end 25 år har Mogens Lykketoft og Mette Holm med hver deres indfaldsvinkel været optaget af Kina. Nu foreligger deres indtryk, vurderinger og oplevelser på tryk. I dag udgiver parret et digert værk om Riget i Midten, som ifølge forfatterne måske aldrig bliver demokratisk.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//245/245632/245632_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a><br>
<a href='http://images.bm4.metropol.dk//245/245632/245632_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a><br>

Vidste De, at syreregn hvert år tager livet af 400.000 kinesere. At der i Kina spekuleres hæmningsløst i jord, selv om der ikke er privat ejendomsret. Og at indbyggerne i Tibets hovedstad står i kø for at få arbejde i det lokale, dansk-støttede bryggeri, fordi løn- og arbejdsforhold er langt over gennemsnittet i Kina. Eller er De klar over, at kineserne - en femtedel af menneskeheden - ikke »i nogen overskuelig fremtid« får demokrati.

Hvis ikke, så findes disse og et hav af andre spændende og relevante informationer i en ny bog om Kina, som parret Mogens Lykketoft og Mette Holm har skrevet sammen og udgiver i dag.

De over 300 sider omhandler stort set alt, hvad der er værd at vide om Riget i Midten - og nærmest nødvendigt at vide, hvis man vil forstå, hvad der rører sig i det store land, der dag for dag og på godt og ondt får større og større indflydelse på verdens gang.

Bogen baserer sig på de to forfatteres mange besøg i Kina. I årenes løb og helt tilbage til 1978, hvor den dengang yngre, men ikke mindre socialdemokratiske Mogens Lykketoft, med langt hår og fipskæg første gang satte sine ben i den kommunistiske muld. Siden er de to som ægtepar flere gange vendt tilbage for at tage pulsen på den rivende udvikling, som Kina oplever. Sidste besøg var i sommer, hvor Mogens og Mette fik deres livs oplevelse som nogle af de første passagerer på Den himmelske Ekspres - toget, som trodser naturens kræfter og forbinder det centrale Kina med Tibets hovedstad Lhasa. 2000 kilometer jernbanespor i flere tusinde meters højde og visse steder gennem permafrost.

»Servicen er helt i top. Der bliver sendt ilt ud i kupeerne, når toget bevæger sig op over 3.000 meter,« som det hedder i bogen, der dog er alt andet end en ukritisk rejsebog fyldt med turistattraktioner. For som det understreges i afsnittet om Himmel-ekspressen, så er den storstilede ingeniørbedrift også udtryk for »mageløs magtfuldkommenhed«. »Kina sidder tungt på Tibet og benytter enhver lejlighed til at demonstrere og cementere sin overmagt.«

Fascinerende og skræmmende
Sådan er det hele vejen igennem den meget personlige og ikke-videnskabelige Kina-bog. »Kina er på én gang både fascinerende, imponerende og skræmmende,« fortæller Mogens Lykketoft, da Berlingske Tidende sætter ham og fruen stævne for at få forfatterparret til at uddybe, hvad Kina anno 2006 er for størrelse. Og ikke mindst for at få deres vurdering af, om det demokrati, som vi på vore breddegrader har taget for givet, har nogen chance i det såkaldte kommunistiske Kina.

Hvad er det, der fascinerer jer?

Mette: »Det har vi i virkeligheden et lidt forskelligt syn på. Jeg hæfter mig ved sådan noget som landets størrelse, bedrifterne og historien. Kineserne har siddet og drukket te og vævet silke, mens vi gik og slog hinanden i hovedet med køller. Og uden at jeg dermed siger, at det på nogen måde er rigtigt eller beundringsværdigt, så er jeg også fascineret over den måde, styret kan køre rundt med et folk på. Det kan jeg slet ikke forstå,«

Mogens: »Ja, Kina er både imponerende og skræmmende. Det er to sider af samme sag. Styret kan både bruges til de der maoistiske, forfærdelige excesser, vi så under kulturrevolutionen og det store spring fremad. Men det kan også bruges til at mobilisere den udvikling, vi har set de seneste 30 år, og den er jo imponerende i den forstand, at aldrig før har så mange mennesker bevæget sig så langt i økonomisk vækst på så kort tid. I bogen citerer vi Verdensbankens tidligere chef James Wolfensohn, som siger, at man jo kan mene, hvad man vil om det kinesiske styre, men hvem andre har bragt 400 millioner mennesker ud af absolut fattigdom på så kort tid.«

I bogen sår Mogens Lykketoft og Mette Holm efter en af deres mange, men frugtbare interne diskussioner, som arbejdet med værket har givet anledning til, tvivl om den ellers vedtagne vestlige politik over for Kina: Nemlig, at Kina nok skal blive demokratisk. Vi skal bare handle alt det, vi kan med kineserne, så kommer det ad åre helt af sig selv. Det har indtil videre varet omkring tre årtier - siden Kinas åbning mod omverdenen - og som forfatterne skriver i bogen, så er de »langt fra overbeviste om, at Kina vælger demokratiets vej - heller ikke på længere sigt.«

Mette: »Spørgsmålet er, om kineserne virkelig synes, at vort system er bedre? Jeg tvivler på, at de nødvendigvis har indset demokratiets velsignelser. Ikke engang de kinesere, som vi mødte, og som talte »samme sprog« som os - også mentalt, fordi de er uddannet i Vesten og har arbejdet der. Jeg tror ikke, at kineserne er så betagede af alle vores brudte ægteskaber, alle vore gamle mennesker, der sidder helt alene eller pornografien, som de tager meget alvorligt. De anser megen af den løssluppenhed, der er i vort samfund, for ganske forfærdelig, og det vil de for enhver pris undgå, for dét ser de som en sygdom ved demokratiet.«

Og måske handler det i virkeligheden også om, at kineserne hverken vil have eller får et demokrati, som vi kender det herhjemme. I hvert fald konstaterer Mette Holm, at kineserne i Hong Kong jo er blevet »ekstremt politiske,« mens Mogens Lykketoft understreger følgende observation:

»Tag Taiwan. Der findes jo rent faktisk et kinesisk samfund med et demokrati, der fungerer.«

Mogens Lykketoft er måske også en anelse mere optimistisk på det kinesiske demokratis vegne end Mette Holm.

»Et civilsamfund gror frem. Eksempelvis retshjælpsorganisationer og miljøbevægelser. Og nok så afgørende så forandres Kina mere end noget andet af et eksplosivt stigende antal kinesere, der modtager impulser udefra. Handelsfolk, studerende og turister vender hjem med nye indtryk, ligesom det giver mange kinesere en ny indsigt, at der nu er så mange udenlandske forretningsfolk i Kina.«

En ultrakapitalistisk økonomi
Under alle omstændigheder er det ikke tegn på, at Kina bliver demokratisk »inden for en tidshorisont, som vi kan overskue,« som Mogens Lykketoft udtrykker det og sammen med Mette Holm argumenterer for i bogen.

Tilbage er så to spørgsmål, som trænger sig på. For det første: Og hvad kan vi så i Vesten, hvor vi ellers har travlt med at udbrede demokrati og menneskerettigheder, gøre ved Kina? Svaret er business as usual, mener Mogens Lykketoft.

»Sådan som det kinesiske styre er indrettet, findes der ikke nogen negativ pression, der kan fremskynde en demokratisering. Man kan sagtens anføre, at den metode, vi anvender over for Kina er i egen økonomisk interesse, men i det lange løb er det måske langt mere virkningsfuldt end at besætte Irak og forsøge at gøre det til et demokrati. I en vis forstand har vi fået et problematisk skæbnefællesskab med de, der regerer i Kina, i at opretholde en stabilitet i Kina. Vi har lagt en stor del af vores produktion derud, så der simpelthen er en række ting, som vi vil mangle, hvis Kina brød sammen.«

Og for det andet: 20.000 kroners spørgsmålet til den mangeårige og urokkelige socialdemokrat, hvis første besøg i Kina fandt sted kort tid efter formand Maos død, og dermed mens det store land fortsat kunne kalde sig kommunistisk.

Hvor meget er der tilbage af kommunismen bortset fra undertrykkelse?

»Ja, det er jo et meget interessant spørgsmål, for Kina er jo en af de mest ultrakapitalistiske økonomier, vi kender. Den ideologiske overbygning er i virkeligheden en temmelig tom skal, bortset fra ideen om kommunistpartiets kontrol med magten ...«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.