Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Med fremmede øjne

Med fremmede øjne

Foran min dør stod to unge, japanske kvinder og kiggede afkodende på huset overfor. Det er et helt almindeligt beboelseshus som så mange andre på indre Nørrebro. Bygget omkring forrige århundredeskifte, da byen voksede eksplosivt, og brokvartererne blev født, i hvad der må have været et heftigt byggeboom. Her har vi boet siden, danskerne, københavnerne, tilflytterne. Før i tiden var de små lejligheder fyldt med store familier, som sov i lag, men de er døde for længst – dem, der før elskede og græd, håbede og skuffedes, lykkedes og faldt til jorden i disse boliger. Nu ligger de i mulden, og lejlighederne er i stedet rammen om livet for os, der lever alene eller i små familier med lys og altaner og grønne baggårde. Os, der frakoblet og alligevel i tråd med de døde lever i fortidens fremtidsgader. Så velkendte, at vi næsten ikke kan se dem.

Før der står et par japanere og måber af almindeligheden. Og det glæder mig, at de ser forundrede ud. Jeg skammer mig altid, når jeg ser turister langvejsfra, der kommer hertil inden maj måned. Var der ingen, der havde fortalt dem om vejret og mørket? Kan de være andet end skuffede over at flyve 10.000 kilometer og så lande i denne våde og kolde by i Udkantseuropa? Kan vores livlige cykelkultur og det nynordiske køkken opveje de nedslående realiteter?

Jeg ved det ikke, men de måber, og jeg tænker, det er godt, for det betyder, at deres friske blik har fået øje på noget fascinerende, mine sløve øjne ikke kan se længere. Min by. Og jeg bliver helt misundelig.

Hvem der kunne prøve at være en fremmed i sin egen by, sine egne gader, sit eget liv. Men allerhelst, hvis man på samme tid kunne beholde den viden om og forståelse for samme. At man altså på samme tid kunne få lov til både at vide og ikke-vide. At være kendt og ukendt. Så ville man kunne se alle detaljer stikke ud i deres besynderlige egenart, men samtidig se alt det, der stikker ind: den historiske baggrund, sammenhængen, det store hvorfor.

Når vi tiltrækkes af noget, også andre mennesker, så ligger der en længsel mod det ukendte. Vi vil afdække et ukendt land, lære alle hjørner at kende. Det ukendte tænder fantasien – men den slukkes, efterhånden som hjørnerne afdækkes, og den andens indre landskaber bliver til en velkendt udsigt. Så passionen underminerer sin egen drivkraft. Du kan ikke både kende og gå på opdagelse i det ukendte. Det er uhensigtsmæssigt, og det gælder både fremmede byer og mennesker.

Og hvad gør man så, hvis man gerne vil beholde fortryllelsen og forundringen i blikket, så verden og det elskede kan beholde sit strejf af mirakel og magi? Man skal uddybe sin indsigt så meget, at man igen kan se magien. For bag det, man tror at forstå, ligger altid et mirakel, som man ikke kan forstå. Selv den mest almindelige tusindfryd bliver skøn igen, når først man forstår, hvor uforståeligt det egentlig er, at den ikke er intet.

Det samme gælder resten.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.