Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Anmeldelse

McCartney er bedst, når han lyder som sig selv

»Egypt Station« er ikke det mesterværk, som man kunne håbe på. Selv om Paul McCartney forsøger sig med hitproducere og storladen stadionrock, er han bedst, når han dyrker de enkle, træfsikre melodier, han er så berømt for.

Paul McCartney i studiet under indspilningen af »Egypt Station«.
Paul McCartney i studiet under indspilningen af »Egypt Station«.

Der er to store sandheder om Sir Paul McCartney: Den første er, at han i The Beatles var med til at skrive nogle af sidste århundredes største popsange. Det andet er, at hans soloudgivelser i modsætning til John Lennons aldrig har levet op til de udødelige popsange og bittersøde og livsreflekterende tekster, som han skrev som en del af The Fab Four. Og hvis du er uenig, så nævn mig ét McCartney solo-nummer, der har skrevet sig ind i musikhistorien på samme niveau som »Yesterday« eller »Eleanor Rigby«.

På sit 17. soloalbum, »Egypt Station«, har den 76-årige ex-beatle allieret sig med stjerneproduceren Greg Kurstin, der tidligere har arbejdet sammen med bl.a Sia, Adele og Pink, og One Republic-frontmanden, Ryan Tedder, der bl.a. har skrevet Beyoncés pophymne »Halo«. Og det starter virkelig godt med den søgende, pianodrevne »I Don't Know« om angst og om at være i tvivl, der er et af albummets bedste numre: »Well, I see trouble at every turn/ I've got so many lessons to learn/ What am I doing wrong? I don't know/ Now what's the matter with me?«

På flere numre lyder det dog, som om de to producere har forsøgt at opdatere Maccas lyd, så den passer ind på hitlisterne sammen med nyere bands som Coldplay, Muse og Keane. Som på den vellykkede halvlumre »Fuh You« og »Come On To Me«, der med sin storladne stadionrock og håndklap-vibe lyder som noget, der ikke kom med på seneste Franz Ferdinand-album. Det er en skam og fuldstændig unødvendigt, når man som McCartney har været med til at opfinde den moderne popsang og er i besidelse af en uovertruffen sans for enkle, træfsikre melodier.

Ingen kan røre McCartney på »Dominoes«, hvor hans karakteristiske, følsomme tenor smelter sammen med en inciterende guitarbeat og opridser ikke bare livets cyklus, men også sin egen karrieres udvikling: »In time we'll know/ It's all a show/ It's been a blast/ As time goes by/ We'll laugh and cry/ It's in the past«.

Det er det, han kan – koge en bestemt følelse ned til en helt simpel melodilinje og en tekst, der uden dikkedarer eller svulstighed skildrer livets forskellige nuancer og sindstilstande knivskarpt. Det går også op i en højere enhed på »Hand In Hand« og den Trump-kritiske »Despite Repeated Warnings«, der klinger af »Abbey Road« og efter en stille start, slår over i en håbefuld, rocket protestsang.

»Egypt Station« er bedst, når den lader McCartney lyde som McCartney og ikke forsøger at gøre ham mere hitlistevenlig eller larger than life stadionrocket. For det her er manden, der var med til at definere den moderne popsangs DNA – og han er allerbedst, når han lyder som sig selv.

Egypt Station
Paul McCartney
Capitol/Universal

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.