Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Massernes individuelle enshed på Roskilde

Arkivfoto. Når verden er bedst, går individualismen og fællesskabet imidlertid hånd i hånd. Det gælder på Roskilde – og det gælder i verden udenfor.
Arkivfoto. Når verden er bedst, går individualismen og fællesskabet imidlertid hånd i hånd. Det gælder på Roskilde – og det gælder i verden udenfor.

Den største masse-suggestion jeg har oplevet på Roskilde Festival var i 2008, da The Streets spillede på Orange Scene. The Streets, der reelt var en blegsottig brite ved navn Mike Skinner, som blandede noget meget moderne grime og garage med en sjat meget engelsk i sin musik, var netop her på sit højdepunkt. Hvad han ikke var sen til at udnytte den aften. I en grad, så det undervejs i koncerten faktisk lykkedes ham at få ret store dele af publikum til kollektivt at smide tøjet dér foran Orange.

Vi lever i individualismens tidsalder, siger man, og det er på mange måder rigtigt. Af og til også på Roskilde, der ellers kan dét med at forføre masserne. Når man eksempelvis vågner op en morgen i regnsilende muddersmat (hvad vi i skrivende stund heldigvis ikke har gjort – endnu), og der er en kilometer op til det iskolde bad, og man er lige så beskidt igen, når man har kæmpet sig tilbage, og man har hul i gummistøvlerne og mobilen er gået ud, så kan man pludselig føle sig helt enormt individuel og en lillebitte smule alene.

Når verden er bedst, går individualismen og fællesskabet imidlertid hånd i hånd. Det gælder på Roskilde – og det gælder i verden udenfor. Når verden er bedst, indgår man i berigende fællesskaber, samtidig med at man kan udfolde sig selv og sine drømme i frihed.

Det sidste burde der være stor mulighed for på Roskilde. For en uge siden var her en bar mark. Siden er der blevet bygget en by med 130.000 indbyggere. Ude på campingområderne, hos de i år så herostratisk berømte curlingbørn, har man nærmest konceptualiseret ideen om individets unikke tilgang til livet i lejrområder som Dream City, hvor entreprenante unge kan få lov til at selvbygge deres egen temalejr. Hvad de så gør: Her er Camp Marius, opkaldt efter girafungen og bygget som en minikopi af zoo-tårnet, eller Camp Bodega med John Mogensens ansigt spraymalet på facaden som en hyldest til bodega-guruen himself.

Og alligevel kan man ikke lade være med at gøre sig en observation, når man som jeg flere gange de seneste dage er vandret gennem campingområderne, hvor titusinder af unge siden weekenden har slået lejr: I betragtning af, hvor mange muligheder man her på Roskilde har for at skeje ud, skille sig ud, stikke af fra mængden og være helt vildt individuel, så opfører de fleste sig forbavsende ens.

De fleste camps ligner hinanden: Iglootelte, pavilloner, festivalstole, skrald og et monumentalt lydanlæg. Man sidder i rundkreds og spiller øl-bowling, inden man henter sig endnu en flæskestegssandwich og en 24 styks med Tuborg-dåser. Der er 80ermusik overalt. Nattefesterne er ens: En DJ spiller op, folk stimler sammen, danser, snakker, drikker.

Men det er selvfølgelig løgn.

Præcis som det er, hvis man kigger på parcelhus-Danmark fra oven og finder, at det hele bare er koteletgrunde, vinkelstuer og ligusterhække.

Når man kommer tættere på, når man når til nærbillederne, titter individualismen frem. Forleden nat mødte vi f.eks. en meget sympatisk svensk mand til en af de nævnte fester foran et dunkende soundsystem, og vi fik os en god snak om forskellen på Danmark og Sverige – og hvorfor en fest(ival) som i Roskilde næppe nogensinde ville kunne finde sted i Sverige. Her har man stort set lov til alt – alle steder. Bare man opfører sig ordentligt. Han var lykkelig, svenskeren. Lige her.

Lykkelig. Fri. Sig selv. Sammen. Og endda frivilligt. I verden uden for Roskilde er der lidt for mange eksempler på ufrivillig individualisme – og ufrivillige fællesskaber. Der rapporteres om mange ensomme, ikke mindst i de bysamfund, hvor der er flest mennesker. Som om selve menneskemængden kan bidrage til ensomhedens fortabelse. Og samtidig lever vi i et samfund, der over de seneste 50 år har udviklet en grad af påtvungen fællesskabsfølelse via velfærdssamfundets kasser, som de færreste hippier på den første Roskilde Festival næppe havde forestillet sig, hvor fællesagtige de end måtte have været.

På Roskilde er ikke meget ufrivilligt. Af og til har der været en nærmest omklamrende fællesskabsdagsorden fra festivalarrangørernes side; man har fået kvælende slogans og værdier sendt mod sig fra alle sider, digitalt og analogt. Men det er som om den dimension er nedtonet i år, hvilket er ganske befriende.

For det gode ved Roskilde er blandt andet at se, at mennesker godt selv finde ud af at arrangere sig. I camps, ved koncerter. Hvor ens de end vælger at gøre det, hvor konformt det hele egentlig ved første øjekast kan forekomme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.