Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Martin Brygmann: »Jeg var lidt nervøs for, at det skulle blive noget lort«

»Far til fire – på toppen« er nummer 18 i en sejlivet filmserie, hvor filmene mildt sagt har været af svingende kvalitet. En filmproducent i krise og en ny mand i hovedrollen har givet den velkendte serie mere pep.

Den 9. februar 2017 får den nye Far tip fire-film premiere i de danske biografer. Martin Brygmann spiller faren.
Den 9. februar 2017 får den nye Far tip fire-film premiere i de danske biografer. Martin Brygmann spiller faren.

Under indspilningen af den seneste »Far til fire«-film i 2014 – »Far til fires vilde ferie« – fik ASA Film og producent Henrik Møller-Sørensen ikke så lidt af en mavepuster, da skuespilleren Bodil Jørgensen kom slemt til skade.

»Ulykken fik os til at stoppe karrusellen. For første gang i den tid, jeg har været med, forsvandt energien fuldstændig. Det gjaldt blot om at få filmen lavet færdig. Omkring det tidspunkt ville vi allerede være gået i gang med den næste film, men i stedet holdt vi pause. På en bagvendt facon gav det os mere tid til at tænke over, hvordan vi kunne komme videre,« siger Henrik Møller-Sørensen til B.

Artiklen fortsætter under billedet.

Martin Brygmann har aktivt medvirket til at ændre figuren Fars væremåde: »Han er jo en mand, der er far til fire, og han står i spidsen for en øjensynligt sund familie, så hvor fjollet kan han være og stadig være tro-værdig? Far er ikke kun et blødt, kærligt bamsedyr. Han må også gerne have nosser,« siger han. Foto: Karina Tengberg
Martin Brygmann har aktivt medvirket til at ændre figuren Fars væremåde: »Han er jo en mand, der er far til fire, og han står i spidsen for en øjensynligt sund familie, så hvor fjollet kan han være og stadig være tro-værdig? Far er ikke kun et blødt, kærligt bamsedyr. Han må også gerne have nosser,« siger han. Foto: Karina Tengberg

Samtidig satte filmen med godt og vel 252.000 solgte billetter bundrekord for en »Far til fire«-film, selv om det i sammenligning med andre danske film må siges at være et solidt billetsalg. Under alle omstændigheder var det endnu en grund til at relancere serien. Det var der enighed om i hele interessentkredsen. Både hos Nordisk Film, Det Danske Filminstitut og Henrik Møller-Sørensen selv.

»Skulle vi fortsætte, skulle det være på en ny måde. Hvis filmene bliver en vane for publikum, er det ikke godt, og så falder billet- salget. Vi besluttede os for at opdatere filmens univers, så det lugter knap så meget af 1950erne og mere ligner nutiden. Det krævede ikke bare nye skuespillere, men også ny instruktør og nye manuskriptforfattere,« siger Henrik Møller-Sørensen.

Gav kun et halvt ja

»Far til fire« har siden Kaj Engholms tegne-seriestribe, der kørte i Berlingske Tidende fra 1955 til 1988, og siden de gamle film med Ib Schønberg været bred underholdning til familien Danmark. Den nye omgang »Far til fire«-film er også lavet til folket, ikke anmelderne, men kvaliteten var alligevel faldet så drastisk de senere år, at publikum var ved at komme i tvivl om, hvorvidt de skulle grine eller græde, når Far trådte i en kokasse eller faldt i et hul som en anden fransk klovn – sjældent som en integreret del af historien, altid uden overraskelser og til at se på flere minutters afstand.

Anmelderne har været mystificerede over, hvorfor der ikke var flere ambitioner i de film, og forældre til sagesløse danske børn har kedet sig i biograferne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stillfotos til Far til fire
Stillfotos til Far til fire

»Det er sjovt, du siger det med kokassen. Vi havde netop på den nye film en diskussion om humoren. Martin Miehe-Renard (instruktør, red.) sagde, at vi ikke ville have nogen, der træder i en banan for så bagefter at falde. Altså medmindre der er et formål med det, eller det sker på en helt speciel måde. Det bruger vi ikke mere. Jeg kan godt huske »Far til fire – i stor stil«. Men det var dengang. For os har den nye film været som at lave en første film igen, og vi stopper ikke her,« siger Henrik Møller-Sørensen.

Producenten valgte at spørge Martin Brygmann, om han ville spille rollen som Far. Brygmann sagde dog ikke ja med det samme, selv om han kender universet godt, da han har spillet ikke færre end fire forskellige biroller i serien de senere år.

»Ofte spiller jeg biroller i film, så jeg var smigret over at få tilbudt en hovedrolle. Også med tanke på at træde ind i en kongerække, der begyndte med Ib Schønberg og Karl Stegger. Hvor utaknemmelig kan man være, men jeg gav altså kun et halvt »ja« i første omgang. Jeg betingede mig ret til at påvirke manuskriptet og være med til at bestemme, hvem jeg skulle spille sammen med. Jeg ville ikke risikere at stå midt i en dårlig film. Jeg var lidt nervøs for, at det skulle blive noget lort. Nogle af de nyere film har været statiske og kedelige, og der findes ikke noget værre end at kede folk. Da især ikke med en familiefilm,« siger Martin Brygmann.

Mere for de voksne

Brygmann læste manuskriptet og havde nogle ændringsforslag.

»Manuskriptet var fint. Men film skrives gerne på den samme måde, så man som trænet filmkigger ved, hvad der sker, før det sker. Vi vidste allerede på side to, hvem skurken var, og han var i øvrigt en mand. Jeg foreslog for det første, at det kunne være en kvinde, så de kunne have en flirt kørende. Og så foreslog jeg, at man ventede med at afsløre hende som skurk til senere i filmen. Med inspiration fra Disney-filmen »Frost«, hvor man opdager, at den gode Hans i virkeligheden er skurken, og hele bøtten vender,« siger Martin Brygmann.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stillfotos til Far til fire
Stillfotos til Far til fire

Skuespilleren har også været med til at tydeliggøre et voksenlag i filmene, så de voksne ikke kommer til at kede sig.

»De seneste film har manglet noget for de voksne, for hvis de voksne griner og har det godt, bliver det hele mere spændende for børnene. Man skal ikke være bange for, at børnene ikke forstår ironi, og man skal da slet ikke tale ned til børnene. Jeg ville også gerne gøre Far mere begavet, så han ikke bare var en, der kartede rundt som Bambi. Han er jo en mand, der er far til fire, og han står i spidsen for en øjensynligt sund familie, så hvor fjollet kan han være og stadig være troværdig? Det er der grænser for. Far er ikke kun et blødt, kærligt bamsedyr. Han må også gerne have nosser.«

Instruktør Martin Miehe-Renard havde samtidig ideer om, at replikkerne skulle lyde, som de var ærligt ment og ikke klovneagtige med klovn på. Samtidig skulle der mere tempo i kameraføringen og mere fart over feltet i børneflokken. »Far til fire – på toppen« byder da også på langt mere action og bevægelse på bjerge, hængebroer og i vindtunneller end de tre forrige film tilsammen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Karina Tengberg
Foto: Karina Tengberg

Svært med smallere film

Producent Henrik Møller-Sørensen fra ASA Film har høje forventninger til, hvordan den nye film kan klare sig i biograferne. Med 250.000 solgte billetter kommer pengene hjem igen. Hvis der sælges flere, kan ASA Film lægge til side og udvikle andre projekter, som de også har forsøgt de senere år. Familiefilmene »Storm« og »MGP Missionen« er produceret af ASA, men det er svært at få andre ideer igennem, når profilen i selskabet er familiefilm.

»Vi fokuserer mest på »Far til fire«, men vi arbejder sideløbende på andre projekter. Gennem tiderne har vi søgt med omkring 30 projekter på konsulentordningen i Det Danske Filminstitut, men hvis man kommer med forfattere eller instruktører, der ikke er hotte eller er for gamle, får man et pænt »nej tak«. Og så er vi jo nødt til at lave de mere kommercielle film på markedsordningen. Lige nu har vi for eksempel et spændende filmprojekt på vej om Rav-Aage, der kæmpede mod Cheminova i Harboøre, så vi skal nok knække koden på et tidspunkt,« siger Henrik Møller-Sørensen fortrøstningsfuldt.

Kan købte i sin tid ASA-navnet af Sven og Lene Grønlykke og sikrede dermed, at »Far til fire« igen blev produceret under det legendariske navn. Endda ud fra samme lokalitet på Blomstervænget i Lyngby nord for København.

Artiklen fortsætter under billedet.

Torsdag får den nye og mere action-prægede »Far til fire«-film premiere i de danske biografer. Martin Brygmann spiller Far, og den nye Lille Per spilles af Elton Rokaheim Møller. Foto: Bax Lindhart
Torsdag får den nye og mere action-prægede »Far til fire«-film premiere i de danske biografer. Martin Brygmann spiller Far, og den nye Lille Per spilles af Elton Rokaheim Møller. Foto: Bax Lindhart

Hård konkurrence

Siden DVD-salget er forsvundet, er det en smule sværere at få økonomien i en »Far til fire«-film til at hænge sammen. Filmene koster mellem 17 og 18 millioner kroner, men de tre til fire millioner, der plejede at komme ind på DVD-salget, mangler i budgettet, og de er kun blevet erstattet af noget, der ligner en million kroner i indtægter fra video on demand og streaming.

»Hvis vi sælger 300.000 billetter med den nye film, er jeg glad, for tiderne er ikke de samme, som da vi i 2005 solgte 512.000 billetter til den første af de nye »Far til fire«-film. Familierne bliver lettere lokket til at blive hjemme og se film på Netflix, så de slipper for udgifterne til parkering, popcorn og biografbilletter. Desuden konkurrerer vi i denne vinterferie med endnu en »Lego«-film og Disneys »Vaiana«,« påpeger Henrik Møller-Sørensen.

Til gengæld glæder producenten sig over, at hele 89 procent af publikum til filmens testvisning vil anbefale den videre til andre, hvilket er den højeste score i »Far til fire«-historien, og 85 procent syntes, filmen var bedre end de forrige film i serien.

Artiklen fortsætter under billedet.

»Skulle vi fortsætte, skulle det være på en ny måde,« siger Henrik Møller-Sørensen, producent af den nye »Far til fire«-film. Foto: Malene Anthony Nielsen
»Skulle vi fortsætte, skulle det være på en ny måde,« siger Henrik Møller-Sørensen, producent af den nye »Far til fire«-film. Foto: Malene Anthony Nielsen

Publikum vigtigere end anmeldere

De seneste uger har debatten om anmeldernes smag contra publikums bølget frem og tilbage. Hvordan ser Henrik Møller-Sørensen på den debat?

»Jeg har produceret mange film i tidens løb, og jeg vil samlet set sige, at jeg hellere vil have lidt dårligere anmeldelser, hvis jeg kan lave en film, der har et stort publikum af glade mennesker. Hellere arbejde i tre år på det end at få seks stjerner, og filmen kun bliver set af 20.000 mennesker, og man taber en masse penge. Der er kræfter til at lave en vis mængde film herhjemme, og så er det trods alt sjovere at lave film, der bliver set af mange. På den måde har filmanmelderne mindre vægt. Men selvfølgelig er man da ærgerlig, hver gang man får dårlige anmeldelser. Især hvis man har gjort sig umage,« siger Henrik Møller-Sørensen.

Det har ASA film denne gang, og der er mere i vente:

»Vi vil gerne gå endnu længere næste gang. Ud over det gode budskab om, at her i familien holder vi sammen, vil vi gerne modernisere yderligere. Der skrives allerede nu på film nummer 19, som Gitte Løkkegaard er gået i gang med. Vi skal huske, at hvis vores familiefilm ikke eksisterede, havde vi kun den amerikanske filmkultur tilbage – så man kan være enig eller uenig i kvaliteten af vores film. Anima-tionsfilm er meget populære, men det er i mine øjne vigtigt, at børnene har rigtige mennesker at identificere sig med.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.