Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Marklund og datter var alvorligt syge samtidig

Hun er en af Skandinaviens største krimiforfattere, har været med fra begyndelsen af krimibølgen og solgt 15 millioner bøger i mere end 30 lande. Liza Marklund er aktuel med det tiende og næstsidste bind i serien om reporteren Annika Bengtzon. Her fortæller den 51-årige svenske forfatter om vores optagethed af krimier, om alvorlig sygdom, og om at det rager hende en høstblomst at være lykkelig.

Liza Marklund er aktuel med »Noras bog«, et nyt bind i krimiserien om journalisten Annika Bengtzon. Foto: Linda Kastrup
Liza Marklund er aktuel med »Noras bog«, et nyt bind i krimiserien om journalisten Annika Bengtzon. Foto: Linda Kastrup

Scandinavian crime?

»Vi har haft krimibølger i Sverige, der er kommet og gået. I 1960erne havde vi Sjöwall & Wahlöö, og siden kom en stor krimibølge i slutningen af 1990erne. Hver gang man ser et stort boom i krimilitteraturen, bygger det på en stor velstand i samfundet. Jo mere demokratisk, jo mere stabilt, og jo mere velstående et samfund bliver, desto flere krimier læser vi, og jo mere interessant bliver de her forfærdelige forbrydelser. Det er interessant, at krimier fra Skandinavien i dag er store i resten af verden. Vi har det jo så godt; vi er ikke hårdt ramt af finanskrisen, og i Sverige synes vi, at vi er de bedste i verden, det er vores selvopfattelse. Vi har de her kridhvide samfund med blodrøde forbrydelser i krimierne. Det bliver på en eller anden måde interessant, når det perfekte samfund mislykkes.

Jeg hader ordet femikrimi, som ofte er blevet sat på mig. Det er afskyeligt. Der er almindelige krimier, og så er der femikrimier. Der ligger en forklejning i selve ordet. Man stilles uden for normen, og det er jeg så utrolig træt af.

Der er en masse forskellige genrer inden for kriminallitteraturen, og det viser, hvordan genren hele tiden udvikler nye kvaliteter både litterært og dramaturgisk. Der findes utroligt gode krimier med store littære kvaliteter i Skandinavien. Leif Davidsen er et eksempel her fra Danmark på en, som skriver frygtelig gode krimier. Vi har Johan Theorin i Sverige, som også skriver lidt som Davidsen – sproget er vigtigt, landskabet er vigtigt. Alt det, der findes i almindelige romaner, kan man jo også putte ind i kriminalromaner.

Nogle gange synes jeg, det er lidt synd, at ALT næsten er blevet krimier i dag. Det er næsten det eneste, der sælges i Sverige. Det skyldes nok, at det er en taknemmelig genre. Når man køber en krimi, ved man, hvad man får, det er en slags varedek­laration. En krimi skal handle om noget. Almindelige romaner kan jo også være betragtninger om noget, hvor der ikke sker noget, men når man køber en krimi, ved man, at den da handler om noget.

Jeg har kun én bog tilbage i serien om Annika Bengtzon, så jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre derefter. Jeg tror ikke, det bliver en krimi, jeg skriver. Men jeg ved det ikke endnu. Jeg får også forslag om ting, jeg kan lave – jeg har skrevet et filmmanuskript for eksempel, så jeg har prøvet at lave forskellige ting.«

Det lykkelige liv?

 »Jeg kommer fra det allernordligste Sverige, helt oppe ved polarcirklen næsten. Det er et barsk område, det er mørkt i flere måneder om vinteren, og så var der det specielle, at der ikke var nogen overklasse deroppe. Der fandtes ingen herregårde, ingen godser, staten ejede skovene og markerne. Alle var på en måde på samme niveau, det var det nærmeste, man kom et klasseløst samfund, tror jeg. Det sidder stadig i mig. Jeg kan ikke begribe det her med klasser. Men da jeg kom til Stockholm som 24-årig, hørte jeg for første gang udtrykket »fin familie« – at komme fra en fin familie. Jeg forstod ikke, at nogle var finere end andre, men det at være fin og at passe ind er jo meget vigtigt for mennesker. Det at finde sin plads og at være socialt accepteret er helt fundamentalt. Jeg er meget fascineret af det, og det er det, min nye bog handler om – jagten på det lykkelige liv.

Jeg bor i et øvre middelklassekvarter i Stockholm i dag, og kan dér høre om dem, der ikke har de rigtige møbler, og dem der forsøger at købe de rigtige møbler. Man kan være nervøs for, om man nu giver børnene det rigtige med i madpakken. Den ene dag er det in at give dem kylling på spyd og den næste er det brød med pølse. Eftersom jeg ikke havde nogen anelse om, at der fandtes det her kodeks for, hvad der er rigtigt, har jeg altid været forkert på den. Jeg har heller ingen ambition om at være rigtig, for jeg ved ikke, hvordan man gør. Personligt er jeg totalt uinteresseret i at være lykkelig, hvis det er det, der kræves. Jeg beskæftiger mig ikke med lykke, jeg har for meget at se til. Jeg bruger min tid på ting, jeg synes er spændende og vigtige, jeg bruger ikke tid på at forsøge at være fremgangsrig, rig eller smuk. Jeg synes, det ville være enormt kedeligt bare at sidde der og være lykkelig. Det er helt stillestående på en måde. Jeg synes, det er så kedeligt, når jeg skal sidde stille, jeg må hele tiden være på vej og lave noget. Men nogle gange sidder jeg nu med min mand i sofaen og ser tennis i TV, mens jeg strikker. Det er toppen! Men det er jo ikke det, man beskriver som lykke.«

Succes?

»At jeg har fået penge var virkelig ikke meningen. Det var som at vinde i lotteriet. Jeg begyndte at skrive mine bøger, fordi der ikke var nogen, der ville trykke de emner, jeg ville skrive om i aviserne. Jeg fik at vide, at vold mod kvinder og børn og kvinders rettigheder ikke var noget, der solgte.

Det var en ven, der trykte min første bog, den udkom på Sveriges mindste forlag. Den blev trykt i 3.000 eksemplarer. I begyndelsen solgte den ingenting, men så begyndte jeg at vinde litterære priser, og folk begyndte at skrive om den. Jeg kom i TV, og det gik fra mund til mund. Jeg solgte over en million eksemplarer bare i Sverige. Helt vildt! Vel at mærke med en bog om kvindeligt lederskab.

Det er da rart at have penge, men det har ikke forandret mit liv. Det store spring rent økonomisk kom tidligere i mit liv, da jeg blev chef. Jeg var reporter og blev så chefredaktør, hvor jeg fik dobbelt så høj løn. Pludselig havde jeg penge tilbage i slutningen af måneden i stedet for at skulle vente på lønningsdagen. Det var en stor lettelse rent økonomisk. Jeg havde ikke købt undertøj i fem år, for jeg havde ikke råd. Vi havde tre små børn, boede i en dyr lejlighed og havde ikke råd til at have bil. Men jeg har jo samme hus i dag, samme bil som før. Jeg har købt et hus i Spanien, og min mand og jeg har startet en lægemiddelvirksomhed for at forsøge at fjerne bestemte sygdomme. Det vil lægemiddelvirksomhederne ellers ikke, for så forsvinder kundeunderlaget. Sådan et projekt er fantastisk, og det har jeg fået mulighed for på grund af pengene. Men jeg handler stadig i H&M.

Det at være kendt er egentlig ret ubehageligt, jeg er en yderst dårlig kendis. Jeg skal ikke brokke mig, men det er ikke noget, jeg har længtes efter, og det er ikke noget, jeg synes er særligt cool. Faktisk tværtimod. Jeg har en stalker efter mig, en mand som forfølger mig og min familie. Så man betaler en pris. Eftersom jeg ikke synes, det er så behageligt at være kendt, er jeg ikke så villig til at betale en særlig høj pris. Det generer mig, når folk genkender mig. De kan finde på at sige: »Åh gud, det er jo Liza Marklund, se hvor høj hun er!« De taler om mig, og jeg tænker: »Jamen, jeg står altså lige her, jeg hører det, du siger.« Det sker nogle gange, og jeg håndterer det meget dårligt. Det sker faktisk også i Spanien, der er mange svenskere dernede, men ellers er det rart, at de fleste dernede ikke genkender mig.«

Døden?

»Jeg har ikke fortalt om det før, men i 2011, det år jeg udgav den meget voldsomme bog »Sort hvid«, blev både jeg og min datter alvorligt syge. Jeg havde haft det mærkeligt længe og gik til lægen. Det viste sig, at jeg havde en stofskiftesygdom, hvor skjoldbruskkirtlen producerer alt for meget. Det havde gjort, at jeg både havde fået diabetes, leverskade og en hjertefejl, og samtidig fik min datter konstateret livmoderhalskræft. Det var helt forfærdeligt. Vi lever jo i den tro, at vi er udødelige. Men efter den her oplevelse blev døden virkelig nærværende. Jeg fik det godt igen, og det fik min datter heldigvis også. Men det var virkelig et væmmeligt år. Det er grunden til, at det tog to år, før min nye bog kom.

Man ser lidt anderledes på det hele efter sådan en oplevelse – når man har været tæt på døden og oplevet, at den faktisk findes som en realitet. Kræft er jo en dødelig sygdom, mange klarer den heldigvis, og det gjorde min datter også, men bare tanken, at ens barn er blevet dødeligt sygt, det er forfærdeligt.

Jeg var på tabletter i to år. Chancen for, at man får det godt, er 50-50, og jeg fik det faktisk godt. Jeg vandt i Lotto, jeg blev helt frisk. Lægerne tror ikke, det kommer tilbage, så det er helt fantastisk. Min datter skal gå til kontrol i fem år for at holde øje med, om canceren vender tilbage, men det har den ikke gjort hidtil. Det er min ældste datter, hende der hedder Annika, som min karakter er navngivet efter.

Det at have været syg har gjort mig lidt mere rolig, tror jeg. Jeg er heller ikke så aktiv i samfundsdebatten mere, det er også sket, efter jeg blev syg. Jeg føler, jeg har sagt det meste. jeg kan da godt sige det igen, men jeg behøver ikke at stå og skrige hele tiden. Jeg var kronikør og skrev debatartikler i 25 år, i et kvart århundrede skrev jeg hele tiden, og så kom jeg til et punkt, hvor jeg tænkte: Nu må nogle andre skrive. Jeg kommer ikke til at blive debattør igen, jeg har sagt det, jeg vil sige og er glad for, at jeg har gjort det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.