Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klassiker

»Man mere end aner nordenvindens magt«

Stormene smælder og følelserne buldrer i Emily Brontës »Stormfulde højder«, der nu er blevet nyoversat til dansk. Og som fremstår mirakuløs på mere end én måde.

Kaya Scodelario i Andrea Arnolds filmatisering af »Stormfulde højder«, 2011.
Kaya Scodelario i Andrea Arnolds filmatisering af »Stormfulde højder«, 2011.

Hvornår er det usandsynlige et mirakel? Svaret giver ikke lige sig selv, og måske findes der slet ikke mirakler - hvis man med dét associerer til noget guddommeligt - men kun en stribe tilfældigheder, som falder sammen på måder, som skaber noget usandsynlig smukt, vildt eller fabelagtigt.

Tag bare søstrene Brontë, der levede i 1800-tallets Yorkshire. Deres far var enkemand og præst og gav sine børn de bøger, de måtte ønske sig, og desuden 12 træfigurer, de kunne lege med og fortælle historier om. Ikke noget usædvanligt i dét, slet ikke, og Brontë-familien var på de fleste måder en almindelig middelklassefamilie, hvor den afdøde mors søster var trådt til og hjalp med hushold og opdragelse af sønnen og de tre søstre.

Normalt ville piger på den tid blive gift med mænd af samme stand, eller lidt over, og ellers leve et bemærkelsesværdigt ubemærkelsesværdigt liv og siden dø ind i glemslen. Men sådan gik det ikke. Søstrene er stadig levende. I hvert fald som forfattere i verdenslitteraturhistorien: Charlotte Brontë brød allerede igennem i sin levetid med romanen »Jane Eyre«, mens Anne Brontës »Fruen på Wildfell Hall« først senere blev anerkendt som et mesterværk.

Hvordan kan to søstre blive så store forfattere? Og ikke nok med det. Den tredje søster, Emily Brontë, skrev »Stormfulde højder«, der ikke bare må anses for søstrenes stærkeste værk, men også et af den vestlige kulturs trædestene.

At bøger og nogle træfigurer kunne resultere i hele tre verdensforfattere - endda søstre - det er så usandsynligt, at det ligner, ja, et mirakel. At gener og påvirkninger fra faren og litteraturen skulle falde sådan ude, er jo strengt taget umuligt og kan få enhver kyniker til at undres. Og nu har Agnete Stjernfelt så nyoversat værket over værkerne, »Stormfulde højder« fra 1847, som stadig er en vild læseoplevelse, der trækker en kritik af klassesamfundet med ind i sit forblæste litterære rum.

Men mere om det senere og først et forsøgsvist rids af romanens handling, der langtfra kan kaldes simpel, men mest minder om et sindrigt stykke mekanik, hvor tandhjulene kører, og det ene tandhjuls funktion forudsættes af det andet og det tredje og fjerde.

Den uforløste kærlighed

»1801. Jeg er netop vendt hjem efter at have besøgt min vært - den eneste nabo, der er til at forstyrre mig.« Sådan lyder den første sætning i »Stormfulde højder«, og det er den velhavende Lockwood, der er taget fra Sydengland til gården Thrushcross Grange i det nordlige Yorkshire for at få lidt fred fra arbejdet og bylivet.

Han betragter sig selv som en mand med et begrænset socialt behov, men da han møder gårdens ejer, Heathcliff, tænker han, at »det er forbløffende, hvor selskabelig jeg føler mig i sammenligning med ham.«

Heathcliff er grov, ugæstfri, nærig og vredladen, men Lockwood fornemmer i hans påklædning og holdning et andet menneske. Det kan hushjælpen Nelly også bekræfte, og hun folder så hele den grumsmukke forhistorie ud. Om hvordan Heathcliff var en hjemløs dreng, som Mr. Earnshaw, der boede på den nærliggende gård Wuthering Heights tog til sig og indlemmede i sin familie.

Mr. Earnshaws biologiske søn, Hindley, følte sig dog truet af den nye dreng og opbyggede et had, mens datteren, Catherine, knyttede sig tæt til drengen. Da Earnshaw døde, var Hindley pludselig manden i huset. Han reducerede Heathcliff til tjener, og en dag hørte Heathcliff tilfældigt sin Catherine sige til en anden, at hun ikke kunne gifte sig med ham, Heatchliff, da han var under hendes stand.

Hvad Heath­cliff ikke forstod, var, at Catherine ville bruge sit kommende ægteskab med velhaveren Edgar Linton til at hjælpe ham frem i verden. Fordi hun elskede ham.

Heathcliff forsvinder efter dette sporløst, hvilket kaster Catherine ind i sorg og sygdom, og da han omsider vender tilbage er han rig, smuk og sexet. En byronsk mand som flytter ind på Wuthering Heights, hvor han i spil vinder alt fra arvefjenden Hindley og gifter sig med Isabella Linton, Edgars søster, som han ikke behandler godt.

I de manøvrer vrides stort set al kærlighed ud af romanen, og kynisme, had og rænkespil sitrer gennem tre generationer. Det eneste, der bliver tilbage under egnens forblæste himmel, er den uforløste kærligheds forgræmmede ansigt.

Kritik af klassesystemet

Den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates har skrevet, at »Stormfulde højder« er »en formidling af den uafvendelige og tragiske selvopslugende passion.«

Det er sandt. Måden, Brontë formidler det på, er via flere indlejrede og mere eller mindre troværdige fortællere og brug af både slægtsromangenren og træk fra den gotiske litteratur: Romanen er episk med sit schwung gennem generationer, og dæmonien lurer i Heathcliffs karakter, ligesom Catherine måske, måske ikke, spøger efter sin død.

Men »Stormfulde højder« er også en kritik af klassesystemet. Heathcliff kan ikke få Catherine, fordi hun er over hans stand, og det ødelægger dem, gør dem umenneskelige, til forvrængede mennesker og følelser.

Romanens krasse klasseportræt affødte da også debat ved udgivelsen, og anmelderne var heller ikke udelt begejstrede for bogens litterære niveau. I avisen Examiner kunne Emily Bröntë læse, at hendes roman var »vild, leddeløs og usandsynlig«, mens Atlas skrev, at det var en »mærkelig, ukunstnerisk historie«.

Naturbeskrivelse som stemningssætter

Så meget for at have skrevet en genial roman. Det er endda ikke det hele. Hvor anmelderne, utroligt nok, ikke lod sig imponere af Brontës sindrige fortælleteknik og sprogets direkthed og intensitet, så dvælede de heller ikke længe ved en helt afgørende stemningssætter i værket, nemlig naturbeskrivelserne.

De er suveræne og samtidig en slags psykogram af Heathcliff og de andre karakterer: »Man mere end aner nordenvindens magt ved synet af de forvredne graner for enden af ejendommen samt de magre tjørnebuske, der alle strækker grenene den samme vej, som om de bønfaldt om en almisse.«

Nok er det naturbeskrivelser, men også billeder på, hvordan det kan være at være menneske: Slidt og bøjet og til sidst knækket af kræfter, der ikke er til at se eller styre. Den følelse har Emily Brontë og hendes to medgeniale søstre uden tvivl kendt til i deres egne normbundne liv i et - i en feminis­tisk læsning - patriarkalsk samfund. Alene det, at de som forfattere måtte skrive under pseudonymer. Mandlige, naturligvis.

Men eftertiden har gjort søstrene ret. Ikke mindst Emily og hendes »Stormfulde højder«. Det blev den eneste roman, hun nåede at skrive. Hun døde en decemberaften i 1848, blot 30 år gammel. Selv mente hun, at hun blev syg af den barske natur og vejrliget, hun levede i. Hendes søster Charlotte brændte muligvis, det siger en anekdote, et manuskript, som Emily nåede at skrive inden sin død. Men »Stormfulde højder« var også alt nok.

Emily Brontës »Stormfulde højder«, nyoversat af Agnete Stjernfelt, er udkommet på Gyldendal. 352 sider, 299,95kr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.