Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Genialt

Man må gå, før man kan krybe

Franz Kafkas »Forvandlingen«, hvor en mand bliver til et insekt, er et af litteraturens særeste, sørgeligste og morsomste værker. Berlingske har genlæst fortællingen, der fylder 100 år i denne måned.

Franz Kafkas »Forvandlingen« kan fejre 100 års jubilæum.
Franz Kafkas »Forvandlingen« kan fejre 100 års jubilæum.

»Kæreste Max, min sidste bøn: brænd alt hvad der befinder sig i mine efterladte papirer.«

Året er 1921, og Franz Kafka er plaget af den tuberkulose, der tre år senere tager livet af ham, bare 40 år gammel. Men Kafka har meget i tankerne dér på dødens tærskel, både de mennesker, han holder af, og de tekster, han har skrevet nat efter nat og ved siden af sit »Brotberuf« ved Arbeiter-Unfallversicherrungsanstalt i Prag.

Kafka blev kontormenneske, fordi hans familie gerne så det, og fordi et liv uden løn var en umulighed. Men hovedet og hjertet havde han et andet sted, nemlig i sine romaner og fortællinger. Det betød dog ikke, at han elskede alt, hvad han havde skrevet, og da døden begyndte at trykke på lungerne, og værket skulle gøres op, var der ikke meget, der fandt nåde for hans blik.

I en efterladt note til vennen Max Brod skriver han, at »Af alt hvad jeg har skrevet gælder kun bøgerne: Dommen, Fyrbøderen, Forvandlingen, Straffekolonien, Landlægen og fortællingen: Sultekunstner.«

Det er vildt at læse. At han gik hårdt til sine egne tekster og dermed også var voldsomt optaget af, hvordan hans eftermæle ville stå sig. Han udgav kun 250 siders litteratur i sit liv, og af dem udgør »Forvandlingen« henved en sjettedel og er altså en af de tekster, han ville stå ved, en af dem, der »gælder«.

Andet ville også være vanvid, og i denne måned kan »Die Verwandlung«, som fortællingen hedder på tysk, fejre 100 års jubilæum og fremstår i dag – også i sammenligning med hans vel kendteste værk, »Processen« – som det stærkeste stykke litteratur, han nåede at skrive.

Sublim i sin idé, genial i sin realisering, intet mindre, og, ja, jeg forstår næsten, at nogen kan finde på at kalde den tidløs. Men det er naturligvis noget nonsens: Al kunst er farvet af sin tid, og skulle et menneske for 1000 år siden kunne se det store i »Forvandlingen«, hvis scene er sat i en by med småborgere, prokurister und so weiter?

Naturligvis ikke. Men for ethvert moderne menneske med en bare beskedent udviklet sans for litteratur er »Forvandlingen« – der kan ses som en lang novelle eller en kort roman – enestående og enestående god. Og Kafkas overordnede greb er forbløffende i al sin enkelhed: At placere ét unaturligt element i en genkendelig, realistisk ramme.

Et mareridt i virkeligheden

Men måske et kort rids af handlingen i »Forvandlingen« vil få pointerne til at stå klarere: Allerede den første linje slår effektivt fast, hvad det drejer sig om: »Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.«

Gregor tænker, at han måske alligevel ikke er vågnet af drømmen. Derfor går han heller ikke i panik over sin »panseragtige hårde ryg« og »de mange ben, der var ynkeligt små i forhold til hans øvrige omfang.«

Men Gregor må siden erkende, at det ikke er nogen drøm. I løbet af natten er han simpelthen blevet forvandlet til et insekt, et utøj, et kryb, eller hvad man nu måtte kalde det. I den originale tyske udgave bruger Kafka selv ordet »Ungeziefer«, der rummer flere oversættelsesmuligheder. En af dem er »skadedyr« og sådan ender hans småborgerlige familie, som han bor sammen med, med at se ham.

Men ikke i begyndelsen, lige efter forvandlingen, hvor det banker på hoveddøren. Det er en mand fra firmaet, hvor Gregor arbejder. Han, bare kaldet »prokuristen«, bliver lukket ind og fortæller, at chefen undrer sig over, hvor han bliver af. Gregor gemmer sig inde på sit »menneskeværelse«, mens faren forsikrer prokuristen om, at sønnen skam snart er klar til at tage på arbejde; at han bare døjer med lidt forkølelse efter alle sine salgsrejser.

Man forstår også, at det ikke kun er Gregors sælgerjob, der er på spil: De penge, han tjener, er en vigtig del af familiens indtægt og holder kreditorer fra døren. Derfor er forvandlingen, der både har gjort Gregor immobil og skræmmende, fatal.

Familien forsøger at hjælpe Gregor i håb om, at han en dag vender tilbage fra forvandlingen og kan tjene penge igen. Men »Det var ikke nogen drøm«, som det lakonisk lyder, snarere et mareridt i virkeligheden.

Lidt lys og godhed er der nu. Hans søster giver ham troligt mad. Eller rettere madaffald. Det synes at være det, han bedst og med størst nydelse kan fortære: »Der var gamle, halvrådne grønsager; afpillede ben fra aftensmaden, omgivet af stivnet hvid sovs; et par rosiner og mandler; en ost som Gregor for nogle dage siden havde erklæret for uspiselig, et stykke tørt brød, et stykke brød med smør og salt.«

Åben for fortolkning

Han ligner ikke bare et insekt, han æder også den samme mad, og hans stemme er også forandret, »Det var en dyrestemme«, som prokuristen bemærker, da de taler sammen gennem døren, og gradvist tager også familien afstand til Gregor. Også søsteren.

»Du må gøre dig fri af den tanke, at det er Gregor«, som hun mod slutningen forklarer sin far. Og når først tanken om, at han er et menneske, er forladt – da først »han« er blevet til »den« – så er døden også til at håndtere og fortrænge. »Vi må forsøge at skaffe os af med den«, som søsteren siger til forældrene, da Gregor er »kreperet«.

»Forvandlingen« er sær, uhyggelig, morsom og dragende. Og når den bliver ved med at leve som stor kunst, er det blandt andet, fordi den på samme tid er så præcis og så åben over for fortolkning. Fra den freudianske analyse om skammen, der ødelægger mennesker, til en marxistisk læsning, hvor kapitalismen gør os til uvæsener.

Fra en antropologisk vinkling på måden, hvorpå vi isolerer os fra det, vi ikke forstår, til en biografisk tolkning, hvor Kafka i virkeligheden skriver om sit arbejde med at tjene penge og om, hvordan det ødelægger ham og gør ham til noget, end ikke familien vil se i øjnene. Navnet »Samsa« har da også samme rytme og vekslen mellem vokaler og konsonanter som »Kafka«.

Der er endnu flere veje ind i »Forvandlingen«. Men teksten kan også, selv om det er svært, lystlæses og blot mærkes som en ualmindeligt stærk historie, som berører »noget« i nerverne, følelserne, underbevidstheden eller hvilket ord, man nu vil foretrække at bruge.

Et »noget«, der under alle omstændigheder mærker læseren og gør det i kraft af sin ekstreme billeddannelse: Man ser virkelig skadedyret for sig. Jeg ser mere præcist en kakerlak. Men i Kafkas breve til den forlægger, der antog fortællingen, kan man se, at han insisterer på at bruge ordet »Insekt« og desuden forlanger, at der ikke er et sådant afbilledet på bogens forside. På den første udgave endte der da også med at være en tegning af en mand, der holder hænderne op for ansigtet foran en åben dør.

Sælger tiden og livet

Kafka forstod altså, at læsernes billeddannelse er den stærkeste. At det væsen, de ser for deres indre øje, aldrig kan tegnes eller på anden måde eftergøres. Men det var bestemt ikke alle, der forstod »Forvandlingen« og dens utrolige power. Heller ikke blandt litteraturkritikerne. En Robert Müller i avisen Die neue Rundschau betvivlede således historien. Fordi insekter ikke kan blive så store som Samsa ...

De fleste læsere gennem de seneste 100 år har nu været mere lydhøre, og fortællingens gennemslagskraft kan også måles på de utroligt mange kunstnere, der har fortolket værket. Der findes TV- og spillefilm, tegneserier, operaer, teaterstykker og radiodramatik, der bygger på fortællingen, for ikke at tale om alle de forfattere, der har skrevet op mod, oven på eller på anden måde forholdt sig til den i deres egne historier.

Som nu Haruki Murakami i den nyligt udsendte novellesamling »Mænd uden kvinder«, hvor man kan læse en slags spejlvending af »Forvandlingen«, hvor et skadedyr vågner en morgen og er blevet til – tadaa! – Gregor Samsa.

På den vis åbnes historien på endnu en måde, og der synes at være uudtømmeligt mange veje ind i Kafkas besættende hovedværk. Ja, Vladimir Nabokov var så optaget af historien, at han satte sig for at tegne et kort over de uoverskueligt mange værelser i huset, hvor Samsa-familien bor.

»Forvandlingen« yder også modstand på andre måder. Spørg blot den amerikanske oversætter Susan Bernofsky, der har skrevet et essay om »Forvandlingen« og om, hvordan hun må erkende, at det er umuligt at oversætte Kafka helt præcist. Men trods det faktum, at »Forvandlingen« bedst læses på originalsproget (som al anden skønlitteratur), kan Isak Winkel Holms oversættelse til dansk i »Fortællinger« anbefales.

Her mærker man, hvordan det er at være Gregor, der er sælger, men mest af alt sælger sig selv. Sin tid og sit liv. Ikke ulig Kafka, der i et brev i 1912 skrev til sin forlovede, Felicia Bauer, at han gerne ville skrive en historie om en forvandling, og at han gerne ville gøre det i et eller to lange stræk. Men at andet arbejde, ikke mindst det på forsikringsselskabet, hele tiden forstyrrede ham.

Franz Kafka fik gudskelov skrevet »Forvandlingen«. I brudstykker, om natten. Hvor den også kan læses med størst effekt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.