Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Making a Murderer« tænder advarselslamper hos danske journalister

Netflix’ dokumentarserie »Making a Murderer« imponerer og tænder advarselslamper hos danske journalister, for måske er seriens skabere blevet forført af deres egen tro på sammensværgelsen.

Steven Avery er hovedpersonen i den populære Netflix dokumentarserie, Making a Murderer, der over ti afsnit gennemgår hans rettergang.
Steven Avery er hovedpersonen i den populære Netflix dokumentarserie, Making a Murderer, der over ti afsnit gennemgår hans rettergang.

»Who did it?«

Et spørgsmål, som politiets efterforsker Mark Wiegert stillede Steven Avery i 2005 under de første afhøringer om mordet på den 25-årige Teresa Halbach. Samme spørgsmål har millioner af Netflix-seere spekuleret i, siden Netflix i december begyndte at streame serien om Steven Averys rettergang, »Making a Murderer«.

Serien har efterladt mange seere i troen på, at Steven Avery og hans nevø Brendan Dassey, som tilstod at have hjulpet sin onkel, er blevet uskyldigt dømt for mordet på Teresa Halbach.

Ifølge kritikere er det ikke tilfældigt, at den opfattelse er blevet så udbredt. Flere personer med særligt kendskab til sagen beskylder de to skabere Laura Ricciardi og Moira Demos for at dreje serien til Steven Averys fordel og fravælge beviser, som taler for anklagerens sag. John Hansen, der er formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik i Danmark, siger:

»Man er selvfølgelig nødt til at foretage valg, men jeg bliver betænkelig, når man mikser undersøgende journalistik med underholdning. Når man gør det, vil man få lyst til at skære virkeligheden til for at gøre historien bedre, mere spændende og fortællevenlig.«

»Making a Murderer« følger Steven Averys involvering i det strafferetlige system i Wisconsin. I 1985 blev han anholdt og fængslet for voldtægt og mordforsøg på Penny Beerntsen, men efter 18 år i fængsel blev han frifundet på baggrund af nye DNA-beviser. Politiet var flere gange blevet informeret om, at de muligvis havde fængslet den forkerte mand, men reagerede ikke.

I lyset af de omstændigheder sagsøgte Steven Avery staten for 36 millioner dollars, men før den sag blev afsluttet, kom Steven Avery igen i politiets søgelys. Denne gang som hovedmistænkt i voldtægten og mordet på den 25-årige fotograf Teresa Halbach. En forbrydelse som Steven Averys nevø Brendan Dassey senere tilstod at have været meddelagtig i. I 2007 blev de begge idømt ivsvarigt fængsel.

Enestående og skræmmende portræt

Mads Brügger, kanalchef på Radio24syv, har selv stået bag store dokumentariske projekter som »Ambassadøren«, der eksperimenterer med fiktionselementer, og han er imponeret over ambitionerne i »Making a Murderer«.

»Helt grundlæggende er det resultatet af ti års arbejde, der aftvinger stædighed og vedholdenhed. Det er et enestående, ramsaltet og skræmmende portræt af det amerikanske retsvæsen,« siger Mads Brügger.

En TV-dokumentar i ti timelange afsnit er ikke et omfang, der skræmmer kanalchefen, som nærmest ikke kan få det »stort nok«.

»Jeg elsker den enorme detaljeringsgrad, som i øvrigt også betyder, at serien får et langt efterliv på de sociale medier, hvor publikum kan rode i al kaffegrumset. Samtidig betyder størrelsen, at man får plads til at kigge nærmere på interessante bifigurer som Brendan Dassey’s dilettantiske forsvarer, der åbenlyst samarbejder med anklagemyndigheden. Som karakter kunne han være taget ud af en absurd spillefilm som »Fargo«,« siger Mads Brügger.

Han siger også, at for at lave en dokumentar som »Making a Murderer«, skal journalisten være en »Flittig-Lise«, der kender sin besøgelsestid. Og heldig:

»Journalisterne stod på historien, da Avery første gang blev løsladt fra fængslet. Og til deres forbløffelse bliver han så anholdt for en mordsag. Dernæst går politiet så pludselig efter Stevens Averys nevø. Ingen havde nogensinde kunnet forudsige de vilde drejninger, som sagen tager,« siger Mads Brügger.

I DR og i TV 2 har »Making a Murderer« også gjort stort indtryk på direktionsgangene.

»Der er en stigende interesse for den lange og meget grundige gennemgang af en sag, som man måske skulle tro lå uden for seernes koncentrationsevne,« siger TV2s programchef Thomas Breinholt, der ser »Making a Murderer« som et eksempel på en modtrend til det hurtige og overfladiske.

Forfølger forudfattet konklusion

Også John Hansen har fulgt flittigt med i Netflix-hitserien, og han er ikke i tvivl om seriens underholdningsværdi. De mange dokumentariske videooptagelser efterlader et stærkt indtryk af, at det er den skinbarlige virkelighed, man ser, men når man kobler almindelig journalistisk skepsis til, ser man, at det måske ikke er så enkelt. Retssagen har været meget længere, end TV-serien giver indtryk af, og der er udeladt beviser, som anklagemyndigheden har lagt frem.

»Hvorfor hørte vi eksempelvis ikke om Steven Averys riffel, som var en del af bevismaterialet, og som åbenbart havde affyret den kugle, man fandt i garagen? Man får en fornemmelse af, at Laura Ricciardi og Moira Demos er blevet grebet af at skabe et billede af, hvor tynd sagen var fra anklagemyndighedens side. I virkeligheden var den måske ikke helt så tynd,« siger John Hansen og tilføjer:

»Forsvarsadvokaterne fremstår som helte. Man får indblik i deres tankegang gennem en række scener, hvor de i rog og mag kan efterrationalisere. Anklagemyndigheden ser vi kun udefra og i udvalgte bidder. Jeg tror, at det er det værste, vi får at se,« siger han.

Mads Brügger finder det paradoksalt, at journalisterne bag »Making a Murderer« begår samme fejl som den, de anklager politiet for: At forfølge en forudfattet konklusion. Han sammenligner serien med en af klassikerne i genren, Errol Morris’ »The Thin Blue Line«, der efterforsker politiets metoder, og konkluderer, at reporterne bag »Making a Murderer« måske har sat barren for højt.

»Reporterne har ønsket at lave en entydig systemkritik, der er lige så effektiv som den, Errol Morris leverer. Når så reporterne bag »Making a Murderer« opdager, hvor skurkagtige systemets repræsentanter har optrådt, bliver de forført til at tro, at der er tale om en enorm sammensværgelse fra systemets side. Jeg kan med andre ord sagtens se, hvorfor de lod sig rive med, men bundlinjen er, at der kommer til at mangle journalistisk ædruelighed,« siger Mads Brügger.

Store faldgruber

Vibeke Borberg, forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vil ikke umiddelbart tage stilling til, om holdet bag »Making a Murderer« kan have begået fejl i fremstillingen af sagen. Hun påpeger blot, at der i true crime-genren er indbygget faldgruber.

»Journalister, som arbejder med denne genre, skal huske, at de nemt kan blive farvede og personligt engagerede, fordi de lærer nogle mennesker at kende, som de kan få sympati for,« siger Vibeke Borberg.

Men der er forskel på, hvordan journalister lader sig involvere, mener hun.

»Den største fare er, når journalister ikke bare dokumenterer et kritisabelt forløb i en retssag, men selv søger at opklare forbrydelser. Det er en af journalistikkens kerneopgaver at efterprøve domfældelser og politiets efterforskning, men det er klart, at i det øjeblik journalister tager efterforsker-hatten på, så er der et problem i forhold til, hvor politiets opgaver begynder, og hvor journalistens stopper.«

Det er ikke kun i amerikanske programmer som den populære podcast »Serial«, at journalister sommetider overskrider grænsen og agerer efterforsker. Også i Danmark er der eksempler på kendelser fra Pressenævnet, som kritiserer, at journalister efterforsker for rullende kameraer eller åben mikrofon. Pressenævnet har blandt andet udtalt kritik af Radio24syv-programmet »Den brændende mand«.

»Det var en forfærdelig begivenhed, hvor en mand begik selvmord ved at brænde sig selv. Journalisterne foretog for åben mikrofon en research af, hvem der havde ansvaret for den her ulykkelig begivenhed, og om nogen burde have grebet ind. Programmet kom på den måde til at kaste en mistanke på konkrete personer, som ikke havde nogen chance for at blive renset,« siger Vibeke Borberg, som også kritiserer TV2-dokumentaren »Hvem gør min datter fortræd?«

»I dokumentaren hævdede moren og hendes datter, at datteren blev seksuelt misbrugt af nærtstående familiemedlemmer. Journalisterne tog til Tønder og begav sig i kast med at tale med forskellige vidner, og på den måde endte programmet med at kaste en meget alvorlig mistanke på særligt en af pigens brødre. I et interview afviste han det, men uanset hvad kan han aldrig blive renset for den mistanke, for der kommer ikke nogen retssag,« siger hun.

Stemplet for altid

Et andet større dansk eksempel på, at journalisterne har et særligt ansvar for, hvordan de implicerede fremstilles, er DR-dokumentaren om Pedal Ove, »Politiets blinde øje«, fra 1990, som journalisterne Jørgen Pedersen og Sten Baadsgaard stod bag.

»Dokumentaren var medvirkende til, at sagen mod Pedal Ove gik om, og han blev frifundet efter at have afsonet otte års fængsel for mord. På alle måder var det et flot journalistisk stykke arbejde, men alligevel havde journalisterne fremstillet kriminalkommissæren, som ledte efterforskningen, på en måde, som førte til, at de blev dømt for injurier,« siger hun.

Efter »Making a Murderer«s verdenspremiere har især sagens anklager, Ken Kratz, været utilfreds med at blive fremstillet som seriens skurk.

»Jeg har det svært med fremstillingen af Ken Kratz. Han er et levende menneske, som har et job, og han skal leve videre som anklager i Wisconsin. Jeg lagde især mærke til en detalje, nemlig at seerne i afsnit ti lige får den oplysning med, at der var en sag om Kratz, der havde sendt en SMS af erotisk karakter til en teenagepige. Det havde intet med sagen at gøre. Den oplysning var kun med for at sømme fast, at den mand er et dårligt menneske,« siger John Hansen.

En række af seriens »skurke« har efter serien modtaget ubehagelige og til tider truende beskeder fra Netflix-seere, mens Steven Averys forsvarsadvokater har fået kærlighedserklæringer fra hele verden.

»Det kan være så alvorligt at blive omtalt i sådan en dokumentar, at det i sig selv taler for, at journalisterne skal være varsomme med true crime-genren,« siger Vibeke Borberg.

»De involverede kan blive stemplet for altid.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.