Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Pennen i kødet

Mads Brügger: At skrive bøger i Danmark er dybest set en meget dyr hobby

Hvilken litterær genre forstår du ikke? Hvorfor skal vi læse din nye bog? Hvilken bog har du læst mere end én gang? Mads Brügger, aktuel med »11.11.11« giver svar på tiltale.

Du har mange kasketter - du er journalist, TV-dokumentarist, programchef på Radio24Syv, og så er du forfatter. Hvad er det særlige ved at skrive bøger?

»I forhold til hvad jeg ellers bruger tid på, så er det virkelig rart at arbejde med noget, som ender med at være et fysisk objekt, man kan røre ved. Radio, TV og film, som jeg ellers holder meget af at beflitte mig med, er forsvundet i det øjeblik, det er sendt ud, og så sidder man som regel tilbage med en lidt tom fornemmelse. Noget andet, som er godt ved at skrive bog er, at det er noget, man kan gå fra og til og sagtens tage længere pauser fra. Det bliver det kun bedre af. Denne bog har jeg arbejdet med, on and off, siden 2014, og det var aldrig blevet til en bog, hvis den havde skulle være færdig på et halvt år. Til sidst skal siges, at med mindre man bryder igennem glasloftet og bliver en bestsellerforfatter, som jeg næppe bliver, så er det at skrive bøger i Danmark dybest set en meget dyr hobby, for odds er, at hvis man overhovedet ender med at tjene penge på anstrengelserne, så kommer det aldrig til at stå mål med den tid, man bruger på det.«

Hvad har inspireret dig til »11.11.11«?

»Fra første færd har jeg været inspireret af tanken om at forsøge at opklare en forbrydelse, som aldrig blev begået. Eftersom Gaddafis søn aldrig blev smuglet til Mexico, blev forbrydelsen jo ikke begået, og den dag i dag kan det sagtens tænkes, at der slet ikke var nogen sammensværgelse om at flyve diktatorsønnen over Atlanten. Jeg elsker desuden at læse spionthrillers og er stor fan af John le Carré, Eric Ambler og Graham Greene, og denne historier rummer elementer og desuden et persongalleri, der er som hentet ud af en klassisk spionthriller.«

Hvorfor skal man læse den?

»Hvis man kan se det absurde og morsomme i en journalists forsøg på at fortælle en historie, der dybest set ikke kan fortælles, så er det lige en bog for dig. Det er også en bog for dem, som tænder på ideen om en bog, hvor plottet fra en Tom Clancy-roman tørner sammen med handlingen i en mexicansk sæbeopera.«

Hvilken bog har du læst mere end én gang?

»Charles Bukowskis »Med det hele« – eller »Ham on rye«, som den hedder på engelsk. Fordi den er helt utroligt morsom, og fordi jeg elsker Bukowski for hans stramme fortælleøkonomi, ærlighed og sublime sans for det obskøne. Jeg læste første gang »Med det hele« som teenager og er sidenhen vendt tilbage til bogen mange gange, og altid med stor fornøjelse. Jeg ved godt, mange mennesker afskyer Bukowski og betragter ham som kvindehader, narcissist for ikke at sige en lallende og alkoholiseret idiot, og det er sandt, at hans forsøg med 100 procent fiktion ikke fungerer så godt. Men når han skriver om sit eget liv, er han Amerikas bedste forfatter, og »Med det hele« er i mine øjne en af de største amerikanske romaner nogensinde.«

Hvilken litterær genre forstår du ikke?

»Er det ikke det spørgsmål, hvortil de fleste mennesker plejer at svare science fiction? Sådan har jeg det i hvert fald ikke. Jeg elsker science fiction, og dyrker stadig Philip K Dick som en fanboy. Men hvad skal jeg så svare? Der er meget dansk litteratur, jeg ikke forstår, men det er, fordi jeg synes, det er dårligt skrevet, og har ikke så meget med selve genren at gøre. Litterære genrer som sådan kan man da umuligt have noget imod.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.