Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Madanmeldelse

Madanmeldelse: Sydindisk varme til Læderhalsen

København har fået sin første restaurant med den velkrydrede sydindiske chettinad-mad. Betjeningen halter dog en del på The South Indian i Vesterbrogade.

The South Indian ender trods haltende betjening på tre stjerner.
The South Indian ender trods haltende betjening på tre stjerner.

Læderhalsens øjne fik mere og mere glød, efterhånden som hun læste sig gennem menukortet. Læderhalsen (tilnavnet skyldes hendes evne til uanfægtet at spise chili uanset styrkegrad) er opdraget som vegetar af sine forældre, der kommer fra Bengaluru i Sydindien, og har altid klaget over, at ingen af de mange pakistansk/nordindiske restauranter i Danmark serverer den krydrede og vegetarisk dominerede sydindiske mad.

Men nu havde jeg henledt hendes opmærksomhed på The South Indian, der efter knap et års levetid på Godthåbsvej har fået så meget vind i sejlene, at man har kunnet åbne en betydeligt større filial på en førstesal med indgang i porten fra Vesterbrogade.

Allerede første ret skulle vise, at The South Indian ikke fedter med de varme krydderier. Min fyldige suppe på små lækre stykker lammebryst og løg vibrerede af bl.a. grøn chili, koriander, ingefær og sort peber og supplerede smukt min såkaldte shrimp 65: perfekt spændstige rejer dyppet i en rødligt krydret dej og siden dybstegt.

65 er en moderne klassiker fra Chettinad-området i den sydøstindiske delstat Tamil Nadu og navnet skulle angiveligt hentyde til 65 krydderier i blandingen, hvor vi i hvert fald kunne smage chili, hvidløg og karryblade. Rejerne var perfekte – krydringen fin og rejerne spændstige indeni dejen. Læderhalsen fik også en 65’er i sin treretters vegetarmenu (197 kr.); hér friske blomkål dyppet i krydret dej og dybstegt, samt en grønsagssuppe.

Vegetarudgave med lam

Jeg var stået på den store Best Menu med hele fem retter til 297 kr., men det havde ikke afholdt os fra også at bestille en sydindisk snack-specialitet til deling. Vadai sælges typisk fra gadekøkkener og er dybstegte donuts af linsemel med sort peber, karryblade, løg og spidskommen, der i Sydindien altid serveres med linsesuppen sambar; hér med aubergine, løg, chili, sennepskorn og bukkehornsfrø.

Men det var ikke dén, der fik mig til at snappe efter vejret, derimod den ene af de to chutneys, der akkompagnerede vadaierne: en potent sag på tomat og chili samt en noget mildere på kokoscreme. Læderhalsen ænsede knap nok tomatchutneyen, men var ikke helt tilfreds med sin vadai – dejen var klæg indvendig og havde ikke fået nok i frituregryden.

Jeg fortsatte alene med en blanding af syd og nord. Fra det sydindiske gadekøkken parotta-brødet, der laves ved i flere omgange at ælte olie og det klarede ghee-smør ind i dejen, der siden rulles i en spiral, før det bages på glohede jernplader. Her kom det ind med sine mange trevlede lag, helt perfekt, og uden at glinse af olie.

Parottaen blev serveret med to gange korma (her stavet kurma), den tykke sauce fra moghulkøkkenet i Pakistan/Nordindien med fyld af henholdsvis kylling og lam, hvor især sidstnævnte var supermørt. Næste omgang var fælles og klassisk sydindisk: de tynde og helt efter bogen sprøde pandekager dosa på en dej af linse- og rismel, serveret med sambar samt tomat- og kokoschutney.

Min fyldt af mørt lam og Læderhalsens vegetarudgave af en masala-sauce på bl.a. kartofler, løg, ingefær, spidskommen og chili. Det vil sige: sådan var den bestilt som en del af vegetarmenuen. Hvad hun fik i munden skjult indeni pandekagen var lam – og det er ikke en smag, en fuldtidsvegetar bryder sig om!

En kæmpebrøler, og selv om hun snart efter fik den rigtige dosa uden kød og i tilgift det dybstegte hvedemelsbrød poori (uden beregning), så var skaden sket.

Veltillavede retter

End ikke den søde afslutning med gulab jamun til mig (små berlineragtige dejbolde med safran i varm sirup) og til Læderhalsen safrangule kesari-kugler på semolina (groftmalet hvedemel), sukker, ghee-smør og mælk – næsten som hendes mor laver dem – kunne helt slette sporet af den fadæse.

Som heller ikke stod alene: på en restaurant med hvide duge på bordene virker det lidt malplaceret at blive bedt om at genbruge sit beskidte bestik. Og så har jeg svært ved at forstå, at man besværer sig med at anskaffe et vinkort udelukkende på indiske vine fra vingården Four Seasons i Vestindien, og så ikke alene intet véd om druerne, end ikke har smagt dem, og serverer f.eks. en ekstremt parfumeret chenin blanc så lunkenvarm, at den er udrikkelig.

Vi endte med en flaske på den blomsteraromatiske franske viognier-drue (230 kr.), der efter at være blevet kølet ned, gik nogenlunde til det meste af den krydrede chettinad-mad. Det kan selvfølgelig ikke undgå at påvirke den endelige karakter og vi ender derfor – trods mange ellers veltillavede retter med en ganske præcis krydring og en glimrende afsluttende chai på bl.a. kardemomme – på tre stjerner.

Med ønsket om at The South Indians ejer og »direktør for det hele«, som der står på hjemmesiden, snarest sætter sig selv (for ham var det, der betjente os) på et intensivt tjener- og vinkursus, for det fortjener maden, der til dato er det tætteste, vi kommer rigtig sydindisk mad i København. Også selv om Læderhalsen gerne vil have skruet endnu mere op for chiliens scovillegrader.

Hvad: The South Indian. Hvor: Vesterbrogade 38, København V, tlf. 81 91 91 81. Hvor meget: Billigste vin 190 kr., hovedretter fra 119 kr., femretters menu 227 kr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.