Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Lyt! Bare lyt!

Kristoffer Dahy Ernst.
Kristoffer Dahy Ernst.

Jeg husker tydeligt, første gang jeg hørte om podcasts: Radioudsendelser, man kunne downloade til sin iPod, når de var blevet sendt på FM-båndet. Man behøvede ikke at lytte live, og den forskudte lytning gav mulighed for at høre radio når man ville, hvor man ville.

»Det er da åndssvagt,« tænkte jeg

dengang. »Hvorfor skulle jeg have lyst

til at høre radioprogrammer på andre tidspunkter, end når de bliver sendt?« Min skepsis var et resultat af manglende viden om et område, der endnu ikke fandtes, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan forskudt lytning gav værdi for nogen.

Jeg blev klogere. Teknologien muliggjorde nemlig to ting: I første omgang fik de etablerede radiokanaler mulighed for at lægge deres udsendelser ud til et publikum, der ikke ønskede eller havde mulighed for at høre dem live. For det andet gjorde den ultrademokratiske distributionsmodel det muligt for alle med noget på hjerte at indtale eller indspille noget, optage det og udgive det. Og så blev det for alvor spændende at gå på audio-opdagelse.

Siden er forskudt lytning og podcasts popularitet bare steget og steget. Ligesom Netflix har introduceret masserne for streaming on demand, har podcasts lagt lydtæppe til alt fra cykelturen, lørdagsrengøringen eller søndag eftermiddage i sommer-huset. I dag er den ultimative luksus for mig en times gåtur med en stille baby i barnevognen, hvor det eneste selskab er radioværten i mine hørebøffer.

Det store gennembrud kom med »Serial« –en undersøgende journalistisk serie i 12 afsnit om et mord, der måske/måske ikke havde fundet sted. Siden er ambitionerne for narrativer i lyd bare steget og steget; der dukker radiofestivaler og lydkonferencer op uge efter uge, og jeg tror, vi endnu kun har lyttet til toppen af isbjerget.

Hvis du er ny i forhold til podcasts, eller blot savner ny inspiration, kommer her mine favoritter:

»How I Built This« fra NPR, den amerikanske National Public Radio, der hver uge har gæster i studiet for at tale om iværksætteri, og – som titlen afslører – hvordan folk har bygget et firma op fra bunden. De seneste par afsnit tæller notabiliteter som Richard Branson fra Virgin, Yvon Chouinard fra Patagonia og Joe Gebbia fra Airbnb.

»Planet Money«, ligeledes fra NPR, som handler om økonomi fra en populærkulturelt perspektiv. Gode nylige afsnit tæller blandt andet en fortælling om en mand, som har sagsøgt Iran, steakhouses i Rusland og medarbejderutilfredshed i den amerikanske bank Wells Fargo. Det er fabelagtigt fortalt.

Er man til fodbold, har det danske opstartsmedie Mediano fat i noget: De skriver godt på mediano.nu, men på lydsiden pumper de også indhold af høj kvalitet ud. De har faste udsendelser om dansk, tysk og engelsk fodbold samt generelle udsendelser, der hylder det smukke spil ud fra aktuelle begivenheder.

På danske Radi 24syv, der på trods af dårlige ideer fra Benny Engelbrecht selvfølgelig ikke skal rykkes til provinsen, hæver Knud Romer hver uge niveauet for, hvor intellektuel dansk radio kan være. Der er store ord og store tanker på spil, og når bølgerne går højest, er det taleradio, når det er allersmukkest.

Helt ned i tempo kommer man med »Natursyn« på P1. Det har naturligvis eksisteret på FM-båndet for evigt, men som podcasts har jeg opdaget en helt ny interesse for alt det grønne omkring os og under os, som jeg ikke anede, jeg fandt spændende.

Sidste anbefaling bliver »Programmet om Ingenting«, der laves af brødrene Tobias og Oliver Enné på egen hånd. Det handler om netop ingenting og alt. Talen er fri, spørgsmålene er uventede, og gæsterne har gennem tiden talt Keld Reinicke, Brian Holm og Mads Brügger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.