Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Litteratursalon hos frisøren og lyrikoplæsning på rulletrappen

Ny international litteraturfestival i Aarhus vil vise, at litteratur kan opleves alle steder og under mange forskellige former.

Litteratur kan præsenteres mange forskellige steder og på mange forskellige måder, mener arrangørerne af Aarhus' nye internationale litteraturfestival, LiteratureXchange. F.eks. som oplæsning på rulletrappen i Bruuns Galleri.
Litteratur kan præsenteres mange forskellige steder og på mange forskellige måder, mener arrangørerne af Aarhus' nye internationale litteraturfestival, LiteratureXchange. F.eks. som oplæsning på rulletrappen i Bruuns Galleri.

Lokal forankring – internationalt udsyn. Det bliver ifølge arrangørerne essensen i den nye internationale litteraturfestival i Aarhus, LiteratureXchange, som ser dagens lys 14.-24. juni 2018.

Festivalen er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter, Aarhus Kommunes Biblioteker og Folkeunivertsitetet i Aarhus og lover et program med cirka 100 arrangementer – fra oplæsning i vandkanten til debat mellem forskere og forfattere om vigtige samfundsforhold.

»Vi ønsker at gøre festivalen til et fælles projekt, der spreder sig over hele Aarhus med en masse forskellige scener og en masse forskellige aktører. På den måde kommer vi til at adskille os fra de andre store festivaler, som alle foregår på en bestemt lokation. Vi vil gerne samle og involvere hele byen og vise, at litteratur kan finde sted alle mulige steder og under mange forskellige former,« siger programansvarlig Noa Kjærsgaard Hansen fra Folkeuniversitetet.

Ud over helt klassiske oplæsninger og forfattersamtaler forestiller han sig, at en oplæsning f.eks. kan finde sted på rulletrappen i indkøbscentret Bruuns Galleri eller på badeanstalten Den Permanente, ligesom der kan afholdes litteratursalon i en af byens frisørsaloner.

»At gøre litteraturen synlig i byrummet bliver en ret væsentlig del af vores festival. Vi har kontakt til flere lokale forlag om at lave arrangementer, f.eks. forlaget 365 tekster, der bl.a. indgraverer digte i bænke,« siger Noa Kjærsgaard Hansen, men understreger, at den internationale dimension er lige så vigtig som det lokale engagement.

 Den tyske nobelprisvinder Herta Müller er én af de internationale kunstnere, der vil være på plakaten ved den nye litteraturfestival i Aarhus. Foto: Steffen Roth.
 Den tyske nobelprisvinder Herta Müller er én af de internationale kunstnere, der vil være på plakaten ved den nye litteraturfestival i Aarhus. Foto: Steffen Roth.

»Det betyder, at alle bidrag skal forholde sig til en række kriterier om samtidighed, universalitet og internationalt udsyn – eksempelvis ved at have tematikker, som kan gøre os klogere på konflikter og problematikker, der også går over landegrænser,« siger han. »Tanken er, at udenlandske forfattere skal fylde meget på plakaten. Men vi inviterer ogås danske forfattere, og det kan blive interessant at sætte danske og internationale forfattere i spil sammen. Derudover vil vi gerne have en forskningsmæssig vinkel på også ved at lade forskere stå for forfattersamler om forholdene i de lande, forfatterne kommer fra - eller om de sociale og samfundsmæssige emner, som forfatterskabet drejer sig om.«

Foreløbig har festivalen truffet aftaler med bl.a. den tyske nobelpristager Herta Müller, ukrainske Sergij Zjadan, den prisvindende norske forfatter Hanne Ørstavik, danske Halfdan Pisket og Caspar Eric samt den tyske journalist og forfatter Niklas Frank. Han er søn af den nazistiske Generalguvernør i Polen, Hans Frank, som blev dømt til døden ved Nürnbergprocessen og efterfølgende hængt, og er især kendt for sin bog »Faderen – et opgør«. En række navne præsenteres i samarbejde med Testrup Højskoles NorthLit-program, som vil foregå under festivalen på kunstmuseet Aros.

Lyrikeren Caspar Eric bliver en af de danske deltagere ved LiteratureXchange i Aarhus i sommeren 2018. Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
Lyrikeren Caspar Eric bliver en af de danske deltagere ved LiteratureXchange i Aarhus i sommeren 2018. Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

LiteratureXchange bliver den fjerde store litteaturfestival herhjemme sammen med Bogforum, Louisiana Literature og Krimimessen i Horsens. At den nye festival ser dagens lys samtidig med, at flere af de store forlag klager over, at bogsalget, især af skønlitterære værker, er faldende, bekymrer ikke Noa Kjærsgaard Hansen:

»CD-salget falder jo også drastisk, men folk vrimler stadig til koncerter og musikfestivaler. Tværtimod kan det være en problematik, vi kan udnytte, fordi vi får præsenteret litteraturen på en anden måde, der kan tiltrække interesse fra nye grupper,« siger han. »Det er også lidt det, vi håber at opnå ved, at det ikke kun handler om det litterære, men ogås om de emner, bøgerne behandler. Det behøver ikke kun være læsehestene, der kommer. Jeg tror, vi som festival har mulighed for at give læserne noget andet end blot bogen.«

Lars Ringhof, der er selvstændig litterær agent, hilser den nye festival velkommen, men finder det tankevækkende, at opdyrkelsen af litterære events sker samtidig med, at interessen for at læse bøger synes at falde.

»Jeg håber ikke, det er en vis desperation, der ligger under, at det skal ses som en hyldest til noget, man føler måske er truet,« siger han.

Han mener ikke, den øgede interesse for at gå til litteraturfestival kan begrundes med, at folk hellere vil »se giraffen« end læse bogen.

»Jeg tror ikke, salget af bøger falder hos kernegruppen. De folk, der tiltrækkes af festivaler, har absolut ikke planer om at stoppe med at læse. De mennesker, der holder op med at læse, går heller ikke til biblioteksforedrag. Derimod tror jeg, at vi, der elsker at læse, kan føle behov for at sige det lidt højere i en tid, hvor vores børn og mange andre hellere vil se fjernsyn,« siger han.

»Det er også et aspekt, at nogle af samtalerne på bogfestivalerne, faktisk er af høj kvalitet med kunstnere, som virkelig kan snakke. Og endelig er litteraturfestivalerne en måde at skabe fællesskab om det at læse, som ellers kan være lidt ensomt. I mange andre sammenhænge er fællesskabet en del af kulturoplevelsen, men ikke når man sidder for sig selv og læser. Her kan litteraturfestivalen være med til at opfylde et behov.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.