Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Litteraturens store reality show

Den stærkt selvbiografiske skønlitteratur fylder godt på både bestsellerlisterne og i litteraturdebatten. Lektor Jon Helt Haarder ser i en ny bog nærmere på radikale bøger og ser flere lighedstræk med Paradise Hotel og Big Brother.

Louise Østergaard har udgivet en roman, hvor hun fortæller om sit forhold til digteren Yahya Hassan.
Louise Østergaard har udgivet en roman, hvor hun fortæller om sit forhold til digteren Yahya Hassan.

Digteren Per Højholt sagde engang, at en forfatter »ikke må tage af hovedstolen«. Med det mente han, at en forfatter aldrig må skrive om sit eget liv. Om det, der for alvor driver eller hjemsøger. Gør forfatteren det alligevel, risikerer han eller hun at løbe tør for kunstnerisk brændstof.

Højholt døde i 2004. Men mon ikke han ville have rystet på hovedet af tidens litterære strømning, hvor forfattere som Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal, Yahya Hassan og senest Daniel Dencik og Louise Østergård i dén grad skriver om privatlivets brændpunkter – selvom der står »digte« eller »roman« på bøgernes forsider.

At Højholts advarsel om ikke at tage af hovedstolen skal tages alvorligt, tyder noget også på. I hvert fald erklærede Knausgård, efter at have skrevet seksbindsværket »Min kamp«, at han ikke ville skrive flere romaner.

Hele dette felt, der dominerer disse års bestsellerlister og litteraturdebatter, har lektor ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder skrevet en bog om. »Performativ biografisme«, hedder bogen, der udkommer i næste måned og er en undersøgelse af de romaner og digte, hvor forfatteren går helt tæt på sit eget liv, men alligevel påberåber sig en eller anden form for fiktion.

Men lad os begynde med de to ord i titlen på Haarders bog.

»Biografisme er, når man inden for litteraturforskning udskifter interessen for litteratur med snagen i forfatterens liv,« forklarer han. »Biografisme er med andre ord dårlig litteraturvidenskab. Men det, der er sket de seneste 20-30 år, er, at forfatterne SELV snager i deres privatliv og lægger det hele frem i deres bøger. Så ordet »biografisme« er, mener jeg, gået fra at betegne noget uvidenskab af en slags til at betegne en kunstnerisk tendens.«

Det andet ord i bogtitlen, »performativ«, sigter for Haarder til det forhold, at forfatteren med sin biografiske bog også træder ud af bogen og ind på virkelighedens og mediernes scene. Og da forfatterens bøger handler om den verden, vi alle lever i, kan det også have håndgribelige konsekvenser.

»Når Yahya Hassan, Jørgen Leth eller Karl Ove Knausgård i deres bøger bekender noget ulovligt, bliver det jo taget alvorligt. Efter at Knausgård i femte bind af »Min kamp« skrev om noget, der ligner en voldtægt af en ung pige, vakte det også stor opsigt,« siger Jon Helt Haarder.

»Og det er indiskutabelt, at denne form for litteratur kan noget særligt. Bøgerne engagerer os nemlig på en meget direkte måde. Vi kunne for eksempel have en principiel diskussion i almene termer om, hvorvidt en ældre kvinde må have et seksuelt forhold til en ung mand. Men når Yahya Hassan udgiver en digtsamling, der fortæller om det samme, og hans ældre tidligere kæreste siden skriver en roman om samme forhold, så bliver vi tvunget til at tage stilling på en helt anden, mere intens måde. Bøgerne trækker på den måde nogle ret fascinerende flænger i virkeligheden.«

Haarder har dog ikke kun lovprisning til overs for de performativt biografiske bøger:

»Det kan let blive til bøger, der ikke er andet end rent sladder. Som er uden litterær kvalitet, og hvor roman-etiketten på forsiden bare er en helgardering eller kattelem. Altså en måde at sige »det er bare fiktion« på og slippe for anklager om injurier. Sådan som flere kritikere mente, det var tilfældet med Louise Østergaards Hassan-roman.«

Både Yahya Hassans og Louise Østergaards bøger endte på tabloidavisernes forsider. Men hvor dét måske er nyt, så er selvbiografiske romaner det ikke, ifølge Haarder:

»Det er sjældent, der sker noget helt nyt i litteraturen. Men i vores tid er der en særligt stor sult efter virkelighedsnær underholdning. Tænk bare på de populære reality shows. På den ene side er de utroligt kunstige og tilrettelagte. På den anden side er det, der sker i realityshows, noget, der er virkelighed for deltagerne og kan have konsekvenser i ikke bare den enkelte sekvens, men også i deres liv bagefter. Og mange af de træk, som kendetegner realityshows, kendetegner også den nye strømning i den moderne litteratur, som jeg kalder performativ biografisme. Den kan rent kunstnerisk noget af det samme, som realityshows kan. Noget af det er noget lort, noget af det er godt, men det kan ikke afvises, bare fordi det deler træk med realityshows.«

Hvor realityshows kan føre nye realityshows med sig, ligesom Amalies Verden udsprang af Paradise Hotel, mener Haarder, at noget lignende gør sig gældende i den nyere litteratur.

»Jeg kalder det »feedback-kredsløb««, siger han.

»Yahya Hassans digte er et godt eksempel. De har jo sat gang i alt muligt. En eller anden idiot havde læst eller hørt om digtene og slog Hassan ned. Hassan skrev så et digt om overfaldet. Og Louise Østergaard skrev en roman om det forhold, Hassan skrev om i sin digtsamling, hvor hun gav sin version. Det er en form for feedback og i tilfældet Hassan også til medierne og videre ud på de sociale medier. På den måde bliver det også en slags litteratur uden for bøgerne.«

Jørgen Leth er et andet godt eksempel, fortsætter Jon Helt Haarder.

»Der blev skrevet de mest fantastiske ting i kølvandet på hans bekendelser om kokkens datter. Som da forfatteren og debattøren Jette Hansen skrev, at Jens Christian Grøndahl trådte ind i studiet, hvor sagen blev diskuteret, »som om han var Jørgen Leths genopstandne pik«. Det er jo litteratur i sig selv!

Eller når de karakterer, vi læste om i Knud Romers roman »Den som blinker er bange for døden«, pludselig træder ud i virkeligheden og siger, at sådan var det slet ikke til den fødselsdag, han skrev om, og så videre. Feedbacken kan faktisk være mindst lige så interessant som det værk, der satte det hele i gang. Og Knausgårds store »Min kamp« er til sidst ét langt feedback-kredsløb. Romanen ender jo som en beskrivelse af, hvad der sker, mens han skriver »Min kamp«. Som i bind 6, hvor hans mentalt ustabile kone sidder og læser hans enormt kolde og barske beskrivelse af deres ægteskab. Det er vildt.«

Men vender vi tilbage til den gode litteraturvidenskab, så er det jo, som Jon Helt Haarder påpeger, at lukke det biografiske ude. Men er det overhovedet muligt at læse eksempelvis Louise Østergaards bog uden at tænke på hendes virkelige forhold til Yahya Hassan?

»Nej. Jeg kalder det »biografisk irreversibilitet«. Dét, at vi ikke kan vende tilbage til en tilstand, hvor vi ikke ved noget om det biografiske. Kan man eksempelvis læse Linda Boström Knausgårds nye roman, »Helioskatastrofen«, uden at se den sindslidende hovedperson som Linda Boström Knausgård? Hende, hvis psykiske sygdom vi har læst om i mandens værk. Jeg mener nok man kan – og skal – men det kræver træning i at læse, både med og uden det biografiske halløj.«

Den kamp kæmper litteraturvidenskaben i disse år. Men Haarder mener nu, at den performative biografisme har toppet.

»Dermed ikke sagt, at den forsvinder«, skynder han sig at tilføje.

»Der bliver måske lidt længere mellem den slags bøger, og måske ændrer de også karakter. Det er måske allerede ved at ske nu, hvor den mere udfolder sig i poesien end i romanerne. Som hos digteren Asta Olivia Nordenhof. Hun skelner faktisk slet ikke mellem sit eget liv og det, hun skriver.«

Jon Helt Haarders »Performativ biografisme« udkommer 28. februar på Gyldendal.

Læs anmeldelsen og et gratis uddrag af Daniel Denciks »Anden person ental« her.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.