Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ligestillingen lader vente på sig i filmens verden

Trods et enormt fokus er næsten alle årets premierefilm instrueret af mænd. Branchen erkender, at forandringen kommer til at tage årevis. »Det er deprimerende,« mener branche­organisation.

Filminstruktør Birgitte Stærmose er den ene af to kvinder med premierefilm i år.
Filminstruktør Birgitte Stærmose er den ene af to kvinder med premierefilm i år.

Der er blevet talt om ligestilling – eller rettere mangel på ligestilling – i den danske filmbranche i årevis. Alligevel har udviklingen ikke rykket sig en meter. Tværtimod.

Ser man på de danske spillefilm, der har premieredato i 2017, er kun tre ud af 26 instrueret af en kvinde. Ud af den samme pulje har ligeledes blot to film en kvinde i hovedrollen. Det viser en oversigt fra foreningen Danske Biografer.

Det er faktisk et dårligere resultatet end i 2016, hvor tre ud af 23 film var instrueret af kvinder og i 2015, hvor syv ud af 24 spillefilm var lavet af kvindelige instruktører.

Nanna Frank Rasmussen, filmanmelder på Jyllands-Posten og formand i WIFT (Women in Film and Television, red.) er skuffet.

»Jeg synes, at det er deprimerende, at der bliver talt og talt om ligestilling og ligelig repræsentation – og at man så alligevel ikke kan se det på resultatet. Selvfølgelig tager det lang tid at lave forandringer, men vi har i årevis sat ligestillingen på dagsordenen, og derfor er det vildt nedslående, at vi endnu engang skal spises af med så få kvindelige instruktører og kvindelige hovedroller,« siger Nanna Frank Rasmussen.

Hun suppleres af filmproducent Meta Louise Foldager.

»Jeg synes faktisk, at det er decideret pinligt, at det stadig ser sådan ud. Det er jo ikke ligegyldigt, hvem der laver de film, vi ser. Som barn slugte jeg alle historier med en pige i hovedrollen. Jeg så også en masse film med mænd i hovedrollen, men selv om jeg elskede Bruce Lee, så var det et billede af Sigourney Weaver i kampuniform, der fik mig til at gå til taekwondo,« fortæller Meta Louise Foldager som forklaring på, hvorfor stærke kvindelige hovedroller er så vigtige:

»Vi skal have forskellige perspektiver på vores samfund. Og hvad vi ser på et lærred eller i en film har en stor effekt.«

I 1999 åbnede den danske afdeling af kvindenetværket WIFT med det primære formål at synliggøre kvindernes arbejde i branchen. På det tidspunkt handlede debatten mest om, hvorvidt det var et problem, at mænd lavede flere film end deres kvindelige kollegaer.

Det har ændret sig siden. Mest markant sidste år, hvor DFI inviterede filmbranchen til en række debatmøder om køn og ligestilling.

I december kom så en officiel udmelding om, at DFI vil »fremme mangfoldighed, herunder en større lighed af mænd og kvinder i dansk film overalt i sit virke«.

Og med de nye tal fra 2017 er der da også al mulig plads til forbedring, indrømmer direktør Henrik Bo Nielsen fra DFI.

»Det er klart, at med så grelle tal skal man ikke vente ti år for at se, hvad der sker. Vi bliver nødt til at følge udviklingen tæt. Hvert år må vi kigge i vores ansøgningsbunke for at se, om der er nok kvindelige ansøgere. Vi må se på optagelsen på filmuddannelserne, og sørge for at der kommer flere kvinder ind,« siger Henrik Bo Nielsen, der understreger, at der først vil være en nogenlunde ligelig fordeling af kønnene om tre-fire år.

»Inkubationstiden er jo enormt lang. Om så alle i sidste halvdel af 2015 havde været vildt optaget af at diskutere kvinder bagved og foran kameraet, så ville der gå et par år, før det var noget, der ramte lærredet. Man må væbne sig med tålmod, selv om kurven er flad som hjerterytmen på en døende patient,« siger Henrik Bo Nielsen.

Meta Louise Foldager og Nanna Frank Rasmussen medgiver, at det tager tid at lave forandringer i filmbranchen.

Men ifølge Nanna Frank Rasmussen skal tålmodigheden ikke føre til ligegyldighed. Hvis ikke tingene ændrer sig inden for en overskuelig årrække, bør man tage andre metoder i brug:

»Man får jo lyst til at foreslå, at man benytter sig af radikale redskaber som f.eks. kvoter, hvis der ikke snart sker en forandring. Og det er faktisk noget, vi alle forsøger at undgå. Det er ikke det rigtige redskab – men noget skal gøres, hvis skuden skal vendes. Den vender ikke sig selv,« siger Nanna Frank Rasmussen. Og det er Henrik Bo Nielsen enig i.

»Kvoter er det sidste instrument, man bør gribe til, men hvis udviklingstendenserne ikke rykker sig inden for de nærmeste år, må vi overveje, om det er et instrument, vi skal anbefale politikerne at tage i brug. Lige nu tror jeg dog, at det, man lidt gammeldags kan kalde bevidstgørelsen, altså snakken, kan få en stor effekt i sig selv,« konstaterer Henrik Bo Nielsen.

Præcisering: På nuværende tidspunkt er premieresat tre danske film med kvindelige instruktører i 2017. I den oprindelige artikel havde vi skrevet to, da Wolf and Sheep af den iransk-afghanske instruktør Shahrbanoo Sadat ikke var med på den liste, vi havde fra Danske Biografer. Filmen er dansk produceret. Den er nu talt med.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.