Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lige lovlig live

C.V. Jørgensen grundlagde sin musikalske niche på de danske spillesteder og værtshuse foran ludere og lommetyve for små tredive år siden. På mandag udsender han et nyt dobbelt-livealbum.

Rock'n'C.V. - solbriller, vind i håret og den store hvide Gretch-guitar om halsen under »I Det Muntre Hjørne«-turen i 1991.<br>Foto: Henning Bagger / Scanpix
Rock'n'C.V. - solbriller, vind i håret og den store hvide Gretch-guitar om halsen under »I Det Muntre Hjørne«-turen i 1991.<br>Foto: Henning Bagger / Scanpix

Vi er et ganske lille band med et ganske lille gear.

Vi har volumen helt i bund, men ingen hører på hvad vi siger.

Vi spiller for freaks på piller og coke og for modeller på sprut og galar.

Og vi spiller for de stoffer, vi selv render rundt og indta'r.«Således begynder selvportrættet af 70ernes bedste, danske liveorkester også kaldet Det Ganske Lille Band. Kernen i orkesteret hedder C.V. Jørgensen på sang og guitar, Ivan Sonne Horn, guitar, trommeslager René Wulff og Erik Falck på bas. Mere end 200 koncerter om året blev det til. Ofte på spillesteder eller værtshuse i landets yderste afkroge på interimistiske scener med de lokale knallertrockere og rapkæftede m/k'ere som alt andet end lydhørt publikum.

Tilværelsen som professionel musiker var dengang lidet tiltrækkende. Pengene var små, arbejdet stenhårdt. Man klædte om i ikke-eksisterende garderober, sov på sømandshjem eller blev indkvarteret privat. Bespisning var der ingen af, medlemmerne levede af grillmad og røg fede uden nogen sinde selv at blive netop det. Men kvartetten var på en mission. De ville frem i verden, være de bedste. Det sidste blev de hurtigt, for der var kun Gnags at konkurrere med, og de folkelige jyder turnerede langt fra så meget som Jørgensen og Co.

Sådan husker C.V. Jørgensen tiden i dag, to dage før han udsender karrierens anden liveplade. Når vi taler om fortidens sprællevende orkester, er det, fordi det var tiden på de små scener, som efter C.V. Jørgensens bedste overbevisning sikrede ham den niche, han nu et kvart århundrede efter med rette kan kalde for en karriere.

»Jeg skylder Det Ganske Lille Band en meget stor tak, og det er en tid, jeg stadig husker tilbage på med næsten lutter gode minder. Det var til tider meget kaotisk, for vi spillede hele tiden samtidig med, at vi lavede nye plader. Men der var ingen tvivl om, at vi skulle frem i verden, og at vi levede og åndede for den dér musik. Når vi så gik ind og indspillede nye sange, gik det utroligt stærkt, mange sad allerede i første hug, fordi vi var så sammenspillede og havde styr på vores ting,« erindrer C.V. og fortsætter:

»Vi var oppe på Little Feet og Doobie Brothers, altså amerikansk musik der var funky ud over det sædvanlige. Ivan Horn lavede nogle arrangementer, der lå meget tæt på de der amerikanere, mens jeg forsøgte at trække det mest muligt i en noget mere hjemlig retning. Men kemien var i orden,« husker C.V. Jørgensen.

Det Ganske Lille Band var et musikalsk kollektiv. Selv om C.V. påtog sig hovedopgaven med at skrive orkesterets sange og tekster - »Jeg ved fandeme ikke, hvad de andre lavede i de perioder,« - så blev alle indtægter delt i lige store portioner. Og alle fik udbetalt de samme 800 kr. om ugen.

Bandet nåede aldrig rigtigt uden for landets grænser. Deres eventyr under fremmede himmelstrøg begrænser sig til Horten i Norge, hvor de i 1978 blev hyret til at spille et festivaljob. C.V. fortæller:

»Vi fulgtes faktisk hele vejen derop med Bob Marley, ganske vist i hver vores bus. Vi lånte ham vores nyerhvervede stemmemaskine og fik en joint for ulejligheden. Jobbet gik godt, og vi blev inviteret tilbage det følgende efterår. Da vi ankom, var det med flaget hejst og byen på den anden ende. Men mere blev det så ikke til.«

Men idyllen varede ikke evigt. En dag op mod årsskiftet '79/'80 tikkede en pressemeddelelse ind på landets nyhedsredaktioner: »C.V. Jørgensen forlader C.V. Jørgensen«.

»Vi var nået til vejs ende, og når jeg ser tilbage på det i dag, var det den helt rigtige beslutning. Vi var stadig låst af den der amerikanske tradition, som jeg ville bryde med. Jeg var udbrændt, det var vi alle sammen. Men vi har aldrig talt ud om det egentlig.«

C.V. sætter sig igennem
Resten af bandet fortsatte kort tid med den nytilkomne pianist Lotte Rømer i front, mens Jørgensen selv hyrede en ny samarbejdspartner i amerikaneren(!) Billy Cross med hvem han skabte giro 413-klassikeren »Costa Del Sol« (1980). Der skulle dog gå endnu et par år, inden han fik sit andet, faste orkester. Et band uden tilnavn, som var centreret omkring guitaristerne Lars Hybel og Nils Henriksen og fra 1983 tilmed med endnu en guitarist, Aske Jacoby, med hvem C.V. i øvrigt stadig spiller.

»Jeg satte mig mere igennem på det nye hold. Det var der brug for, og vi endte også med en meget mere original tone. Jeg har jo altid været meget afhængig af at spille med gode guitarister, og har så været så heldig at spille med dem, jeg synes, har været de bedste. Nå, men vi var et langt mere socialt orkester end Det Ganske Lille Band. Hybel og Aske og Pete Repete (tangenter) så jeg også privat, hvor vi tit endte med at sidde og spille og lytte andre folks musik af. Vi var meget nysgerrige - det er jeg i øvrigt stadigvæk. Jeg hang især meget ud med Hybel, og hvad deraf fulgte. Vi skulle nok fortælle de andre, hvordan en god aften skulle forme sig. Så jo tak, der startede eksperimenterne for alvor,« smågnækker C.V.

Omfanget af eksperimenterne kommer vi ikke nærmere ind på. Lad os i stedet blot konstatere, at når man allerede inden da kunne ryge om kap med urtetågernes konge Bob Marley, kan det ikke have været for sarte sjæle.

C.V.s andet band holdt i syv år. Tilbage står periodens kendemærke: Jørgensens langt mere alvorlige, næsten farlige lyrikskrivning, der kvalitetsmæssigt frem til i dag er hævet over enhver sammenligning endsige konkurrence.

Publikum skal oppe sig
Siden C.V. Jørgensens radikale stilskift hen imod et mere afdæmpet og cool udtryk med først »Sjælland« og sidenhen opfølgeren »Fraklip fra det fjerne« har han spillet med stort set det samme hold musikere. Til at begynde med stak Flemming Agerskovs trompet så meget ud, at publikumstilråbene fra salen krævede hans afgang. C.V. var ligeglad, behagesyge ligger ham fjernt. Hvis publikum går fra en koncert med en dårlig oplevelse, er det deres egen skyld. For som han siger: »Publikum har en forventning, men det har vi også. Og de skal altså oppe sig, for at det hele bliver rigtig godt. Det bliver det aldrig, hvis der er nogen, der bliver ved med at råbe på »Costa Del Sol«. Det er der heldigvis ingen, der gør mere. God sang i øvrigt.«

Det er C.V.s nuværende band, som er rygraden på livealbummet »Så LIVE som muligt«, et album der er optaget fra ende til anden under bandets koncert på Store Vega i København i december sidste år. En koncert hvor C.V. tog sig friheden til at spille sine ballader, mange af dem, og i det hele taget præsentere sig så langt fra det højenergiske lille band, som overhovedet muligt. Sådan vil han have det, få ord, stille sange i et tempo, der svarer til hans alder. Han nyder det stadig så meget som første gang, han som 14-årig stod på scenen i Lyngby med pigtrådsgruppen Kingsize. Og ingen af musikerne står til udskiftning i fremtiden, de har næsten dannet en eksklusiv herreklub, siger han.

»Du ved, med rejsegrammofon og gamle plader med Nina Simone på hotelværelset efter koncerterne. Lidt mere luksus, tak. Kemien er alfa og omega, og den er der nu. Vi får svært ved at undvære hinanden, og hvorfor skulle vi også det, når nu vi har fundet en lyd, som ingen andre har,« smiler C.V. ved sin konklusion.

Et øjeblik efter griner han højlydt ved tanken om at gøre det hele endnu mere afdæmpet, kun med Gert Smedegaard på trommer, Knut Henriksen på bas og sig selv på sang.

C.V. trækker dog hurtigt i land. De andre musikere er allerede tænkt ind i de nye sange, han dels har færdige og dels arbejder på. Det er planen, at de skal præsenteres for publikum næste gang C.V. Jørgensen drager ud på de danske landeveje.

For 1.117. gang - mindst.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.