Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lars Mikkelsen drømmer om amoralske hovedpersoner i dansk tv

I løbet af et år har Lars Mikkelsen haft markante roller i TV-serier som »House of Cards« og »Sherlock«. Her fortæller han om forskelle og muligheder i film og TV-serier, og hvordan Danmark måske har en chance for at brillere, hvad angår de gode serier.

Skuespiller Lars Mikkelsen.
Skuespiller Lars Mikkelsen.

Vi kommer ikke uden om at tale om kysset.

I den seneste sæson af Netflix-serien »House of Cards« spiller Lars Mikkelsen den russiske præsident Petrov på besøg i Det Hvide Hus, og for en gangs skyld er powerparret The Underwoods (Kevin Spacey og Robin Wright) blevet udmanøvreret. Petrov har drukket hele selskabet plakatfulde i vodka, og dominerer aftenen fuldstændig, da han afsynger en russisk sang, mens han danser med Claire Underwood.

Hun er mod sin vilje betaget af manden, men hun er ikke forberedt på det magtfulde kys som Petrov planter på hendes mund - en åbenlys provokation og udfordring forud for de forhandlinger russeren skal have med den amerikanske præsident.

Lars Mikkelsen var ikke klar over, at kysset ville være et af sæsonens højdepunkter, og heldigvis havde han andet at koncentrere sig om, fortæller han Berlingske, der har besøgt den eftertragtede skuespiller for at tale om TV-serier, film og skuespil.

»Det var sangen i scenen, jeg brugte kræfter på. Jeg brugte faktisk en hel måned på fonetisk at kunne artikulere hver enkelt stavelse i sangen. Det skulle bare være overbevisende, så da vi lavede scenen, blev kysset bare sådan en... nå ja, det skal vi også lige lave,« fortæller Lars Mikkelsen.

Den danske skuespiller begyndte for et par år siden at overveje, om han havde nogle uprøvede muligheder i udlandet, og det var der - til overflod. Det begyndte med en rolle som ærkeskurk i »Sherlock« - BBCs vellykkede modernisering af Conan Doyles elskede detektiv, en serie som har fået fans overalt i verden, ikke mindst i Kina. Siden begyndte de første rygter om en stor rolle i »House of Cards«, og forleden var der danmarkspremiere på DRs europæiske technothriller »Mord over grænser«, hvor Mikkelsen har hovedrollen. Da »House of Cards«-sæsonen havde Netflix-premiere, flød de sociale medier over med roser til Mikkelsen.

»Det er ret massivt lige nu ja, men for mig selv har det været en afventende oplevelse. Det er svært at dele arbejdet med andre, når man er i USA, og meget må jeg heller ikke afsløre jo. Så man tilbringer meget tid alene på et hotelværelse. Og det har jeg lige skulle vænne mig til,« siger Lars Mikkelsen.

Den danske skuespiller bor stadig på Vesterbro i en ganske uprangende lejlighed, og indtil videre har honorarerne for de udenlandske opgaver været moderate.

»Det kan være hyren stiger på sigt, men i første omgang ligner lønningerne meget det hjemlige niveau. Jeg gør det her, fordi der fede ting at være med i,« siger Lars Mikkelsen.

Lars Mikkelsen har en række TV-serier på sit CV, heriblandt de store danske serier som »Forbrydelsen« og «Krøniken«, samtidig med at han har vist stor spændvidde i film indenfor forskellige genrer fra komedier som »Max Pinlig« til kunstneriske film som »Viceværten« og den meget omtalte, men ikke særlig sete danske horrorfilm »Når dyrene drømmer«. Det gør Lars Mikkelsen i stand til at sammenligne TV og film-arbejdet som få.

»For en skuespiller er forskellen ikke så stor. Mange filminstruktører er for eksempel begyndt at benytte to kameraer, når de optager dialogscener. Så selve arbejdet er meget det samme. På manuskriptsiden er det selvfølgelig anderledes. TV-serier kan fortælle en meget lang historie. De der laver film skal stadig forholde sig til de meget gamle aktantmodeller, hvor der skal ske bestemte ting ved 7. og 12. minut, men de skal bruge modellerne på måder, så publikum ikke sidder og regner hele handlingen ud på forhånd,« siger Lars Mikkelsen, der selv ser både film og TV-serier i store mængder.

Han mener, at Danmark fortsat kan levere TV-serier, der bliver hit i udlandet, sådan som »Borgen« eksempelvis er blevet det.

»Vi er blevet gode til at arbejde med genrerne med det særlige danske twist, som vi slet ikke kan lade være med at tilføre,« siger Lars Mikkelsen.

Han drømmer om, at danske TV-serier får flere såkaldt »amoralske« hovedpersoner, der handler ud fra lyssky motivationer, såsom den magtliderlige Frank Underwood i »House of Cards« eller den sindssyge Dexter (der er seriemorder og politimand).

»Den slags serier er rigtigt interessante. Det giver muligheder for at gå nye steder hen med historierne, og selvom formen er velkendt i udlandet kunne vi godt dyrke den herhjemme. Vi kommer aldrig til at lave plagiat alligevel, vi laver altid tingene på vores egen måde,« siger Lars Mikkelsen.

Skuespilleren har også gjort tingene på sin egen måde, og få skuespillere kan som ham prale af at have haft en fortid som både professionel soldat og gadegøgler. Oprindeligt var det to russiske klovner, der gjorde så stort indtryk på Lars Mikkelsen, at han besluttede sig for at følge i deres store sko.

»På gaden lærer du at få fat i folk, og det er nyttigt når du for eksempel skal lave Shakespeare på scenen. Sådan skrev han nemlig - monologerne er som poesi, som man deler med sine venner (publikum), og hvis du er en privat anlagt person, kan det være svært at tilegne sig den direkte facon, hvor du ser folk i øjnene. Så det har jeg lært meget af,« siger Lars Mikkelsen.

I virkeligheden kan en skuespiller bruge alle sine livserfaringer, og i øjeblikket hvor Lars Mikkelsen spiller en ondskabsfuld leder af en opdragelsesanstalt, har han trukket på sine militære erfaringer. Paradoksalt nok bliver det ikke nemmere med alderen at gestalte en karater på scenben eller foran kameraet.

»Det besynderlige er, at jo flere erfaringer du får jo større materiale får du at arbejde med, jo sværere er det at vælge det rigtige at medtage i en karakter. Da jeg var helt ung, gik jeg lige som bare ind og gjorde tingene på baggrund af de begrænsede erfaringer jeg havde,« siger Lars Mikkelsen.

Skuespilleren har indimellem talt offentligt om den usikkerhed han har følt, når han skulle præstere, men han har med tiden lært at acceptere den følelse.

»Tvivl kan være udmærket som en slags motor i dig, som får dig til at præstere det bedste du kan. Den må bare ikke afholde dig fra at handle. Ingen kan bruge dig, hvis du ligger i et hjørne i krampegråd. Jeg har altid en dialog i mig selv om det jeg laver, hvor konstant spørger mig selv, om det jeg laver er godt nok, og den dialog er god nok, fordi den ender med at føre til et resultat,« siger Lars Mikkelsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.