Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kvindelist og fidel smiger

Gertrud Højlund
Gertrud Højlund

En sen aften i Paris for godt 15 år siden. Jeg skulle over til min kæreste og kunne gå den lange befærdede vej forbi stripklubberne ved Pigalle, eller jeg kunne tage den kortere, øde vej bagom. Jeg var træt og tog den sidste. På den nattestille plads foran kirken kommer en mand ud af ingenting. Til venstre for mig er et to meter højt, sort jerngitter. Han tager fat i gitteret med en hånd på hver side af mig, så jeg er låst fast mellem hans arme. Det var det, som ikke måtte ske.

Min hjerne kører på højtryk. Jeg er 20 år gammel og har ikke lært selvforsvar. Jeg ved godt, hvor hans ømme punkt er, men jeg ved også, at han er stærkere, hurtigere og mere aggressiv end mig. Og jeg er bange for at give ham et knæ i skridtet, for det skal gøres rigtigt i første hug, ellers har jeg eskaleret situationen uden at få overtaget. Jeg tør ikke risikere det, så jeg må lægge en anden plan, ingen panik ingenpanikingenpanik, selv om han maser sig mod mig, ansigtet helt tæt på:

»Hvor tror du, du skal hen, nu skal du fandme ...«.

Åh nej.

Det er en dum situation. Helt bange, ingen mennesker på gaden, hvis jeg skriger, bliver han sikkert mere voldelig. For Guds skyld ikke eskalere situationen. Så jeg indvilliger.

»Men skal vi ikke i stedet gå hjem til mig,« tilbyder jeg for at købe mig tid. Han bliver positivt overrasket. Stærk, men dum. Vi går, men jeg siger, at jeg lige skal købe cigaretter på vejen. Mens vi går, taler vi. Jeg spørger til hans familie, hans søstre, hans mor, hans liv.

Husker ingen svar, kun at mit system er i alarmberedskab, og at jeg skal have ham til at skifte mentalitet. Da vi står og køber cigaretter, siger jeg, at det nok er bedst, hvis vi ikke går hjem til mig, for jeg har jo faktisk en kæreste. Og det kan han godt se er unfair, og så smutter han ud i mørket igen. Og jeg står tilbage med hjertet i halsen, men intakt.

Kvindelist er vores stærkeste forsvar mod mænd, der hader kvinder. Og vi har mange metoder, som mænd ikke kender til, men som vi genkender hos hinanden. Dem skriver jeg en klumme om i næste uge.

Egentlig er jeg stolt over, at jeg fik talt mig ud af det. Men jeg er også vred. Sgu. Stadigvæk. Vred over, at jeg denne gang og andre gange har fået min grænse overskredet og blev nødt til at æde det i mig. Ikke sige »pis af, hvad fanden bilder du dig ind, du har ingen ret til at trænge dig ind på mig, tale sådan til mig, true mig, skrid din fucking idiot«.

Da jeg et par år senere skulle håndtere en eks-kæreste, der i et halvt år imploderede i trusler og chikane, måtte jeg også bare vente på, at vinden lagde sig. Aldrig eskalere situationen derhen, hvor man ved, man har det svageste kort på hånden.

Og det er dét, der gør mig vred: At det altid er voldsmanden, der har det stærkeste kort, så man må dukke nakken og fidelt fucking smigre sig væk fra overgrebenes holdeplads. Det er faktisk utroligt, at kvinder ikke går mere amok.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.