Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kvinde, dit navn er natur

BMINTERN - AT Canadian author Margaret Atwood poses for a portrait as she promotes her film »Payback« in Toronto, March 6, 2012. REUTERS/Mark Blinch (CANADA - Tags: ENTERTAINMENT HEADSHOT)
BMINTERN - AT Canadian author Margaret Atwood poses for a portrait as she promotes her film »Payback« in Toronto, March 6, 2012. REUTERS/Mark Blinch (CANADA - Tags: ENTERTAINMENT HEADSHOT)

Nolite te bastardes carborundorum.

Eller på godt dansk: Lad ikke de svin få dig ned med nakken.

Offred fra »Tjenerindens fortælling« ser graffitien i sit triste kammer og beder sin herre og mester oversætte den.

For heltinden er forbudt enhver form for læsning. Man må faktisk ikke noget som helst i Margaret Atwoods frygteligt vedkommende dystopi.

Den canadiske forfatters nyklassiker fra 1985 er midt i en revival og blev for nylig genudgivet i Lisbeth Møller-Madsens loyale oversættelse.

Bogen har dannet forlæg for danske Poul Ruders’ meget roste opera fra år 2000 og på det seneste for en af streamingtjenesten HBOs største succeser i nyere tid.

Handlingen udspiller sig i det nordøstlige USA efter en økologisk katastrofe. Kun få kvinder kan stadig føde børn – og kun hvert fjerde barn kommer ikke ud som vanskabning.

Mørkemænd med bibelske forbilleder har benyttet lejligheden til en hurtig magtovertagelse og givet landet det nye navn Gilead.

Tjenerinderne er de frugtbare og skal én gang månedligt udsætte sig for Kommandanternes overgreb på deres underliv. Mændenes ufrugtbare hustruer skal holde de vordende fødemaskiner i hånden imens. Et bizart ekko af futtoget i tressernes glade kollektiver.

Hengivelse og enhver form for individualitet straffes i bedste fald med døden. Ud med den selvstændige tanke. Ud med friheden.

Gilead er endt som en realisering af vore værste anelser om en ikke for fjern fremtid.

Vi genkender bog-bålene fra »Fahrenheit 451« af Ray Bradbury og overvågningen fra »1984« af George Orwell. Og vi husker bøvlet med barnløshed og den voksende inddeling af samfundet i klasser fra »Fagre nye verden« af Aldous Huxley.

Atwood kan kort sagt måle sig med de største i genren. Især hvad angår sproglig indlevelse og identifikation på tværs af holdninger og køn. Hun skriver medrivende om et samfund så tilknappet som Raqqa på en god dag og så bagstræberisk som Rådhuspladsen på en dårlig.

Og selv om hun nok er en politisk forfatter, bliver hun aldrig politiserende. Alle i Gilead døjer lige drabeligt med tingenes tilstand. De revolutionære har det selv elendigt.

Altså også herrerne. Bogen har ellers et ry for at være feministisk. Udtalelser fra feministen og scientologen Elisabeth Moss peger i samme retning. Hun spiller den altdominerende rolle som Offred i streaming-serien og har fremhævet dens feminisme mange gange.

Men det forbliver en kvart sandhed. Heltindens herskerinde er en tidligere TV-prædikant ved navn Serena Joy og helt klart den ondeste af alle. Kun stedvis overgået af Tante Lydia med den myndige røst og saftige omgang med diktaturets ondeste straffe.

Nogle af bogens gyseligste sider handler faktisk om ensretningen af os alle. Vi finder os i andres tyranni og kan knap nok mærke den til sidst. Hvis bare vi får vores daglige ration fra slagteren Kun Kød.

Som da Offred øverst på romanens spændingskurve vil have oversat sin latinske sætning. Hun lister ned til Kommandanten med det forbudte spil Scrabble og spørger ham til råds. Offred har fået færden af sin selvmyrdede forgænger. Alle alarmklokker burde ringe hos ham.

Men hvad sker der? Absolut intet af interesse. Kommandanten trækker bare på skuldrene og flirter videre. Han ved ikke, at han selv er et af svinene – for han kan ikke længere se det gode i andre og derfor heller ikke det onde i sig selv.

At tyranniet i Gilead trods alt har talte dage, gør bogen udholdelig. Folk snyder sig til lidt lyst hér og lidt menneskelighed dér. Ingen isme kan kvæle livets kraft.

Selv om hovedværker som »Den blinde morder« fra 2000 og især fremtidsgyseren »Oryx og Crake« fra 2003 måske nok er større litteratur fra Margaret Atwoods hånd, forbliver billederne i »Tjenerindens fortælling« ekstraordinært aktuelle.

Både serien og den godt sete genudgivelse af romanen bag kommer på det helt rigtige tidspunkt. Takket være middelalderens genkomst på gadeplan og klimaets hedetur på globalt plan.

Måtte vi lade os forføre lidt mindre af magtmændene og lidt mere af hinanden!

 

Margaret Atwood: »Tjenerindens fortælling«. Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. 386 sider. 299,95 kr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.