Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kunstsvindel: Fru Meyers maleri kostede pludselig 35 millioner

Niels Gangsted-Rasmussen er aktuel med bogen »Et kup«, der handler om en af de største og mest triste svindelsager i dansk kunsthistorie.

»Sagerne har en størrelsesorden, vi slet ikke forestiller os,« siger Niels Gangsted Rasmussen om de mange sager om kunststvindel. Foto: Niels Ahlmann Olesen
»Sagerne har en størrelsesorden, vi slet ikke forestiller os,« siger Niels Gangsted Rasmussen om de mange sager om kunststvindel. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Snyd, svindel, skinbarlig humbug – lige midt i den skønneste af alle verdener.

Der var den celebre sag om verdens to største auktionshuse og deres ulovlige aftaler om varernes pris. Resultatet blev 125 millioner kroner i bøde, halvandet års fængsel til en af bestyrelsesformændene plus 1,7 milliarder i erstatning til auktionshusenes kunder.

Der var også sagen om kunsthandlerne Knoedler i New York. Virksomheden blev grundlagt i 1846 og hurtigt kendt som et af de mest troværdige på feltet.En stor kunde havde så købt billeder af den amerikanske maler Jackson Pollock gennem firmaet og givet 100 millioner kroner for den.

Kunden skulle siden skilles fra sin hustru gennem mange år og ville afhænde sit maleri til højestbydende. Men absolut ingen ville røre hans værk. Ingen ville sælge det for ham, ingen ville købe det. For eksperterne havde haft lærredet til tjek og fandt noget sært ved den gule farve.

Præcis den farve var opfundet af bilfirmaet Ferrari til brug på racerbiler. Altså længe efter Pollock kunne have malet sit billede. Værket til de 100 millioner var kort sagt falsk.

Knoedlers kunsthandel ophørte kun et døgn senere - med udsigt til det gigantiske erstatningskrav. Niels Gangsted-Rasmussen elsker den slags historier.

Han er 76 år og havde advokatfirma gennem det meste af sit arbejdsliv. Specialet var noget så kontoristisk som jura inden for EU og erhvervslejemål. Mange vil også huske hans navn fra fine donationer til værdigt trængende i dansk kulturliv. En søn har i dag overtaget firmaet og sendt sin far på pension.

Hvad bruger en kulturelt interesseret jurist så sit forhåbentlig meget lange otium på? Niels Gangsted-Rasmussen tilbringer den med familien, med de andre seniorer på fodboldholdet, med musikalske venner i operahuse og koncertsale over hele verden.

Men hobbyen over alle lige nu er det perfekte møde mellem hans kunstneriske interesse og hans faglige ekspertise: Han er optaget af snyd og bedrag inden for kunstens verden og aktuel med en lille bog om en af Danmarks største sager i genren nogensinde. Hans bog om den danske sag hedder slet og ret »Et kup« og handler om penge. Endda om helt overskueligt mange penge. Selv efter international målestok.

Den grumme historie har enken Grethe Meyer og maleriet »Paysage à l’Estaque« fra 1906 af franske André Derain i hovedrollerne.

André Derain: »Paysage à l´Estaque. Foto fra bogen.
André Derain: »Paysage à l´Estaque. Foto fra bogen.

Fru Meyer indleverer i 1990 det dejlige billede fra væggen til eftersyn. Kunsthallens Kunstauktioner skal vurdere dets værdi og muligheden for et salg.

Auktionens medarbejder kontakter straks Michel Kellermann - kendt som en af verdens førende specialister I Derains kunst

Michel Kellermann ringer kort efter til Kunsthallen og erklærer maleriet for falsk. Billedet kan umuligt være fra Derains hånd. Siger specialisten altså.

Fru Meyer vil derfor have Statens Museum for Kunst ind over. Museets inspektør går grundigt til værks og kan umiddelbart ikke afsige nogen endegyldig dom.

Inspektøren får til gengæld indhentet en urovækkende oplysning: At en vurdering af Michel Kellermann ikke nødvendigvis står til troende. Den verdenskendte ekspert er lidt for tæt på André Derains enke og blevet en smule uklar i det faglige.

Fru Meyer har for længst affundet sig med det flotte billede som et falskneri. Den efterhånden ældre dame falder så om i sin store lejlighed på Strandboulevarden og brækker lårbenet. Hun skal derfor flytte til mindre forhold, forærer i 2004 store dele af sit indbo væk og vil have resten vurderet med henblik på salg.

Vurderingen overlades til Ellekilde Auktionshus og dermed til indehaveren, Svend Erik Olsen. En af skurkene i Niels Gangsted-Rasmussens bog. Svend Erik Olsen går rundt i hendes lejlighed og får øje på det lille billede. Han vil gerne tage det med sig og antyder prins Henrik som en mulig køber. Også selv om Fru Meyer helt rigtigt gør opmærksom på dets tvivlsomme ægthed.

Den ellers glemte sag tager nu en dramatisk drejning: Svend Erik Olsen ringer fire måneder senere med en dårlig og en god nyhed. Han har igen fået vurderingen »falsk« på Derains billede. Men han har overraskende nok også fundet en aftager til falskneriet. En anonym amerikaner kan ganske enkelt lide værket og vil købe det for ejerens minimumspris på 200.000 kroner.

Grethe Meyer holder straks samråd med sin familie og accepterer det udmærkede forslag. Auktionshusets salær på 20.000 kroner fratrukket prisen tager man bare med. Den virkelige køber er så hverken anonym eller amerikaner, viser det sig. Den virkelige køber er Svend Erik Olsens egen kæreste, der har anskaffet maleriet gennem sit luxembourgske selskab.

Og denne Jannie From og Svend Erik Olsen tager siden maleriet med til en udstilling i Paris og får ad omveje vurderet billedet for tredje gang.

Maleriet viser sig som en ægte André Derain. Selv eksperten Michel Kellermann skifter lidt uventet mening og erklærer billedet for ægte.

En parisisk kunsthandler køber det fluks for fem millioner kroner, får det optaget på en stor udstilling i hollandske Maatricht og kan kort efter afhænde det til en amerikaner med stor interesse for Derains kunst.Pris: 35 millioner kroner. For det maleri, gamle Fru Meyer altså havde solgt for 200.000 kroner minus salær. Og som nogle af verdens mest hæderkronede eksperter til det sidste havde erklæret for falsk.

Fru Meyer selv dør 21. april 2006 og får aldrig de efterfølgende søgsmål og domfældelser med. Hendes tre arvinger lægger sag an mod maleriets oprindelige købere, Svend Erik Olsen og Jannie From. Man vil have dem dømt for bedrageri og rejser et erstatningskrav på ikke under fem millioner kroner.

Sagen kommer for Københavns Byret den 18. marts 2009. Vigtige aktører som kenderen fra Kunsthallens Kunstauktioner og eksperten Michel Kellermann er i mellemtiden afgået ved døden. Andre aktører som inspektør Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst og Charles Bailly fra den parisiske kunsthandel aflægger forklaring.

Dommen afsiges 30. juni 2009 og ender med otte måneders ubetinget fængsel til Svend Erik Olsen og en frifindelse til kæresten, Jannie From. Anklagemyndigheden anker og får sin vilje ved Landsretten den 12. februar 2010. Thi kendes for ret: Begge parter skal et år i fængsel og betale fire millioner kroner plus renter tilbage til Fru Meyers arvinger.

Niels Gangsted-Rasmussens næste bog er allerede under udarbejdelse. Bogen handler om de store auktionshuses snyd og den amerikanske kunsthandels bedrag.

»Alle de her sager bygger på almindelige menneskers kærlighed til kunst og fagfolks spekulation i andres uvidenhed,« siger han.

»Sagerne har en størrelsesorden, vi slet ikke forestiller os. Der er meget store følelser i spil. Og frygtelig mange penge.«

Selv om han aldrig bliver personlig i sin bog, virker han tilfreds med Landsrettens dom. Både fordi hans søn er gift med Grethe Meyers barnebarn og har været følelsesmæssigt involveret i sagen.

»Og fordi Fru Meyer var sådan et dejligt menneske,« siger han.

»Jeg har siddet under hendes billede mange gange. Selve maleriet var i mine øjne ikke noget særligt. Men hun var selv så utrolig glad for det - og det er jo dét, kunst handler om.«

Vores egne følelser...

»Ja, nemlig. Lidt som hvis du virkelig godt kan lide en vin - men så hører en kender sige, den ikke er noget særligt.Noget går i stykker inde i én. Man mister en tro på verden og på den elskede ting. Og de følelser er i virkeligheden meget mere værd end penge.«

 

Niels Gangsted-Rasmussens »Et kup« er udkommet på Gyldendal, 77 sider, 149,95 kr.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.