Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

Kunstscenen er frosset fast i en bestemt form

Hvordan påvirker teknologien os og vores oplevelse af hverdagen? Det er et af de spørgsmål, som den digitale billedkunstner Kristoffer Ørum kredser om. Under Copenhagen Art Week bruger han selv teknologien til at skabe et nyt udstillingsrum i byen.

Kunstneren Kristoffer Ørum er aktuel med projektet »Captive Portal 3: Trådløse Fodnoter fra en Anden Kunstverden«.
Kunstneren Kristoffer Ørum er aktuel med projektet »Captive Portal 3: Trådløse Fodnoter fra en Anden Kunstverden«.

Man går først op ad en lang, lang trappe i det indre København. Når man ikke kan nå længere op, drejer man til højre, bukker hovedet og går igennem en mørk og smal gang. For enden af gangen er et blændende hvidt rum med kæmpestore vinduer og utrolig højt til loftet. Rummet er Kristoffer Ørums atelier.

»Det er lidt som i filmen »Being John Malkovich«, hvor der er en etage med halv højde og andre, hvor der er helt enormt højt,« smalltalker Kristoffer Ørum.

Den digitalt orienterede billedkunstner taler meget. Han holder sjældent en pause, så der opstår en åbning til at stille et spørgsmål. Hans forklaringer og fortællinger er lange, reflekterede og forgrenede. Præsentationen af hans virke som kunstner kommer dog også i en ultrakort form.

Enorm kraft

»Jeg plejer at beskrive mig selv som en, der arbejder med den måde, som teknologien optræder på i vores hverdag,« siger Kristoffer Ørum og uddyber:

»Et af de helt store spørgsmål er, hvordan teknologien påvirker vores hverdagsoplevelse af verden og den måde, som vi tænker på. Jeg mener helt banalt og helt grundlæggende, at teknologien er en enorm kraft, og at vi diskuterer det ret lidt.«

»Tag bare en enkelt lille ting som Google Maps, der påvirker den måde, som jeg husker – eller ikke husker – på. Når jeg går ud af døren, spørger jeg bare Google Maps om vej. Tidligere var min hjerne fuld af Kraks kort, fordi jeg skulle huske, hvor forskellige ting lå for at finde vej.«

»Jeg skulle også orientere mig visuelt i byen på en helt anden måde, og derfor oplevede jeg byen på en anden måde. Vi har udliciteret en masse viden til teknologien, som husker for os. Jeg siger ikke, at det er en dårlig ting. Det kan både være godt og dårligt. Men det betyder noget.«

Kristoffer Ørum var ikke ret gammel, da han begyndte at undersøge den digitale tidsalders teknologi. Han fik computer tidligt og brugte den flittigt.

»I en periode var jeg del af et hackermiljø, hvor jeg sammen med nogle andre udforskede det tidlige internet, fjernede kopibeskyttelse og prøvede at få fingre i ny software fra USA. Men så begyndte jeg i stedet at interesse mig for piger, at gå i byen, male graffiti og dyrke nogle andre undergrundsmiljøer.«

En boom-tid

Som elev på Kunstakademiet i København fandt han ud af, at han som kunstner kunne trække på de mange timer, som han tidligere i sit liv havde tilbragt foran computeren – og at det gav mening at gøre det.

»Det gik op for mig, at jeg havde nogle færdigheder og en viden, som jeg kunne bruge i forbindelse med min kunst, og at billedkunst ikke behøver at være noget med et lærred og en pensel.«

»I mellemtiden var der jo sket det, at alle var kommet på internettet, og at verden var blevet infiltreret af de teknologier, som jeg var begyndt at interessere mig for på et langt tidligere tidspunkt,« fortæller Kristoffer Ørum, som tog afgang fra Kunstakademiet i København i 2006.

»Det var en boom-tid, og vi tænkte: Det kommer til at gå fantastisk! Vi havde en følelse af, at alt var muligt. Jeg arbejdede sammen med Anders (Bojen, red.), og vi fik da også et galleri, selvom vi lavede noget, der ikke var særlig salgbart. Men så kom krisen. I dag er der en helt anden stemning.«

Teknologiens fejl

Når man går ind på Kristoffer Ørums facebookside, bliver man mødt af et profilbillede, der er et underligt sygt og forvrænget bud på et ansigt. Det bliver skiftet dagligt og er en del af hans kunstprojekt »Recognised Faces«, hvor et ansigtsgenkendelsesprogram hver eneste dag konstruerer et ansigt ud fra dagens mest brugte søgeord på Google.

»Teknologien gør noget, den vil noget, og den kigger på os på en underlig måde. Den laver nogle fejl, som viser, hvad den er for en størrelse – og det er blandt andet det, jeg prøver at vise, når jeg lader matematiske formler lave de her ansigter. Nogle af dem ligner en Man Ray, andre en klassisk surrealist, og en del af dem viser meget godt, hvordan teknologien misforstår.«

»Nogle gange ser det også ud som om, at teknologien drømmer, har en form for bevidsthed eller nogle sære idéer om, hvem vi er. De mennesker, som sidder og programmerer rigtigt, er meget interesserede i at udrydde den type fejl. Men jeg synes, at alt det som teknologien gør forkert, er mest interessant,« siger Kristoffer Ørum, som beskriver sit eget virke som »smalt«.

»Jeg tror, at man skal være meget bevidst om, at alt ikke er lavet til alle, og at det er ok.«

Buffeten forsvinder

Når Copenhagen Art Week går i gang på fredag, kan man rundt omkring i byen støde på et andet af hans aktuelle projekter. Det hedder »Captive Portal 3: Trådløse Fodnoter fra en Anden Kunstverden«.

Når man åbner sin smartphone, computer, iPad eller lignende på en af i alt seks lokationer i byen og kobler sig på et netværk med navnet Captive Portal, vil man møde et kunstværk lige meget hvilken internetside, man forsøger at åbne.

»Teknologien har en underlig autoritær og upersonlig position. Captive Portal gør i et lille øjeblik beskueren opmærksom på, at der altså er nogen, der har lavet den. Man vil på nettet, men så kommer der et kunstværk op til i stedet for, og man kan ikke få andet.«

»Den kæmpestore buffet af ting er væk, og der er ikke engang en klar afsender på kunstværket. Der er en sprække i teknologien, og den opfører sig anderledes, end vi er vant til.«

Uventet kunst

Kristoffer Ørum fik idéen til Captive Portal, da han begyndte at bide mærke i navnene på alle de trådløse netværk omkring os.

»Når jeg åbner min telefon og kigger på listen af netværk i nærheden, så er der typisk en, der bruger det anonyme standardnavn, en anden har navngivet det efter sine børn, et tredje netværk er kommercielt og det fjerde er måske fra den dyre internetudbyder.«

»Navnene siger noget om folk, og hvis man tænker over det, så sender de her netværk langt ud i det offentlige rum. Der er en usynlig zone af privat rum, der driver ud i det offentlige rum og op til overboen, ind til naboen og ud på vejen. Den fysiske arkitekturs grænser bliver udvisket.«

Kristoffer Ørum bor tæt på Nyhavn, hvor han hver dag ser turister gå rundt med deres mobiltelefoner, mens de forsøger at finde et gratis netværk.

»De var med til at give mig den idé, at det her underlige rodede rum, hvor der er en kakafoni af stemmer, er et rigtig godt sted at lægge noget til folk. De får kunst, når de mindst venter det,« siger Kristoffer Ørum og nikker over mod de seks sorte routere, der faciliterer Captive Portal.

Penge former kunstlivet

»Jeg kan i princippet stille dem op hvor som helst. Det eneste, som jeg er afhængig af er, at der nogen som vil give mig noget strøm. De er mit udstillingsrum, og de er mit eget meget lille forsøg på at vise, at man måske kan gøre tingene på en anden måde, end man plejer.«

»Jeg mener, at kunstscenen er frosset fast i en bestemt form,« siger Kristoffer Ørum med reference til, at kunsten oftest bliver formidlet til sit publikum fra et museum, galleri, kunsthal eller et andet rum med fire vægge, hvor en udstilling bliver markeret med en fernisering, en pressemeddelelse, en katalogtekst og en afgrænset udstillingsperiode.

»Det er en meget specifik form, som blev opfundet i 1800-tallet. Jeg forstår ikke, hvorfor de strukturer er så intakte og homogene. Jeg savner en mere differentieret kunstscene. Mange af de ting, der bliver startet, ligner de strukturer og institutioner vi har i forvejen,« siger Kristoffer Ørum og peger på, at de, der giver penge er med at forme kunstlivet på en meget specifik måde.

»Kunstscenen er præget af et pres mod publikum og en idé om, at vi kan markedsføre os mod et større publikum. Og når man skriver en ansøgning for at få støtte, skal man beskrive noget, som man ikke har lavet endnu. Ansøgningen bliver til en slags kontrakt, men de kunstneriske processer kan jo – ligesom forskning – føre nogle underlige og uventende steder hen.«

»Jeg tror på noget så gammeldags som, at kunst og erkendelse hænger sammen. Når man laver en lille institution i det trådløse rum som »Captive Portal«, så skal der ikke betales husleje og alt muligt andet. Den kan drives uden midler, og der er ikke behov for at søge penge hos staten eller andre.«

Ting kan gøres anderledes

Kristoffer Ørum bruger ofte fremtiden og forestillinger om en apokalypse som greb og ramme som kunstner.

»Vi bruger jo fremtiden til at diskutere samtiden. Verden er eksempelvis fuld af fremtidsforskere, der siger, at om så og så mange år, vil der være så mange ældre, og derfor må vi handle nu. Idéen om fremtiden bliver brugt til at påvirke nutiden – blandt andet i kraft af statistik, hvor vi bliver præsenteret for nogle helt sindssyge fremskrivninger, når man kigger på fejlmarginen.«

»Matematiske og statistiske fiktioner om fremtiden påvirker i høj grad den politiske diskussion. Men begynder man at betragte dem som fiktioner, så bliver det muligt at opfinde nogle andre fiktioner og sende dem i cirkulation for at kunne tænke fremtiden anderledes,« siger Kristoffer Ørum, som ofte synes, at han møder en vis magtesløshed fra kunstnerne i forhold til kunststøttesystemet.

»Det er en form for pseudorealisme, hvor man har følelsen af, at man bliver nødt til at tilpasse sig – eksempelvis til kravet om at få så stort et publikum som muligt.«

»Folk siger til mig: ’Sådan er virkeligheden, Kristoffer’, og på en måde er det jo rigtigt. Og jeg føler mig da også nogle gange naiv, fordi jeg tror på, at man kan lave tingene på en anderledes måde. Men på samme tid er det jo ret ligetil. Vi kan vælge at gøre tingene på en anden måde – og det gælder ikke kun i forhold til kunst.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.