Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Kunstnere er kannibaler

Karl Ove Knausgård fotograferet af Claus Bech.
Karl Ove Knausgård fotograferet af Claus Bech.

»Jeg er så træt af at blive forbundet med Karl Ove, og, gennem det, med min sygdom.«

Sådan sagde Linda Boström Knausgård for nylig i et interview med den svenske avis Dagens Nyheter. Det gjorde ondt at læse. Men det var vel ikke så overraskende. Heller ikke, at det nu, efter ni års ægteskab, er slut.

»Du ved formentlig, at Karl Ove og jeg skal skilles«, som hun sagde senere i samme interview.

En skilsmisse er naturligvis en privat sag, men i lige præcis deres tilfælde alligevel ikke. I seksbindsværket »Min kamp« og dette års »Om foråret« har Karl Ove Knausgård jo skrevet brutalt ærligt om sit liv og ikke mindst om samlivet med sin hustru og hendes maniodepressive lidelse. Men det virkede, som om hun – der selv er forfatter – havde forståelse for hans projekt, hvor alt skal frem, det gode og det onde, og at deres forhold var beviset på, at det er muligt for kunstnere at beskrive det nærmeste, det vigtigste, uden omkostninger.

Det er en naiv tanke. Det tænker jeg nu. Og at forrevne følelser altid trumfer gyldne principper. At ingen kan leve med selv at blive udsat for denne brug, denne udlevering. I det ligger også en ond ironi: Mange forfattere skriver bedst om livet, de kender, om det nære, men dem, forfatterne lever sammen med, de nærmeste, kan ikke leve med alt, bare ikke dét.

Ironien gælder nok for alle slags kunstnere. En forfatter, en dramatiker, en filmskaber, en maler eller en musiker vil naturligt, hvad end han eller hun skaber, være tiltrukket af mennesker, der bevæger noget i dem, er noget for dem. Hvad enten det så er for det gode eller for det onde. At skabe kunst er, hvordan det end vendes og drejes, at stjæle fra ikke bare sig selv, men også fra andre. »Every artist is a cannibal, every poet is a thief,« som en fyr engang sang.

Hvordan man, om man så må sige, sælger det stjålne videre kan variere. Men det er altid farligt, hvis kunstneren ikke er sig det bevidst. Jeg talte engang med en forfatter, som sagde, at bogen om hans mor og far måtte vente, til de var døde. Det er én måde at forholde sig til problemet på. At udsætte kunstværket. En anden er at camouflere det private i værket. En tredje at slå en ring om den nærmeste familie og de tætteste venner. Det har jeg gjort. Men resten af mine omgivelser er til fri afbenyttelse. Konsekvenserne – vrede, had, skuffelse, følelse af svigt – lever jeg med og tager konsekvenserne af. For jeg skal jo skrive. Ligesom alle andre kunstnere skal skabe.

Det kostede Knausgård og Boström dyrt. Han kunne måske håndtere det stjålne, men ville ikke. Han insisterede i stedet på at holde det mest private frem, helt nøgent. Det kostede. Selvfølgelig kostede det. Selvom hans hustru også stjæler fra verden. Som alle kunstnere. Det er vores kamp. For at give noget til verden. Også selv om den aldrig har bedt om det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.