Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kunst fra Danmark og den islamiske verden skal nedbryde skoleelevers fordomme

Den Hirschsprungske Samling og Davids Samling lancerer det nye tiltag »Kulturmix«, der med kunsten som redskab skal lære skoleelever om dansk og islamisk kultur.

Dansk og islamisk kunst mødes i fortællingen om det almentmennskelige. Foto: PR
Dansk og islamisk kunst mødes i fortællingen om det almentmennskelige. Foto: PR

Danske skoleelever skal have større viden om ligheder og forskelle mellem dansk og islamisk kulturhistorie. Det mener man på Den Hirschsprungske Samling og Davids Samling i København, som i samarbejde har udviklet den nye digitale platform »Kulturmix« for at nedbryde fordomme.

Platformen henvender sig til skoleelever på mellemtrinnet og i udskolingen, og her fører tre virtuelle figurer eleverne ind i den danske og islamiske kunst- og kulturhistorie og stiller dem forskellige opgaver.

Det er projektleder Mette Kleinert fra Den Hirschsprungske Samling, der har taget initiativ til »Kulturmix«, og det er ikke tilfældigt, at det netop er kunst fra den islamiske verden, der bliver stillet over for den danske.

»Vi lever i dag i et flerkulturelt samfund, og derfor er det meget oplagt at prøve at bygge bro mellem den danske og den islamiske kulturarv. Vi vil gerne vise, at kunsten kan åbne for dialog, nye refleksioner og integration på tværs,« siger Mette Kleinert.

En af de centrale hensigter med »Kulturmix« er at vise skoleelever, at kunsten er optaget af de samme emner, hvad enten den stammer fra 1800-tallets Danmark eller den islamiske verden.

»Der er noget alment menneskeligt, der gør sig gældende på tværs af tid og sted,« siger Mette Kleinert.

På Davids Samling glæder museumsinspektør Peter Wandel sig over perspektiverne.

»Når man arbejder med den islamiske verdens kunst, får man en helt anden indgang til den islamiske verden, end den man kender fra den aktuelle dagsorden og nyhedsmedier. Alene fraværet af ord som konflikt, krig, indvandring og Dansk Folkeparti er usædvanligt for de fleste,« siger Peter Wandel, som fortæller, at skole- og gymnasieelever efter et besøg på Davids Samling ofte giver udtryk for, at det har været dejligt at høre noget helt andet om den islamiske verden end det sædvanlige.

»Men vi har ikke lavet »Kulturmix« for at vise, at den islamiske verden i dag er helt anderledes, end folk går og tror. Eleverne skulle gerne forstå, at der er tale om en stor og gammel verden, der befinder sig i en tumultarisk periode, men det har den ikke altid været, og det vil den måske heller ikke blive ved med at være. Vores del af verden har jo også været igennem mindre fredelige perioder,« siger Peter Wandel.

»Kulturmix« fokuserer på emnerne kærlighed, kønsroller, fest og fritid, tøj og mode og tro i både religiøs og videnskabelig forstand. Platformen rummer en række forskellige muligheder som at lave udstillinger og collager og opgaver – eksempelvis at sammenligne kunstværker fra Den Hirschsprungske Samling og Davids Samling for at finde ligheder og forskelle inden for et afgrænset emne.

»Kulturmix« vil være tilgængeligt efter sommerferien, men konceptet er allerede blevet afprøvet på en række skoleklasser.

»Vi har fået en meget positiv respons, og vi oplever, at elever med muslimsk baggrund er kommet på banen med ekstra viden. En stor del af undervisningsmaterialet i den danske folkeskole tager udgangspunkt i den danske kulturarv, hvilket ofte giver de etnisk danske elever et forspring i forhold til elever, der er rundet af en anden kultur. Men med »Kultumix« forsøger vi at skabe et mere lige udgangspunkt. Generelt er det vores oplevelse, at eleverne synes, at det er sjovt, og at de finder ud af, at der er flere fællestræk end forskelle,« siger Mette Kleinert og fortæller, at eleverne også er blevet forundrede undervejs.

»Eksempelvis at der er mange ting, som man ikke kunne vise i den danske kunst i 1800- tallet, men som man viser i kunsten fra den islamiske verden. I den danske kunst kunne man knap nok vise en gravid kvinde, mens man i kunst fra den islamiske verden eksempelvis finder billeder af vandpiberygende kvinder, en bryllupsnat og en fødsel, hvor intet er overladt til fantasien,« siger Mette Kleinert, mens en af de virtuelle figurer fra »Kulturmix« lufter en anden fordom, der blev gjort til skamme, i en af platformens videoklip:

»Før jeg begyndte at interessere mig for Davids Samling, troede jeg, at man ikke måtte vise billeder af mennesker og dyr i kunst fra den islamiske verden, men det må man faktisk godt. Man viser bare ikke figurbilleder i Koranen og i moskeerne, men så gør man det alle muligt andre steder. Faktisk tør kunsten vise meget mere, end jeg havde regnet med.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.