Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Kulturlivet kunne godt lære lidt af DJØFernes tankegang«

Både kulturpolitikere, kulturaktører og kulturjournalister bærer en del af ansvaret for, at dansk kultur står i en historisk grim legitimitetskrise. Det mener Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen, der i dag udgiver bogen »Den kulturpolitiske Bermudatrekant«. Løsningen er mere mod og mindre klynk.

Lasse Marker. Foto: Anne Bæk
Lasse Marker. Foto: Anne Bæk

Du og Søren Mikael Rasmussen hævder, at kulturlivet står i en legitimitetskrise. Hvad mener I med det?

»Jeg tror ikke, at man blot kan forklare de offentlige besparelser på kulturen med, at de borgerlige politikere ikke kan lide kultur. Besparelserne, der ramte kulturlivet i 2015, skete med folkelig opbakning. Det er det, som er så paradoksalt. Danskerne er et af de folkeslag, der privat bruger flest penge på kulturen, men når man undersøger, hvad de helst vil skære på, svarer de alligevel kultur,« siger Lasse Marker.

Er det ikke også lidt unfair at stille kulturens rolle op over for andre vigtige politiske emner? Hvis folk bliver spurgt, om de vil have bedre sygehuse eller mere kultur, giver det meget mening at svare det første. Det betyder jo ikke, at de vil undvære teatre og museer?

»Det er sådan en klassisk indvending, men kulturen fejler ikke kun i sammenligning med sygehuse og børnehaver. I 2015 lavede Politiken en undersøgelse sammen med Megafon, hvor man bad danskere prioritere kulturen ud af 21 politikområder. Og kulturen kom sidst – den kom lavere end motorvejene. Det er et kæmpe problem i en tid, hvor kulturlivet er under øget pres. Der kommer ikke flere penge til kulturlivet, og folk kan sidde derhjemme foran Netflix og få deres kultur, hvis de vil.«

»Hvis Kulturinstitutionerne skal overleve, skal de blive bedre til at vise, hvorfor de er vigtige. De skal lære deres brugere bedre at kende, og så skal de ansætte nogle nye folk, der har en anden faglighed end den rent kunstfaglige. I øjeblikket bliver den bedste arkæolog forfremmet til museumsdirektør. Men måske er den bedste direktør en, der ved mere om ledelse og administration.«

Det lyder, som om du argumenterer for at få flere DJØFere ind i kulturen?

»Jeg mener heller ikke, at der er noget galt med DJØF-tankegangen. Flere steder i kulturlivet kunne man faktisk lære lidt af den.«

Du siger, at kulturlivet skal blive bedre til at bevise sin vigtighed. Men jeg synes, at der er meget stor fokus på kulturlivets rolle og betydning. Inden for de senere år har flere museer arbejdet aktivt med formidling, og netop nu boomer deres besøgstal. Der eksperimenteres med billigere film, og flere af dem sætter dagsordenen?

»Det er rigtigt, at der sker noget, men jeg synes stadig, at kulturlivet er alt for indadvendt. Der er to problemer. For det første står kulturlivet ofte selv og råber op om, hvor vigtige de er. Men man står altså meget svagt, hvis man skal argumentere for sin egen vigtighed. Den skal man vise.«

»Det andet problem er, at kulturlivet ikke vil være med til at diskutere, hvordan kulturkronerne kan fordeles. Derfor ender man i en situation, hvor man kun har ét argument tilbage, nemlig: »Send flere penge«. Men der kommer ikke flere penge. Man kommer derfor til at skabe et billede af et kulturliv, der er ude af trit med virkeligheden.«

Spørgsmålet er vel også, hvordan man måler kulturlivets vigtighed?

»Man kan da begynde med at lave tilfredshedsundersøgelser. Det er meget normalt i erhvervslivet. Samtidig skal kulturlivet betragte sig selv som leverandør af en totaloplevelse. Udenlandske undersøgelser viser, at museumsbesøgene bruger under halvdelen af deres tid på udstillingen. Resten af tiden bruger man i foyeren, på toilettet og i butikken. Et moderne museum skal altså også spørge deres gæster, om toilet- og parkeringsforholdene er i orden.«

Hvorfor er kulturen vigtigt?

»Det er ikke mig, der skal besvare det spørgsmål. Det må kulturlivet selv stå for.«

»Den kulturpolitiske Bermudatrekant«, som I har kaldt bogen, består ikke kun af kulturlivet men også af kulturpolitikerne og kulturjournalisterne. I jeres bog anklager I journalisterne for at være for ukritiske og politikerne for at mangle mod og komme med nye forslag. Kommer denne kritik ikke et par år for sent? Kulturministeren er i den grad ved at ændre på licenssystemet og DR.

»Vi har ikke medtaget mediepolitikken i vores gennemgang. Bogen beskæftiger sig udelukkende med det offentligt støttede kulturliv, især kulturinstitutionerne.«

Alex Ahrendtsen fra DF har da også taget nogle ordentlige ture med kulturlivet. I 2015 gik han til finanslovsforhandlingerne med krav om 60 mio. kroner til kulturen. Han har også haft ret markante holdninger til kunstfonden og den klassiske musik?

»Hvis jeg skulle nævne to modige kulturpolitikere, ville jeg også pege på Mette Bock og Alex Ahrendtsen. Deres udfordring er bare, at mange af deres forslag bliver skudt ned, fordi dem, der står til at miste bevillinger, går til medierne. Og fordi kulturlivet har en meget privilegeret adgang til pressen, bliver det hurtigt en tabersag i medierne. Fordi kulturen fylder relativt lidt på statens finanser, er der få folketingspolitikere, der er parate til at tabe vælgeropbakning på grund af kulturpolitik. De øvrige politiske partier trækker derfor følehornene til sig, og så falder forslaget.«

Men sådan er politik jo. Især i Danmark, hvor tingene er præget af konsensus og kompromiser på grund af den parlamentariske opbygning?

»Jeg er ikke ekspert på de øvrige politiske områder. Men siden begyndelsen af 80erne, er der ikke sket ret meget med kulturpolitikken. Vores samfund og kulturforbrug har flyttet sig – men kulturpolitkkken er ikke fulgt med.«

Hvad mener kulturpolitikeren?

Alex Ahrendtsen, kulturordfører DF

Mangler der mod i dansk kulturpolitik?

»Det er i hvert fald ikke noget, man kan beskylde mig for. Folk er blevet rasende på mig, når jeg har foreslået ændringer, men jeg synes, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at skabe forandringer. Jeg synes også, at Mette Bock er en god og handlekraftig kulturminister. Men man skal have ret meget energi for at stå det igennem. Især kulturlivet reagerer meget ophidset, hvis man forsøger at skære i deres tilskud.«

Så du er faktisk enig med bogens forfattere i, at der er for meget klynk?

»Ja, kulturlivet tror, at de kan holde på deres tilskud på evigt. Hvis man ændrer på det, råber de op – og fordi de har en direkte adgang til medierne, så fylder deres opråb meget mere end for eksempel slagteriarbejdernes.«

Hvad mener kultur­journalisterne?

Tom Ahlberg, forlægger og skribent på kultursitet søndag-aften.dk

Er kulturjournalisterne for pæne og bange for at blive uvenner med de kunstnere, de ser op til?

»Det synes jeg ikke. Kulturen bliver dækket ret godt i de danske medier. Jeg kunne da godt ønske mig, at der blev søgt flere aktindsigter og lavet mere graverjournalistik. Men kulturjournalisterne er også internt under pres. Tænk på, at de danske museer har 16 millioner besøg om året. Superligaen sælger to millioner billetter. Der kunne godt skrives endnu mere om udstillinger, samarbejder og økonomi, for det ville interessere en masse mennesker. Men der er nok mange chefredaktører, der undervurderer kulturområdet.«

Måske hænger det også sammen med at kulturpolitikken ikke bliver prioriteret så højt? Bogen beskriver kulturen som et lavtrangeret område inden for den politiske verden?

»Det er en fordom. Der er masser af politikere, der vil arbejde med kultur. Tænk på Mogens Jensen, der virkelig brænder for kulturen. Eller Venstres Britt Bager, der er et folketingsmedlem, der er på vej frem.«

Hvad mener kulturlivet?

Jon Stephensen, teater­direktør på Aveny-T

Er kulturlivet for dårlig til at vise sit værd?

»Overordnet set er jeg faktisk enig. Jeg har selv stået og sagt: Giv os nogle penge, for vi laver nyt og spændende teater. Og det dur ikke. Derfor har vi også været igennem en proces, hvor vi blev skarpere på vores målgruppe og gjorde Aveny-T til et ungdomsteater. Vi stod ikke og klynkede. Vi rykkede på det, og nu har vi skabt en succes.«

Men hvordan viser man sit værd? Alle mener vel, at det kultur, de laver, er relevant?

»Det er rigtigt. Der er ingen, der mener, at de laver uspændende og gammelt teater. Derfor er det også lidt fluffy at sige, at kulturen skal bevise, at den er relevant. Det er jo grænsende til logik for høns. Og Lasse Marker undervurderer kulturlivet, hvis han tror, at vi er så debile, at vi ikke har opdaget, at kampen om publikum kræver mere skarphed end nogensinde.«

Ifølge Lasse Marker kunne I også have godt have lidt mere DJØF-tankegang.

»Det er jeg helt uenig i. Kultur-livet er ikke bare kold profitmaksimering. Det handler om noget andet, som er svært at forklare. Men der skal hjerte i det. Det er jo derfor, at Rane Willerslev bliver ansat på Nationalmuseet, der umiddelbart kan virke som en støvet samling af flintesten. Men han kan måske tilføre noget andet, der gør, at man får lyst til at se det, og det tror jeg ikke, at en toptunet MBAer kan.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.