Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kronprinsparret hædrer unge talenter

Mundharpisten Mathias Heise og de to stiftere af Johansen Skovsted Tegnestue hædres, når Kronprinsparrets Priser uddeleles på lørdag.

Tre prismodtagere i en helt urealistisk situation på Johansen Skovsted Tegnestue i Kødbyen: Mathias Heise spiller mundharpe, mens Sebastian Skovsted (tv) og Søren Johansen nørkler med tegninger og model til deres fugletårn i Tipperne ved Ringkøbing Fjord. Foto: Emil Hougaard
Tre prismodtagere i en helt urealistisk situation på Johansen Skovsted Tegnestue i Kødbyen: Mathias Heise spiller mundharpe, mens Sebastian Skovsted (tv) og Søren Johansen nørkler med tegninger og model til deres fugletårn i Tipperne ved Ringkøbing Fjord. Foto: Emil Hougaard

Et beskedent, let krøllet visitkort på en postkasse i opgangen Slagtehusgade 40 i Kødbyen fortæller, at her holder tegnestuen Johansen Skovsted Arkitekter til. Lokalerne inde bag døren er lige så beskedne, stadig med den gamle pølsefabriks hvide fliser på væggene og et gulv, der hælder mod risten, hvor blodet fra slagtesvinene kunne løbe af.

Der er imidlertid ikke noget beskedent over anledningen til, at vi har sat de to unge arkitekter, Søren Johansen og Sebatian Skovsted stævne denne eftermiddag sammen med den endnu yngre mundharpist Mathias Heise. De tre har nemlig netop fået at vide, at de er modtagere af Kronprinsparrets Stjernedryspriser, der uddeles på lørdag den 8. oktober i Musikteatret Holstebro.

»Vi er enormt stolte over at få en pris, der uddeles så bredt over alle mulige kulturformer,« lyder det næsten unisont fra de tre.

Søren Johansen og Sebatian Skovsted får prisen for deres »insisteren på en æstetik og for deres respekt for og dialog med den natur, der omgiver deres arkitektur«, som det hedder i begrundelsen.

De to har kendt hinanden siden arkitektskolen og stiftede tegnestue sammen i 2014. Allerede to år før begyndte de at arbejde sammen, da de bød ind på et stort projekt ved Ringkøbing Fjord, hvor der skal laves nye besøgsfaciliteter i fuglereservatet Tipperne – et projekt de nu er ved at færdiggøre. Prisen får de imidlertid på baggrund af et andet projekt, nemlig renovering af tre gamle pumpestationer ved Skjern Å.

»Vores speciale er nok, at vi lader os inspirere af selve byggeprocessen på den måde, at vi tænker konstruktioner, materialer og opførelse sammen allerede fra skitseplanet, så det visuelle potentiale, der ligger i de enkelte elementer, får en afgørende rolle i det færdige byggeri,« forklarer Søren Johansen. »Helt fra starten finder vi frem til de entreprenører og fabrikker, hvis produkter rammer den idé. På den måde kan vi skære vores konstruktioner helt ind til benet, men alligevel opnå en form for ornamentik, hvilket også er en fordel både økonomisk og med hensyn til vedligehold.«

Sebastian Skovsted uddyber: »Til fugletårnet har vi f.eks. samarbejdet med en fabrik, der normalt producerer elmaster og mobilmaster, fordi vi gerne vil opnå det samme indtryk af lysets flimren, man oplever i de spinkle master, og som vil passe rigtig fint i landskabet i Tipperne. Pumpestationerne var en helt anden opgave, det var nogle gamle bygninger, som, mange nok vil mene, er grimme. Her tog vi også udgangspunkt i materialerne, nemlig det relief, forskallingen havde givet de støbte betonvægge, men opførte tilbygningerne i træ for at opnå et lettere og mere luftigt udtryk. Vi synes faktisk selv, det blev ret virkningsfuldt,« siger han.

 

Udover æren og de 50.000 kroner, der følger med prisen, håber de to også, at Stjernedrysprisen kan bidrage til nye spændende opgaver i fremtiden.

Mathias Heise var bare otte år, da han for alvor fik øjnene – og ikke mindst ørerne – op for, hvad en mundharpe kan bruges til.

»Jeg havde set nogle fjernsynsudsendelser med Amin Jensen, som spillede mundharpe, og jeg syntes, der var noget magisk over det. Som så mange andre børn havde jeg fået en legetøjsmundharmonika, men pludselig så jeg den i et helt nyt lys og begyndte at spille på den,« fortæller han. »Og jeg havde tydeligvis flair for det. Min første mundharpe var en såkaldt »bluesharpe«, hvor man med nogle bestemte tungeteknikker kan »vride« tonerne. Det havde jeg let ved.«

For Mathias Heise var mundharpen medvirkende til, at han allerede i de tidlige teenageår fandt sin egen identitet. Både han selv og kammeraterne syntes, det var sejt, at han kunne traktere det lille instrument i praktisk lommestørrelse, som man kunne have med allevegne, og han blev hurtigt inkluderet i spændende musikalske fællesskaber.

»Især inden for jazzen er der et intenst fællesskab, en slags fælles musikalsk sprog, som er meget givende,« siger han.

Allerede mens han gik i gymnasiet, havde han dannet sit eget orkester, Mathias Heise Quadrillion, og efter studentereksamen fra MGK på Sankt Annæ Gymnasium indspillede han sit første album med egne kompositioner, hvoraf den ene, »Sudden Ascent«, indbragte ham DPAs komponistpris, Årets nye Jazzstjerne. Året efter kom han – som den første herhjemme på mundharpe – ind på Rytmisk Konservatorium, men droppede ud igen allerede efter et år. På det tidspunkt var musikerkarrieren kommet så godt i gang, at det var svært at afse tid til studierne.

»Lige nu arbejder jeg fuldtid som musiker. Vi er ved at indspille vores anden plade i Mathias Heise Quadrillion, og derudover har jeg en jazzkvintet, hvor vi også spiller mine kompositioner,« fortæller han.

Han bliver også meget brugt som sideman og solist i forskellige sammenhænge, både jazz, pop og til studieindspilninger.

»Jeg er et sted i tilværelsen, hvor jeg hver dag vågner op til en masse spændende opgaver. Og så er der jo det fine ved at skrive musik, at det er en livslang udvikling, hvor man kan blive ved med at beruse sig i nyt terræn, nye lyde og nye evner, man kan tilegne sig.«

At han dengang som otte-årig valgte netop mundharpen ser han i dag som et lykkeligt tilfælde.

»Det er jo ofte helt tilfældigt, hvilket instrument, man falder over. Men der er da indlysende fordele i at have valgt et instrument, ikke ret mange andre spiller,« siger han. »Ulempen er, at der ikke er de samme stolte traditioner og det samme instrumentfællesskab, man kan læne sig op ad, og heller ikke så mange store koryfæer at blive inspireret af, som f.eks saxofonisterne har,« siger han.

»Men jeg er naturligvis en stor beundrer af Toots Thielemans og ikke mindst den spanske mundharpespiller, Antonio Serrano, som spiller på et fuldstændig virtuost niveau.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.