Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kontroversiel forfatter: »Tyskerne er et uddøende folk«

Flygtningekrisen udstiller Tysklands moralske hykleri og politiske fejhed. I et nådesløst essay i magasinet Der Spiegel angriber den kontroversielle tyske forfatter Botho Strauss sine landsmænds manglende kulturelle rygrad.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

BERLIN: Når millioner af fordrevne asylansøgere og flygtninge i disse år forlader Mellemøsten for at søge til Tyskland, ankommer de til en nation af åndelige nikkedukker, der for længst har glemt, hvad det vil sige at være tysk.

Sådan lyder den ubarmhjertige diagnose af forbundskansler Angela Merkels Tyskland og flygtningekrisen anno 2015 fra en af landets mest forkætrede intellektuelle skikkelser, den 70-årige forfatter Botho Strauss.

Siden begyndelsen af 1990erne har Strauss ved flere lejligheder forsvaret kontroversielle begreber som »tyskhed« og »national arv«, hvilket har gjort ham til en suspekt, men alligevel respekteret skikkelse i yderranden af tysk åndsliv.

Har for alvor skrevet sig ud i kulden

Som en af meget få tyske forfattere med et højreradikalt ry kan Strauss på grund af sin status som prisbelønnet dramatiker og romanforfatter få ørenlyd i de tyske kultursektioner.

Denne gang ser det imidlertid ud til, at Strauss for alvor har skrevet sig ud i kulden. I det seneste essay anklager han Tyskland for kulturløshed og for at tilsidesætte landets store kulturelle tradition til fordel for et multietnisk samfund. Det er en samfundsudvikling, som får den kontroversielle forfatter til at se den tyske nation i undergangens lys.

»Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et, der af overvejende økonomisk-demografiske grunde opblandes, forynges med fremmede folkeslag«, skriver Strauss i en længere tekst med den ildevarslende overskrift »Den sidste tysker«, der for nylig blev offentliggjort i det tyske magasin Der Spiegel.

Magasinet bragte Strauss’ omstridte essay »Tiltagende Bukkesang« tilbage i 1993 og har for nylig henvendt sig til Strauss for at bede ham om at tage bestik af den europæiske flygtningekrise.

Ikke overraskende er Strauss’ tekst blevet modtaget med fordømmelse og afsky i de tyske kultursektioner, hvor forfatterens flirten med kategorier som nationalisme og etnicitet piller ved dybe tyske traumer.

»Ordet »race« forekommer ikke i Botho Strauss’ tekst, men hans begreb om »folket« er trods alt det elitære og foragten for massen etnisk tænkt,« skriver Richard Kämmerlings, kulturredaktør på den borgerlige avis Die Welt, som omtaler Strauss’ seneste tekst som en »gennemskuelig provokation«.

I Die Zeit kalder anmelderen Hans Hütt Strauss’ tekst for »en sag, der skal håndteres med retsmedicinsk bestik, et forvarsel om åndens forfald. Syntaksen er endnu korrekt, og man kan også ane intentionen om et klimaks. Men den glider den rasende af hænde«.

Socialtyskerne

Knusende omtaler og beskyldninger om højreekstremisme bekymrer dog med al sandsynlighed ikke Botho Strauss. Han har i flere end 20 år befundet sig i en art selvvalgt indre eksil i den østtyske provins Uckermark, hvorfra han jævnligt udsender nye litterære værker, men kun lejlighedsvis blander sig i den tyske samfundsdebat.

Det er naturligvis den store europæiske flygtningekrise og Angela Merkels nyvundne status som moralsk kompas, der har lokket den kontrære forfatter frem af sit skjul.

Set fra Uckermark udløser flygtningekrisen dog ikke, som mange andre dommedagsprofeter påstår det, et decideret kultursammenstød mellem tyskere og udefrakommende fra en anden kulturkreds. Det ville kræve, at tyskerne overhovedet var bevidste om deres kultur. Og det er ikke tilfældet, mener Strauss.

I stedet blotlægger flygtningestrømmen, at Tyskland er blevet et åndeligt ørkenlandskab, der for længst har mistet retten til at kalde sig selv en kulturnation, mener Strauss, der betegner sine landsmænd som »social-tyskerne, der ikke er mindre rodløse end de millioner af rodløse, der nu blander sig med dem.«

Netop når det gælder ankomsten af fremmede fra en anden kulturkreds, kan tyskerne – måske for sent – blive bevidste om traditionens værdi. »Hvad tradition er, vil vi få at lære i en lektion, måske den vigtigste som islams følgere vil tildele os,« tilføjer han og iscenesætter uden at lide af falsk beskedenhed sig selv som »den sidste tysker«.

Strauss langer ud efter den tyske elites brug af indholdsløse og abstrakte begreber som »frihed« og »rettigheder«, som uden omtanke overføres på de nyankomne. Ved at dyrke grundloven i stedet for Tysklands åndelige og litterære tradition har den tyske højrefløj svigtet landets tradition for åndelig storhed til fordel for politisk korrekthed, der går på tværs af alle partiskel.

»Det er, som om at man med enhver libertær meningstilkendegivelse, med enhver opvisning af politisk korrekthed udsteder adfærdsbefalinger, som de fleste indvandrere kun kan efterleve, såfremt de tager afsked med deres tro og skikke og dermed ville skulle acceptere yderligere rodløshed,« skriver Strauss og sigter efter alt at dømme til konservative politikere, der i den senere tid har krævet, at flygtninge bekender sig til den tyske grundlov.

Velkomstkulturen

Netop spørgsmålet om kulturel identitet er afgørende for Botho Strauss, der ikke kan få øje på politikere, der kan løfte landet ud af det åndelige dødvande og selvhad, som skammen over Anden Verdenskrig har nedsænket over Tyskland.

»Tysk politik,« beklager han i Spiegel, »er reduceret til en lalleglad parade af meningstilkendegivelser, som under dække af mangfoldighed og frisind i praksis ensretter og afretter ethvert afvigende synspunkt.«

»Vi frarøves suveræniteten til at være imod«, tordner han. »Imod en stadigt mere herskesyg politisk-moralsk konformitet. Parlamentariske partier synes i dag udelukkende at bekende kulør, når det gælder homoseksuelle ægteskaber«, skriver Strauss med henvisning til den debat, der blussede op i Tyskland efter Irlands beslutning i maj om at give homoseksuelle ret til at gifte sig.

Mest nådesløs er Botho Strauss, når han skyder med skarpt efter den særlige tyske »velkomstkultur« – det nye begreb, der blev præget, da det tyske civilsamfund i september strømmede til banegårde i byer som Berlin, München og Hamburg for at byde nyankomne asylansøgere velkommen efter Angela Merkels beslutning om at invitere syriske flygtninge i Ungarn til Tyskland.

For en gangs skyld blev Tyskland rost for sit menneskelige ansigt i internationale medier, men Strauss ser kun hykleriet, angsten og selvbedraget bag den tyske hjælpsomhed.

»Den varme modtagelse og velkomst er så forceret, at selv den mest enfoldige må kunne genkende en ombenævnelse, en eufemisering af frygt, en slags magisk forsøg på at afværge det ulykkebringende,« skriver han.

Når tyskerne frygtsomt omfavner det fremmedartede, er det måske alligevel bedst, hvis de bliver en minoritet i deres eget land, fortsætter han.

»Ofte er det først et intolerant fremmedherredømme, der bringer et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkeligt brug for identitet,« lyder det i »Den sidste tysker«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.