Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Det gamle København

Kongelige rovfugle på Frederiksberg

Hvis man ser bort fra dyrene i Zoologisk Have, er de tre skikkelige falke i byvåbnet nok de eneste hjemmehørende rovfugle på Frederiksberg. Men sådan har det ikke altid været, for tilbage i 1600-tallet var falkejagt et herligt tidsfordriv for den kongelige familie og andre fornemme folk.

Udhuset i Falkonergården, Falkoner Allé 114 A, før nedrivningen i 1927. Foto 1914, Frederiksberg Stadsarkiv
Udhuset i Falkonergården, Falkoner Allé 114 A, før nedrivningen i 1927. Foto 1914, Frederiksberg Stadsarkiv

Hvis man ser bort fra dyrene i Zoologisk Have, er de tre skikkelige falke i byvåbnet nok de eneste hjemmehørende rovfugle på Frederiksberg.

Og man kan undre sig over, hvorfor de er landet netop dér. Men det har sin forklaring, og for at kende den skal vi tilbage til en fjern fortid, da falkejagt var et herligt tidsfordriv for den kongelige familie og andre fornemme folk overalt i den civiliserede del af Europa. Ledsaget af en falkoner med en jagtfalk på armen red herskaberne ud i terrænet, og når man fik øje på et passende bytte, fjernede falkoneren en hætte fra rovfuglens hoved, således at den kunne orientere sig, og så begyndte den fornøjelige jagt og den blodige kamp på liv og død.

Det var en forlystelse, som almindelige mennesker kun kunne drømme om at opleve. For når en jagtfalk ved hjælp af sult og mangel på søvn var blevet vel afrettet, udgjorde den en kostbarhed, som var efterspurgt ved europæiske hoffer, og som kongen af Danmark derfor ofte fandt anledning til at forære det franske kongehus eller kejseren i det tysk-romerske rige som tegn på venskab og international samdrægtighed.

Fra København blev der hvert år sendt ekspeditioner til de oversøiske besiddelser i Island og Norge for at hente nye forsyninger af grå og hvide falke til landet, og her måtte de indfangede fugle i sagens natur anbringes under betryggende forhold i nærheden af hovedstaden.

Men hvor? Det gives der svar på i dokumenter fra 1660erne, hvor man kan læse, at der blev arbejdet flittigt på falkefængerens hus i dronning Sophie-Amalies Prinsessegård, og at hofsnedkeren havde fået betaling for at fremstille to lange stænger til dronningens falkoner, således at han kunne fange lærker til de sultne rovfugle.

Prinsessegården lå i Hollænderbyen ved den nuværende Allégade, men selve Falkonergården lå ifølge en rejsebog fra omkring 1670 en lille spadseretur mod nord ved åen, der havde navn efter Christian IVs ladegård. Forløberen til Falkoner Alle var endnu kun en grussti, og først en snes år senere blev der lagt en bro over åen til den kongelige Jagtvej på Nørrebro.

Herude i det åbne land sad de kostbare fugle altså i deres bure, når de ikke gjorde tjeneste, men de var ikke alene, for Falkonergården blev fra tid til anden også betegnet som »Jæger-Huset – fuldt af kongens hunde«. Et livligt sted må man formode, og på den tid optræder lønnen til falkonermesteren som en post i kongens private regnskaber.Men den tyngede tydeligvis mere, end majestæten brød sig om, og aktiviteterne på Falkonergården blev derfor en selvstændig etat betalt af statskassen. Det var mere praktisk, og det kunne kongehuset godt leve med.

Til gengæld gik det ud over de stolte jagtfalke og de folk, der var ansat til at passe dem. For manglende vedligeholdelse satte sit præg på Falkonergården, og en dag i begyndelsen af 1700-tallet blæste taget væk, fordi træværket var fortæret af råddenskab.

»Hverken folk eller falke kan mere være tørre eller bjærge sig«, hed det i et klageskrift, og så måtte rentekammeret meget mod sin vilje betale for udbedring af skaderne. Men det var en stakket frist. Hele tiden opstod der nye skader på ejendommen, og det udviklede sig til en alvorlig sag for statsmagten. Rentekammeret var sat i verden for at passe på statens penge, og her ville man inderligt gerne være fri for udgifterne til Falkonergården, hvorimod man i Departementet for udenlandske anliggender betragtede jagtfalke som uundværlige diplomatiske gaver.

Det modsætningsforhold i regeringsapparatet stod på i årtier, og imens ændrede verden sig. I Frankrig kappede de hovedet af kongen, og da Napoleon få år efter tog livet af det tysk-romerske kejserrige, var der ikke længere brug for flyvende gaver til kronede hoveder. En enlig falk sad tilbage i begyndelsen af 1800-tallet, og så blev institutionen lukket.

Desuden var falkejagt i Dyrehaven ikke noget for Frederik VI, og med kongens nåde blev den sidste falkoner derfor sendt på pension med ret til nytårsgratiale i 1810.

En kostbar aftale, for han blev mere end 80 år, og han nåede at opleve, at ejendommen blev indrettet til lysestøberi, men ikke, at »Falkonergårdens Fabrikker« i begyndelsen af 1900-tallet fremstillede parfume og sæbe i det gamle fuglehus ved Ladegårdsåen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.