Kultur på spidsen

Klassisk musik som fortolker af tidens tragedier

Jesper Beinov, kulturredaktør.
Jesper Beinov, kulturredaktør.

Danmarks Radio hædrer den klassiske musik lørdag aften med »P2 Prisen 2015« på den hæslige baggrund, at vi lige har oplevet et anslag på den kunstneriske frihed og skabertrang med det usle angreb på det franske satiriske magasin Charlie Hebdo.

Giver det så overhovedet mening, at Koncerthuset lørdag aften fyldes med festklædte mennesker for bl.a. at høre Beethovens Tripelkoncert fra 1803-04 med prismodtagerne Trio con Brio som solister sammen med DR SymfoniOrkestret?

Ja, efter min mening giver det fuld og god mening. Meget klassisk musik er blevet til i en tid med lidelse og død. Et godt eksempel er Beethovens udødelige Tripelkoncert, vi skal høre lørdag aften i DR-Koncerthuset, der styres så sikkert af Leif Lønsmann & co., og som, efter hvad jeg kan vurdere i 2014, vil have slået forrige års rekord på 100 klassiske koncerter og 130.000 gæster.

Tripelkoncerten er skrevet under indtryk af Napoleons fremmarch i Europa: Den førte til brutale udrensninger, hemmeligt politi og diktatur på store dele af kontinentet, til krig mod England, til frygtelige danske tab på grund af en kortvarig flirt med de franske, og i det hele taget heftig krig, hvor en række af de små tyske bystater blev oplsugt.

På den tid sad den tiltagende døve og antimonarkistiske Beethoven i Wien. Kort efter Tripelkoncerten dedikerede han den 3. symfoni til Napoleon. I 1805 erobrede Napoleon Wien, men da han kronede sig selv som kejser, blev det for meget for Beethoven, der tog afstand fra ham.

Eller den ungarsk-jødiske György Ligeti »Seks bagateller for blæserkvintet«, der spilles lørdag aften.

Den er skrevet i 1953, inden han hoppede af til Østrig, midt under den værste stalinistiske periode og få år efter hans nærmeste familie var myrdet i nazisternes KZ-lejre. Hvordan kan man andet end tænke på Mellemeuropas skæbne, når man lytter til Ligeti?

Fornylig var jeg i Skt. Petersborg. Under 2. Verdenskrig døde 22 mio. russere, heraf 1,5 mio i Ruslands kulturelle hovedstad, der i knap 900 dage blev belejret af tyskerne.

Delvis under belejringen i 1941 skrev Dmitrij Sjostakovitj sin 7. symfoni »Leningrad«, et ren, udestilleret symbol på kampen mod nazismens dæmoni. Det var umuligt at sidde i Marinskij Teatret til Prokofjevs ufatteligt smukke klassisk ballet »Romeo og Julie«, der er samtidig, uden at tænke på at netop dengang udspilledes en frygtelig gru.

Alt dette blot for at fremhæve at den klassiske musik, og musik i det hele taget, kan potensere og sammentrænge en tid. Klassisk musik kan tolke tiden, vores kollektive sorg og vrede, og dermed kan der også skabes ny kunst ovenpå disse dages tragedie.

»Når vort samfunds grundlæggende værdier bliver truet, så skal vi styrke dem. Derfor skal vi opruste kultur og dannelse. Det gør os stærkere og mere modstandsdygtige«, skriver kulturordfører Lars Barfoed (K) klogt. Netop dette budskab er værd at tænke over, mens vi, med tragedien som bagtæppe, hylder den klassiske musik lørdag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.