Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Klapstole på tværs af kultur og grænser

20 eksempler på klap- rul- eller fold-sammen stole på Kyoto-udstilling kombinerer dansk og japansk kreativ tradition som et projekt af design-studerende fra begge lande.

Hvor meget kan man egentlig variere på en klapstol? Temmelig meget, viser det sig på en udstilling i Kyoto i forbindelse med det dansk-japanske kultur-år. Her har en gruppe danske studerende fra Kunstakademiets designskole arbejdet sammen med en gruppe japanske studerende fra Kyoto Design Lab over temaet “Collapsible” (Sammenklappelig), og resultaterne når vidt omkring.

Her er stole, der kan foldes sammen som en vifte, stole, der folder sig  ud som blomster efter japansk origami-forbillede, en stol, der bliver til en japansk sidde-måtte, og en anden, der folder sig ud til en sidekasse ved et kast i luften. Men først og fremmest er udstillingen et billede på hvad der kommer ud af det, når folk mødes på tværs af grænser - og det har været over alt forventning, siger professor på KADK, Nicolai de Gier.

»Mødet har givet et fantastisk input. Design er anderledes end for 50 år siden - man sætter sig ikke bare til tegnebordet med spidsede blyanter og går i gang i dag. Man er nødt til at være helt anderledes opsøgende, både i forhold til behov for eksempel i erhvervslivet og til inspiration fra  andre kulturer. Og projektet  her har virkelig givet noget udsyn,« konstaterede  Nicolai de Gier ved åbningen af udstillingen.

Den foregik i denne uge med fuld japansk ceremoniel højtidelighed, da kulturminister Mette Bock førte saksen mod silkebåndet under overværelse af siddende professorer og stående studerende.

Også de studerende udtrykker begejstring for samarbejdet, der blev begyndt med workshops i København og fuldendt med arbejde på skolen i Kyoto. Og kulturforskellene har haft mindre betydning, end man måske skulle tro.

»Vi arbejder jo som udgangspunkt i grupper, mens de i Japan nok er mere vant til at arbejde individuelt. Men det har været overraskende let at arbejde sammen. Når man tænker med hænderne, og kommunikationen handler om materialer, og hvordan de virker, så forsvinder sprogbarriererne,« siger en af de danske designstuderende, Loui Emil Andersen, fra Kyoto.

Sammen Med Tanja Kirst og Tore Beck Carstensen har han lavet en slags skål-stol, en rund hvilestol i et smukt hvidgråt mønster, der hviler på et let skelet af runde træpinde. Ved at fjerne et par beslag, kan stolen rulles sammen i stil med princippet for vifter. Stoffet er lavet af japansk papirgarn i tatami-stilen, som bruges i de klassiske japanske måtter.

»Man får et andet og skarpere blik for sin egne æstetiske forståelse, når man oplever det lidt udefra, som her. For eksempel at der både i japansk og dansk design er en tradition for at underspille flerfunktionalitet - det skal kunne flere ting, men se let ud. Samtidig bliver man klar over hvor kompliceret det er få ting til at se helt enkle ud,« siger Tanja Kirst.

Resultatet kan ses i Kyoto den kommende tid, men Nicolai de Gier mener sagtens, at nogle af prototyperne kan ende med at komme i produktion i en viderearbejdet version.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.