Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kim Leine: Jeg anede ikke at min genre eksisterede

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2013 kender ingen forfattere personligt og har ikke noget netværk i det litterære miljø. Kim Leine er derfor vældig glad for, at der er nogen, der med priser siger, at han duer som forfatter.

Kim Leine (midten) modtog onsdag Nordisk Råds Litteraturpris. Her ses han med to af de andre vindere; manuskriptforfatter Tobias Lindholm fra filmen »Jagten« og Selina Juul fra Stop Madspild. Kort efter prisoverrækkelsen mødte Berlingskes Birgitte Rahbek litteraturprisvinderen - læs interviewet her.
Kim Leine (midten) modtog onsdag Nordisk Råds Litteraturpris. Her ses han med to af de andre vindere; manuskriptforfatter Tobias Lindholm fra filmen »Jagten« og Selina Juul fra Stop Madspild. Kort efter prisoverrækkelsen mødte Berlingskes Birgitte Rahbek litteraturprisvinderen - læs interviewet her.

OSLO: Nordisk Råds Litteraturpris 2013 var rosinen i pølseenden, da der onsdag aften blev delt fem priser ud til Nordisk Prisgalla i Operahuset i Oslo. Det var næppe nogen tilfældighed, for litteraturprisen, som er blevet uddelt siden 1962, er både den ældste, mest kendte og nok også mest prestigefyldte af Nordisk Råds priser.

De nominerede var til stede i salen, og de var ikke på forhånd blevet orienteret om, hvorvidt de ville gå hjem med statuette og 350.000 kroner eller ej.

Kim Leine havde forberedt sig på, at det kunne blive ham. Da sidste års modtager af prisen, den norske forfatter Merethe Lindstrøm, kunne afsløre, at den danske forfatter kan rejse hjem prisen, trak han som den eneste af aftenens prisvindere en takketale op af inderlommen og gik derefter i gang med at takke sin redaktør Simon Pasternak, Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, børn, ekskone og den nuværende kone.

Bedømmelseskomitéens motivation lød således:

»Nordisk Råds Litteraturpris 2013 tildeles Kim Leine for romanen »Profeterne i Evighedsfjorden«, et medrivende epos om undertrykkelse og oprør. Et antikolonialistisk, vidt forgrenet værk, som fantaserer over mennesket som krop og tanke.«

Kim Leine har tidligere modtaget en række priser for »Profeterne i Evighedsfjorden«, der handler om den danske præst Morten Falck, der rejser til Grønland i slutningen af 1700-tallet. Heriblandt De Gyldne Laurbær, Jytte Borberg Prisen, DR Romanprisen, Politikens Litteraturpris og Weekendavisen Litteraturpris for romanen.

»Profeterne i Evighedsfjorden« har indbragt dig temmelig mange priser. Hvad betyder den anerkendelse for dig - personligt og professionelt?

»Den er helt afgørende, for man sidder i to år og famler og fjumrer rundt i total blinde og ved ikke om det, man laver overhovedet duer. Jeg er ikke litterært uddannet, så jeg ikke værktøjerne til at se, om det duer eller ej. Jeg har heller noget litterært netværk. Jeg kender ikke nogen forfattere personligt, og jeg kender ikke nogen litterater. Jeg kender sygeplejersker og skolelærere og den slags. Så når min roman kommer ud og får anerkendelse - både fra læserne i forbindelse med priser, hvor de stemmer, og med priser som denne her, hvor det er en faglig jury, så betyder det helt vildt meget for mig.«

Hvor synes du, at der foregår noget interessant i nordisk litteratur lige nu?

»Aner det ikke. Det har jeg ikke forstand på. Jeg følger det ambitiøst episke i litteraturen, og det ligger mest hos de angelsaksiske forfattere, men det dukker da også op rundt omkring i Norden. For at bryde min egen vane læser jeg også lidt smallere som norske Tomas Espedal og danske Christina Hesselholdt. Man skal ikke dyrke sin vaner for meget, for så bliver man monoton både i sin smag og i det, som man selv skriver. Jeg opfatter altid det, som jeg læser som unikt, og jeg har svært ved at se det som en del af et større mønster. Og det tror jeg heller ikke, at jeg skal sådan som jeg skriver, for jeg kører på den individuelle oplevelse af litteraturen og det unikke og personlige. Jeg tænker ikke i bredere litterære strømninger. Jeg faldt jo ned i den autofiktive strømning for nogle år siden med min første bog (»Kalak«, red.) Jeg anede ikke, at den eksisterede. Jeg vidste intet om autofiktion. Det var ren tilfældighed. Sådan er det også nu, hvor jeg har skrevet en bred episk roman, og jeg kan så se, at Man Booker-prisen er gået til kæmpestore episke fortællinger tre ud af de sidste fire eller fem år. Så nu er jeg måske midt i en ny strømning, som jeg ikke anede eksisterede.«

Nordisk Råds Prisgalla har i aften kredset om den nordiske ånd. Du har selv rødder i tre nordiske lande - har du et bud på, hvad nordisk identitet er for en størrelse i dag?

»Nej, jeg ser ting som unikke og har svært ved at se et større mønster. Hvis man skal svæve op og se historiske mønstre, så tror jeg, at man mister umiddelbarheden, og det har jeg ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at se, hvad det nordiske er. Jeg tror ikke, at der er noget nordisk. Jeg tror, at det er en fiktion. Men det er bare en mistanke, som jeg har.«

Du takkede din kone i din takketale og sagde: »Uden dig ville jeg være en meget dårligere forfatter«. Hvordan kan ens nære gøre én til en bedre forfatter?

»Hun er lingvist, og hun har det akademiske blik som jeg ikke har, så hun supplerer mig rigtig godt. Hun har et nøgternt og kritisk blik, og især når jeg skriver til aviser og den slags, kan hun slå ned på det, der ikke duer. Men det gælder også i forhold til skønlitteraturen. Hun kan se det, der kører lidt for meget ud ad en tangent eller rammer en falsk tone. Vi snakker også meget sammen om det. Når jeg er ved at udvikle en idé, går jeg ikke selv og roder med den længere. Jeg siger det til hende, og så sidder hun og modtager. Så diskuterer vi det lidt, og så falder det meget, meget tit på plads ved, at vi diskuterer det, så der får jeg en stor hjælp fra hende.«

TV: Se Kim Leine modtage Nordisk Råds Litteraturpris

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.