Kedelige mellemregninger og trættende fagsnak lukker luften ud af kendislæges hypede bog om genetikkens historie

»Genet« af Siddharta Mukherjee kunne have været den autoritative folkelige bog om forskningen på et minefelt - men fagsprog og mangel på overblik lukker lige så langsomt livet ud af den.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Han er en dygtig læge. Han er en berømt formidler af sit fag. Han er karismatisk som filmstjernen Jeff Goldblum og kvik som en anden Albert Einstein.

Og når han skriver, kan man høre enzymernes engle synge. »Min mor blev født to gange,« åbner en af hans meget roste artikler - hvilket jo ville give selv en skindød lyst til videre læsning.

Siddharta Mukherjees seneste mammutværk bliver alligevel aldrig nogen fest. Forfatteren bag »Genet«, der er udkommet på Gyldendals forlag, skriver en hel masse og kommer kun langsomt nogen vegne.

Siddharta Mukherjee er født i New Delhi som søn af en højt placeret medarbejder ved Mitsubishi og en skolelærer. Har har siden 2009 været tilknyttet Columbia University i New York og er gift med en billedkunstner.
Siddharta Mukherjee er født i New Delhi som søn af en højt placeret medarbejder ved Mitsubishi og en skolelærer. Har har siden 2009 været tilknyttet Columbia University i New York og er gift med en billedkunstner.

Hvis den dybt sympatiske verdenskendis havde klippet hårdere i sin bog om genetikkens farer og fordele, var den sikkert blevet rigtig meget sjovere.

Den svære toer

Mange vil huske Siddharta Mukherjee for hans første bog, »The Emperor of All Maladies« fra 2010.

Værket var en mursten uden sidestykke om kræftens gåde og vandt en Pulitzer Prize året efter udgivelsen. Forfatteren tog afsæt i sine egne erfaringer som læge på den onkologiske afdeling ved Massachusetts General Hospital og som ekspert i medicinsk historie.

Og han stillede med et noget nær genialt greb rent fortælletenisk: Bogen blev formet som en helt regulær biografi om kræften og al dens uvæsen.

Han følger tumorens gyselige vej fra Egyptens faraoner til perserprinsessen Atossas brystkræft og vore dages våben mod den. Man får had til den kræft, man får indblik i dens lange og utrolige liv, man fatter måske ligefrem lidt af dens motiver efterhånden - fuldstændig, som hvis den havde været skurk i en bedre gyser!

»Genet« fra forrige år er på sin vis dobbelt så original i opbygningen og kun halvt så vellykket i udførelsen.

Cover til "Genet" af Siddhartha Mukherjee
Cover til "Genet" af Siddhartha Mukherjee

Siddharta Mukherjee tager udgangspunkt i noget endnu mere personligt:

Han rejser i vinteren 2012 hjem til fødelandet Indien med henblik på et besøg hos sin fætter Moni. Fætteren sidder indespærret på en psykiatrisk afdeling med skizofreni og kan hverken passe på sig selv eller gå i bad.

Mukherjee opdager så noget afgørende for resten af historien: Hans egen far vil ligesom ikke acceptere nevøens forfærdende diagnose. Sygdommen virker lidt som et overgangsfænomen i hans øjne. Lidt som en selvreparerende skade.

Og forklaringen falder som lyn fra en klar himmel: Ikke færre end to af faderens fire brødre havde selv levet med en sindsforstyrrelse. Familien har faktisk haft alvorlige sindslidelser i hele to generationer tilbage og muligvis længere.

Hvem får arven?

Den nu afdøde far kan med andre ord have gået med panisk angst for en gentagelse af sygdommen hos den voksne søn eller måske endda et endnu nærmere sted.

Siddharta selv kommer så i tanke om en af de syge onkler, som han oplevede som lille.

»Hans sind var ved at gå i opløsning,« hedder det. »Han var høj og radmager med et lidt vildt glimt i øjnene og en tyk manke af filtret hår.« Onklen kunne for resten også minde om »en bengalsk Jim Morrison« og har i det hele taget gjort indtryk.

Fantastisk. Gribende godt fortalt. Man ser situationerne for sig og forstår forfatterens undren og senere fascination af arvelighedens gådefulde love.

Problemet? Det her opridsede afsæt fylder nøjagtig to sider i Siddharta Mukherjees værk. To sider ud af intet mindre end 645 sider. Alt medregnet.

Resten er en lidt lang gennemgang af den genetiske forskning gennem årtusinder og et lidt langtrukkent portræt af et fag med både faldgruber og fantastiske muligheder.

Vi møder for eksempel Pythagoras og hans tanker om sædens betydning for fostrets pludselige fremvækst. Siddharta Mukherjee kunne sagtens have nævnt Theofrastros på de sider - for den græske filosof var tidligt ude med ideerne om livet som resultat af skjulte kræfter indefra.

Vi ser også naturforskeren Charles Darwin gå rundt på Galapagos-øerne og bagefter gøre sig kætterske overvejelser om arternes oprindelse i noget så ugudeligt som tilpasning og seksuel selektion. Og vi følger legender som østrigske Gregor Mendel i gang med udviklingen af en ny arvelighedslære og amerikaneren Arthur Kornberg på vej med opfindelsen af et sæt koder ved navn DNA i 1950erne.

Det kan være helt fint alt sammen. Og det virker måske derfor lidt kort. Siddharta Mukherjee interesserer sig i virkeligheden mest for epigenetikken og giver os den historie med alt for mange mellemregninger.

Epigenetik fokuserer på miljøet »rundt om« arveanlæggene i vores celler. Altså ikke på fejl i selve Kornbergs berømte sekvens, men på mere eller mindre arvelige lidelser i resten af vores reproduktion. Vi hører alt om forskningens faldgruber og fantastiske muligheder som platform for terapier mod kræft og måske flere hundrede andre sygdomme.

Mange parenteser og mellemregninger

For nej, nazisterne var ikke de eneste med dårlige ideer. Konkurrencer om »Better Babies« var fremme på amerikansk jord i 1920erne og handlede om eugenik på de bedste og hvideste børn.

Forfatteren kunne have skrevet uforglemmeligt meget mere om den slags. Han forfalder bare til komplet uforståelige udlægninger. Han har savnet en redaktør.

Tag bare de her linjer med deres faglige udtryk og hele to parenteser:

»I 1958 havde Kornberg destilleret og gendestilleret bakteriematerialet til et næsten rent enzympræparat ('En genetiker tæller; en biokemiker oprenser', sagde han engang til mig). Han kaldte det for DNA-polymerase (DNA er en polymer af A, C, G og T, og det var det polymerskabende enzym).«

Ej, vel... Sådan noget er lidt ærgerligt. Kendere af den spændende disciplin kan meget vel få en stor oplevelse. De fleste andre vil blive kvalt i parenteserne og mangel på professionel formidling.

Hvorfor er det ærgerligt? Fordi viden af en så vigtig slags slet ikke burde gå tabt. Alt for mange fagfolk ligger inde med livsvigtig ekspertise og kommer aldrig for alvor ud med den - til fare for verdensfreden med mere.

Så giv nu Siddharta Mukherjee den redaktør. Eller lad ham gå linen ud og skrive en roman om sine hjertebørn. For han ejer både evnen og viljen og kunne måske ligefrem vise sig som årtiets magiske realist.

Moderen blev for resten født i 1942 som enægget tvilling!

Siddharta Mukherjee: »Genet. Den inderste historie«. 704 sider. Sporadisk illustreret. Oversat af Annemette Goldberg. Udgivet af Gyldendal. 349,95 kroner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.