Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
DET GAMLE KØBENHAVN

Kaviar med suppeske

Vesterbrogade med restaurant Wivel som nabo til Tivolis hovedindgang. Før og nu, 5. årg. Ca. 1910.
Vesterbrogade med restaurant Wivel som nabo til Tivolis hovedindgang. Før og nu, 5. årg. Ca. 1910.

Krigen rasede på de europæiske slagmarker, og i skyttegravene gennemlevede millioner af unge mænd helvede på jord. Men mad skulle de jo have, mens de ventede på at blive slået ihjel, og i det neutrale Danmark blev der tjent styrtende med penge på at sende både spiselige og uspiselige fødevarer ned til de krigsførende lande.

Sådan var situationen for 100 år siden. Driftige fabrikanter blev af folkeviddet udnævnt til gullaschbaroner, selv om de hverken havde stamtavle eller slægtninge i adelskalenderen. Deres adkomst var penge, og med dem satte de nyrige deres præg på hovedstaden. Forlystelseslivet blomstrede, og hos Wivel på Vesterbrogade bemærkede man, at der kom gæster, for hvem regningen intet betød. Allerede før krigens begyndelse i 1914 var det Skandinaviens største restaurant, og her kom tout le monde, som man sagde: Dyre damer klædt sparsomt på og herrer i kjole og hvidt. Kort sagt: Hos Wivel mødtes repræsentanter for den nye tids adel. Champagne, der kostede jævne mennesker en ugeløn, blev tyllet som bajersk øl, og nogle kunne fortælle om bjerge af kaviar fortæret med suppeske. Primitivt? Ja, men de havde betalt fyrsteligt, og de havde lov.

Carl Wivel, der oprindelig var barber, havde i 1883 købt en café i Gothersgade, og fem år senere, da udstillingsfeberen hærgede, og den halve verden besøgte København, havde han lejet en restaurant i Tivoli. Det tjente han en formue på, og da haven i 1890 havde opført sin nye hovedindgang, åbnede han samtidig restaurant i nabobygningen langs Vesterbrogade. Det var dristigt, for huslejen var afsindig, men beliggenheden kunne ikke være bedre. Navnet gav sig selv, og folk strømmede til, men efter næsten 25 års uafbrudt succes trak Wivel sig tilbage. Driften fortsatte imidlertid, og restauranten var nu også udvidet med en fløj langs Bernstorffsgade, således at der blev plads til 1500 mennesker til middag på en gang foruden et 18 mands orkester, som leverede taffelmusik og bagefter spillede for havarerede natteravne.

Men så skete der det, at Carl Wivels datter i 1930 ikke længere ønskede, at familienavnet blev anvendt, og det var problematisk. Wivel var nemlig mere end et navn, det var et begreb i byens forlystelsesliv, og hvad skulle man nu kalde stedet? Efter megen debat og mange forslag fandt man frem til navnet Wivex, en behændig løsning som slog an, men i længden var det ikke muligt at drive en restaurant af det format på det sted. Wivex overlevede ganske vist en brand under besættelsen og økonomisk hårde tider i de første efterkrigsår, men omkring 1960 begyndte skyerne at trække sammen. Gullaschbaronerne var jo døde for længst, og deres efterkommere havde fået fjernsyn. Eventyret sluttede 30. september 1964.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.