Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Karinas babyer er lavet af silikone

Dukker, der ligner babyer, er blevet samlerobjekter for kvinder verden over. Er kvinderne ude på et sidespor, eller er dukke-menneske-relationen noget, vi skal vænne os til?

»Folk synes ofte, vi hører til i behandlingssystemet. Det synes jeg er ondskabsfuldt«, siger Karina Brandt. Foto: Lene Esthave.
»Folk synes ofte, vi hører til i behandlingssystemet. Det synes jeg er ondskabsfuldt«, siger Karina Brandt. Foto: Lene Esthave.

I ti år prøvede Karina Brandt at få børn, men uden held. Lige siden hun var barn, havde hun drømt om at blive mor, så sorgen og frustrationen over hende selv, hendes krop og hendes situation voksede. Fem år inde i processen fandt hun noget der hjalp: En reborn-dukke.

Reborn-dukker er babydukker, der ligner levende babyer til forveksling. De har runde kinder, bløde lemmer og »elastikker« om håndleddet, de er rød- og blåspættede og vejer som en rigtig baby. Og de følelser, som de, der samler på dem, får for dem, er dybe og oprigtige.

»Da sorgen var størst, tog jeg en dukke op, nussede den, sad med den på skødet eller holdt den i hånden. For mig var dukkerne levende. De var mine babyer«, siger Karina Brandt.

I de år, hvor Karina Brandt og hendes daværende kæreste ikke kunne få børn, var dukkerne mere end en substitut. De var hendes redning. De gav hende ro og blev en støtte, som hun ikke kunne få andre steder.

Hun begyndte også selv at fremstille dukker, og hun tog dukkerne med på tur i byen i sin grå Silver Cross-barnevogn, som hun havde byttet sig til. Men i konfrontationen med den rigtige virkelighed, fulgte der en hård indsigt.

»Om foråret, når man kommer ud af sin vinterhule og ser struttende maver og børn i gadebilledet, går det jo op for dig, at den dukke, du har liggende i din barnevogn, ikke er levende. Det gør ondt at nå til det punkt. Inderst inde ved du det godt. Men det er også lige der, hvor verden føles meget uretfærdig,« siger Karina Brandt.

»Folk synes ofte, vi hører til i behandlingssystemet. Det, synes jeg, er ondskabsfuldt. Hvis mænd samler på modelskibe, er der ikke nogen, der siger noget. Men hvis kvinder sidder og nusser med en dukke, fejler hun noget og er klar til den lukkede. Det er diskrimination.«

Folk på gaden rynkede på næsen, og mange turde ikke røre ved dukkerne. Engang blev Karina Brandt stoppet af en kvinde, der midt på gaden belærte hende om, at det bestemt ikke var normalt at gå rundt med en dukke i barnevogn.

»Jeg tror folk bliver bange. De forstår ikke, hvad det handler om,« siger Karina Brandt.

Reborn-verdenen i Danmark vokser, men i udlandet er den allerede enorm. Der bliver holdt workshops og messer, og der findes et hav af chatfora, Facebookgrupper og YouTube-kanaler, hvor man kan følge med i alt fra dukkernes vinteroutfits og baderutiner til deres afføring. Det er alle de ting, som »almindelige« mødre også viser for omverdenen og taler om, og nogle af kvinderne definerer da også sig selv som mødre. Flere af videoerne har millioner af visninger og et kommentarspor, der ofte bugner af forargelse og latterliggørelse.

Især er det spanske firma BabyClon blevet diskuteret, men vi skal ikke nødvendigvis være så hurtige til at dømme kvinderne, siger Mai-Britt Guldin, der er psykolog og sorgforsker på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

»Alle mennesker er i stand til at skabe et følelsesmæssigt bånd til noget, der ikke er levende. Det lille barn har en bamse, og voksne tror, at et bestemt par sokker hjælper dem i fodboldkampen, eller at en lykkeamulet giver held. Vi skal ikke forklejne, at disse objekter og vores evne til at knytte os til dem er med til at støtte os i livet.«

Mai-Britt Guldin forklarer, at mange af de kvinder, der samler på reborn-dukker, reagerer på et savn. De kan ikke selv få børn, de har mistet et barn, eller de lider af angst og depression. Dukkerne kan berolige og lindre savnet, og det skal vi som samfund være bedre til at udvise forståelse for, så disse mennesker ikke bliver marginaliseret:

»Hvis det var en kat, kvinderne havde knyttet sig til, ville vi ikke tænke, at det var unaturligt. Det er problematisk, hvis kvinderne er i risiko for at blive socialt stigmatiseret,« siger Mai-Britt Guldin, men tilføjer:

»Med det sagt, så er det en balancegang, hvornår dén tilknytning er sund, og hvornår den skader.«

»De giver mig ro. De hjælper mig nærmest med at trække vejret. De er en ventil for mine følelser«, siger Karina Brandt om sine dukker. Foto: Lene Esthave.
»De giver mig ro. De hjælper mig nærmest med at trække vejret. De er en ventil for mine følelser«, siger Karina Brandt om sine dukker. Foto: Lene Esthave.

I dag har Karina Brandt to døtre. Men helt på hylden har hun ikke lagt reborn-dukkerne. Hun er førtidspensionist og laver stadig dukker til kvinder – og et par mænd – som står i samme situation, som hun selv stod i. Interessen for dukker startede, da hun var barn og ikke kunne lade være med at male og sy videre på dukkerne nede fra legetøjsbutikken, og via Youtube-turorials og i kraft af den erfaring, hun selv har opbygget, har hobbyen udviklet sig til det, den er i dag.

Det er kompliceret arbejde at lave en reeborn-dukke. Som regel går dukkemagerne på nettet og bestiller et basis-kit, som de selv sætter sammen. Tingene kommer enten i vinyl eller silikone, og det kan tage op til 100-150 timer at gøre arbejdet færdig. Der skal males blod­åer og sys hår, og kroppen skal formes. Karinas kunder beder hende tit om at lave dukker ud fra billeder af deres børnebørn eller deres børn som små, og det er helt almindeligt, forklarer hun. Lidt hårdere bliver det, hvis hun får henvendelser fra kvinder, der har mistet et barn og gerne vil have hende til at lave en dukke-version af barnet, som det så ud, da det var i live.

» Et par gange har jeg også lavet en dukke ud fra et billedet af et dødfødt barn. Det var hårdt for følelserne. Men samtidig kunne jeg aldrig drømme om at sige nej til sådan en opgave. Hvad hvis dukken er det, kvinderne har brug for for at komme videre? Jeg tror, man får sagt de ting til dukken, som man gerne ville have sagt til sit barn. Jeg tror, man får sagt farvel.«

Men dukkerne bliver et problem, hvis de skaber nye problemer for de sørgende ved at stå i vejen for levende relationer, mener Mai-Britt Guldin. En substitut eller et overgangsobjekt, som hun kalder det, kan støtte og hjælpe med at sige farvel, men det er meget vigtigt, at kvinderne ikke isolerer sig med dukken og lever i en parallelverden, fordi de ikke tør skabe nye relationer af frygt for tab eller at blive sårede.

»Hvad enten man prøver at fylde et tomrum i ens liv eller prøver at komme sig over tabet af et barn, er det afgørende, at man lukker andre levende mennesker ind og snakker om sin sorg«, siger Mai-Britt Guldin.

Selvom reborn-dukkerne ikke nødvendigvis er en permanent erstatning for en levende baby, kan man stille spørgsmålet: Vil de blive det i fremtiden? Er de et eksempel på, hvordan vores intime relationer kan og vil blive erstattet af robotter eller realdolls?

»Vi lever i en kapitalistisk verden, hvor målet er forbrug og vækst. Derfor elsker kapitalister post-human objekter som robotter og dukker. De repræsenterer nye måder at få folk til at bruge penge på«, siger engelske Dr. Kathleen Richardson fra De Montfort University, der har specialiseret sig i teknologi og robotetik:

»Reborn-dukker har tydeligvis en terapeutisk effekt, og robotindustrien vil utvivlsomt tage den fine effekt og udnytte den. De vil på længere sigt få det til at se ud, som om du slet ikke har brug for et rigtigt barn. Du kan sagtens nøjes med en robot eller realdoll.«

Karina Brandt laver Reborn-dukker. Foto: Lene Esthave.
Karina Brandt laver Reborn-dukker. Foto: Lene Esthave.

Store reborn-dukkemagere er allerede begyndt at samarbejde med robotindustrien, og nogle af de store producenter prøver at tage patent på reborn-dukken. Vi er ifølge Kathleen Richardson kommet til kapitaliseringen af vores inderste følelser og behov, og det vil påvirke – og har måske allerede påvirket – den måde, vi ser på hinanden på som mennesker.

Kathrine Richardson siger også, at vi ved, at sociale relationer er altafgørende for vores overlevelse. At vi har brug for at blive spejlet i nuet. At vi ikke er objekter, der bare gør ting ved hinanden. Vi er, hvad hun kalder simultaneous beings.

»Men kapitalismens forbrugerorienterede værdisæt smitter af på vores menneskelighed. Vi opfordres til at leve et liv, der kun handler om individuel tilfredsstillelse«, siger Kathleen Richardson. Og tilføjer, at robotter og dukker allerede er begyndt at snige sig ind i sundhedssektoren og i vores sexliv.

»Hvis børn er problematiske, får de en iPad i hånden. Hvis de ældre har brug for omsorg, giver vi dem en krammerobot. Vi begynder at erstatte menneskelige relationer med robotter og dukker, fordi vi synes, det bliver for krævende at have med andre mennesker at gøre.«

For Karina Brandt var dukkerne i en periode en erstatning for et rigtigt barn. Det er de ikke længere. Men de hjælper hende stadig.

»Nogle tager på wellness-ophold, jeg stiller mig i køkkenet og maler et par dukker,« siger hun.

»De giver mig ro. De hjælper mig nærmest med at trække vejret. De er en ventil for mine følelser.«

I dag er dukkerne nærmest også blevet ekstra medlemmer af familien.

»Forleden spurgte mine døtre mig, om de måtte få en lillebror eller en lillesøster. Det mente jeg, jeg var blevet for gammel til. Men så forklarede de, at de jo bare mente en dukke-lillebror eller dukke-lillesøster. Det synes jeg var lidt sjovt,« siger Karina Brandt.

Når hun henter sine piger fra skole, tager hun som regel sin Silver Cross-barnevogn med. Den hjælper hende også med at gå bedre. I skolegården stimler klassekammeraterne sammen om barnevognen for at se, hvem hun nu har med.

»For dem er det blevet helt naturligt«, siger hun.

»Og generelt, når jeg møder folk på min vej, lægger jeg ikke skjul på, at det er en dukke. Hvis de siger »nej, en fin lille baby«, siger jeg: »Ja, og ved du hvad? Det er en dukke.« Så må jeg ofte lige forklare. På den måde får de en lille oplevelse - og måske udvidet deres horisont .«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.