Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
MeToo-kampagnens nye udfordring

Kan pornostjerner sexkrænkes?

En amerikansk ret har afvist beskyldninger om overgreb begået af den 65-årige pornostjerne Ron Jeremy. Frifindelse af skuespilleren rejser spørgsmål om det, der nu kaldes MeToo-kampagnens blinde punkt.

Pornostjerne Ron Jeremy afvsier alle beskyldninger om overgreb angiveligt begået mod medskuespillere og fans, men sagen rejser en række spørgsmål om pornoarbejdere og MeToo.
Pornostjerne Ron Jeremy afvsier alle beskyldninger om overgreb angiveligt begået mod medskuespillere og fans, men sagen rejser en række spørgsmål om pornoarbejdere og MeToo.

Retten i staten Washington har afvist at behandle en sigtelse om et seksuelt overgreb, som den 65-årige pornoskuespiller Ron Jeremy beskyldes for at have begået, skriver hjemmesiden TMZ. Beskyldningen blev rettet mod den 65-årige pornoveteran i september 2017, da en kvinde, der reklamerede for en radiostation, hævdede, at pornoskuespilleren havde taget hende på bagdelen og suttet på hendes bryst. Dette skulle være foregået, efter at skuespilleren, der i dag lever af at optræde på fankongresser, havde skrevet sin autograf på kvindens bryst.

En repræsentant for retten ville ikke uddybe, hvorfor anklagen var blevet afvist, men politiet i Tacoma havde interviewet flere vidner og gennemset overvågningsvideoer under efterforskningen.

Ron Jeremy, der anslås at have indspillet over 1.500 pornofilm, har flere uafklarede sager om seksuelle overgreb, men har ihærdigt afvist, at de har noget på sig. Da han i december, på grund af beskyldningen, blev nægtet deltagelse i pornokongressen AVN Awards and Expo i Las Vegas, udsendte han en erklæring, hvori han indrømmede, at han var en »gramser« (på engelsk: »groper«), men at han aldrig havde voldtaget nogen, sådan som kvinder i andre sager har hævdet.

»Jeg bliver betalt for at blive vist frem og fotograferet til shows og events, og for at røre ved publikum, der også rører ved mig. Vi taler om møder, der er inden for rimelighedens grænser, og som foregår i fuld offentlighed foran kameraer og sikkerhedsvagter,« sagde Ron Jeremy til bladet Rolling Stone.

Han gjorde samtidig nar ad de kvinder, der beskyldte ham for at have taget på dem.

»Seriøst, hvis du ønsker at være i nærheden af Ron Jeremy, går du så ikke ud fra, at jeg er lidt af en »gramser«? Det er jo det, jeg lever af. Men jeg er ikke Kevin Spacey, Louis CK, Weinstein eller Cosby,« sagde Ron Jeremy med henvisning til hovedpersonerne i de mest omtalte MeToo-sager.

Beskyldningerne mod Ron Jeremy blev rejst samtidig med, at den meget omtalte MeToo-kampagne begyndte i Hollywood og bredte sig til en række andre lande, hvor den eksempelvis i Danmark har ført til, at film-og teaterbranchen nu vil udforme vejledende reglementer til etisk opførsel under filmoptagelser og teaterarbejde.

Den aktuelle sag om Ron Jeremy rejser spørgsmålet om, hvilken plads pornoskuespillere, strippere, prostituerede og andre sexarbejdere har i MeToo-debatten.

Ifølge Time, der har undersøgt det tvetydige forhold mellem sexarbejdere og tilhængerne af TimesUp-kampagnen, der yder støtte til kvinder i forskellige brancher, bliver kvinder, der arbejder med sex ikke taget alvorligt, når de fortæller om overgreb begået mod dem af kunder eller mænd i deres egen branche. Det mest påfaldende eksempel er måske Donald Trumps ironiske afvisning af pornoskuespiller Jessica Drake, da hun under hans præsidentkampagne i 2016 beskyldte ham for at have grebet fat i hende og kysset hende, mens hun befandt sig i hans hotelsuite.

»Hun er pornoskuespiller … gad vide om hun virkelig aldrig tidligere er blevet taget på,« sagde Donald Trump.

Ifølge Time føler mange sexarbejdere, der har været udsat for voldtægter og andre uønskede krænkelser, at de er blevet holdt uden for MeToo-kampagnen.

»Ikke alle kvinder får støtte. Det kommer an på, hvem du er,« sagde Cris Sardina, der leder en amerikansk organisation for sexarbejdere, til Time.

Sexarbejderne er blandt andet bitre over, at TV-stjernen Oprah Winfrey ikke nævnte dem, da hun holdt tale om MeToo og TimesUp ved dette års uddeling af Golden Globe-priserne.

Det er en udbredt og fejlagtig antagelse i offentligheden, at sexarbejdere ikke kan blive seksuelt forulempet, mener Kristina Dolgin, der arbejder for juridisk hjælp til ofre for overgreb i sexbranchen.

»Folk bliver normalt rasende, hvis de hører historier om, at kvinder selv er ude om et overgreb. Men hvis overgrebet rammer en, der tilbyder sex for penge, ryger hele den måde at tænke på ud ad vinduet,« siger Kristina Dolgin.

Til internetmagasinet Mic siger nogle pornoskuespillere om Ron Jeremy, at beskyldningerne mod ham faktisk er atypiske for den professionelle del af branchen, hvor der øjensynligt er stor opmærksomhed på grænserne mellem arbejde og det private. Andre i branchen hævder, at alvorlige overgreb er almindeligt forekommende.

»Kvinder bliver voldtaget hele tiden,« siger den mandlige pornostjerne Brenn Wyson.

Den 30-årige pornoskuespiller Eva Lovia fortalte i december til Mic, at hun havde oplevet et uønsket gramseri fra Ron Jeremy, og at det var hendes opfattelse, at den 65-årige pornostjerne selv havde en fejlagtig opfattelse af, hvad der udgør et overgreb.

»Der er lang vej igen, når selv en veteran i branchen ikke kan skelne mellem de roller, vi spiller på film, og de mennesker vi er,« sagde Eva Lovia til Mic.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.