Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Cannes

Kan filmkunsten fortælle den sande historie om Europas flygtningekrise?

En håndfuld film, der lige nu vises ved filmfestivalen i Cannes, beskriver Europas største udfordring siden Anden Verdenskrig. Men hvem kommer tættest på virkeligheden - og er det en historie, Europa ønsker at høre?

Cannes
Cannes

Hvordan fortæller man den »mest sande« historie om Europas flygtningekrise? Er det den enkelte flygtnings personlige rædselsfortælling eller den objektive analyse af flygtninge- og migrantstrømmenes konsekvenser for EU-landene, der giver det bedste øjebliksbillede af Europas største udfordring siden Anden Verdenskrig?

En håndfuld film om flygtningekrisen har forvandlet den historisk set kunstnerisk fokuserede filmfestival i Cannes til en hotbed af politisk aktivisme. Det er ellers en rolle, der traditionelt har været varetaget af filmfestivalen i Berlin, der for to år siden gik ind i den tyske debat med en stærkt flygtningevenlig linje og tilmed brugte en symbolsk del af sine midler til at give flygtninge juridisk asylbistand.

Cannes
Cannes

Så langt er man ikke gået i Cannes, hvor glamouren og den æstetiske filmkunst stadig er det, der sætter barren for mediernes opmærksomhed. Et par flygtningefilm i dette års Cannes-program ville dog snildt kunne have puttet sig i Berlinale-programmet, og indimellem er der en markant kontrast mellem den guldglimtende galla-fest på Cannes’ røde løber og de forhutlede, marginale eksistenser i festivalens flygtningefilm.

Det gælder ikke mindst den 80-årige engelske skuespiller, PLO-støtte og UNICEF-ambassadør Vanessa Redgrave, der her i Cannes har haft premiere på sin essayistiske dokumentarfilm »Sea Sorrow«. Den løst sammensatte film sætter særligt fokus på de hundredvis af mindreårige børn, der befandt sig i den berygtede teltlejr »Calais Jungle« i Frankrig. Mange af dem havde familie i England, men var af forskellige årsager forhindret i at blive bragt sammen med dem.

Filmen er et stærkt polemisk og indigneret indlæg i flygtningedebatten, ikke mindst når den krydsklipper til Vannessa Redgraves egne barndomserindringer om at blive evakueret fra London under de tyske luftbombardementer og om at være blevet traumatiseret af at se Coventry i flammer efter en ødelæggende blitz.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på de flygtningebørn, der i dag sidder glemt i lejre med den samme slags traumer,« siger Vanessa Redgrave til kameraet i sin film.

Den ungarske instruktør Kornél Mundruczó havde torsdag Cannes-premiere på sin film »Jupiter’s Moon«, der er en umage blanding af eventyr, actionfilm, religiøs metaforik - og flygtningedebat.

I en indledende, overlegent orkestreret sekvens følger man stakåndet en gruppe flygtninges natlige forsøg på at krydse grænsen til Ungarn. Mænd, kvinder og børn kæntrer på en flod, da deres gummibåd overraskes af en politipatrulje, de overlevende kæmper sig i land og flygter ind i skovene, mens politiets kugler fyger om ørene på dem. En ung mand nedskydes koldblodigt af karakteren Laszlo, der med hård hånd leder en interneringslejr for flygtninge.

I stedet for at gå til grunde, får flygtningen uforklarligt evnen til at flyve, og han hæver sig som en superhelt over trætoppene, indtil han braser tilbage gennem løvet og lander tungt. I interneringslejren opdager den korrupte læge dr. Stern flygtningens fantastiske evne, og forsøger at udnytte opdagelsen til egen vinding, helt i tråd med, at han tidligere har taget penge under bordet fra flygtninge for at hjælpe dem ud af lejren.

Gradvist bliver den flyvende flygtning omdrejningspunkt for en hektisk jagt, samtidig med at han bliver katalysator for lægens moralske og religiøse opvågning.

Filmen undgår alt for åbenlyse konklusioner, men synes at være et opråb til Ungarn om at genfinde sit moralske kompas. Man tænker på Vanessa Redgraves opsang til Ungarn i »Sea Sorrow«, hvori hun minder landet om, hvordan Europa hjalp tusinder af ungarere på flugt fra den sovjetiske jernnæve, mens landet i dag gør alt for at hindre udefrakommende flygtninge adgang.

Mest af alt ligner filmen dog et forsøg på at bruge flygtningekrisen som afsæt for en fabel i stil med Gabriel García Márquez’ novelle om en falden engel, » Un Señor muy viejo con unas alas enormes«. Dermed gør den sig sårbar over for beskyldninger om at slå plat på en alt for påtrængende virkelighed.

Udover de svimlende flyvescener (som der er for mange af), virker filmen bedst i sin beskrivelse af den korrupte og forråede undtagelsestilstand, der opstår i et land på kanten af en menneskelig katastrofe.

En meget nøgtern tilgang til flygtningene ser man i Danmarks eneste reelle bidrag til dette års festival i Cannes, nemlig Mahdi Fleilels kortfilm »A Drowning Man«.

En ultrakort indledning viser en flygtning blive reddet op af havet, hvorefter filmen springer frem i tid, til et tidspunkt, hvor samme unge mand forsøger at overleve i Athens gader. Han stjæler et par løbesko, men da hæleren ikke kan passe dem, går han forgæves rundt i gaderne for at afsætte de stjålne sko, så han kan få råd til en kop kaffe og nogle cigaretter (!)

Filmen er optaget blandt virkelighedens flygtninge i Athen og er en kort version af den spillefilm, som Mahdi Fleilel planlægger. »A Drowning Man« påkalder sig respekt, fordi den i klassisk neorealistisk forstand blot fremlægger virkeligheden og ikke tvinger budskaberne ned over i sit publikum.

Cannes
Cannes

Helt modsat og i en hel anden skala er den mexicanske filminstruktør Alejandro González Iñárritus i Cannes´ meget omtalte virtual reality-projekt »Carne Y Arena« (Kød og sand), der med den nye teknologi giver publikum mulighed for at opleve, hvordan det er at krydse ørkengrænsen mellem USA og Mexico som illegal flygtning.

Det foregår 20 minutters kørsel uden for Cannes i en hangar, hvor hver enkelt publikummer bliver udstyret med de nu velkendte virtual reality-briller, men samtidig bliver placeret i et fysisk miljø, der skal forstærke oplevelsen af at være på natlig flugt over den grænse, som præsident Trump lovede at inddæmme med en mur.

At Iñárritu brænder for flygtningenes situation var klart, allerede da han brugte en del af sin Oscar-takketale for »The Revenant« i 2015, hvori han opfordrede til at migranter skulle behandles »med værdighed og respekt«. Sidste december forsøgte han så at få udstillet den flygtningebåd, der i 2015 sank i Middelhavet med 900 druknende migranter til følge, på piazza Duomo i Milano.

Med virtual reality-brillerne er det som at være der selv - på bare tæer i ørkensandet i tusmørke, omgivet af flygtninge i alle aldre. Her drejer det sig faktisk om virkelige flygtninge, som Iñárritu har fået til at medvirke i filmen, både kvinder og mænd, unge og gamle - selv et spædbarn er kommet med. Og undervejs får man i lydglimt nogle af deres historier, inden man oplever angsten i mødet med tungt bevæbnede vagter fra grænsekontrollen - der samtidig bare er mennesker, der udfører det job, de nu må udføre. Her er virtual reality-formatet udnyttet fuldt ud, så den filmiske ambition om at sætte sig i et andet menneskes sted maksimeres.

Michael Hanekes film »Happy End«, hvor migrantkrisen også spiller en rolle, er i skrivende stund endnu ikke blevet vist på Cannes-festivalen, men titlen skal givetvis ikke tages bogstaveligt.

Kunstnere vil altid være tiltrukket af de personlige erfaringer, og derfor er deres beskrivelser af flygtninge- og migrantkrisen også partsindlæg, der sætter parentes om de politiske langtidskonsekvenser og i stedet fremhæver individets lidelser. Deres film kommer ikke til at omvende mange flygtningemodstandere, da de først og fremmest henvender sig til de allerede overbeviste. Men de virkelige historier, de døde og de levende, der stadig lider, er derude, og kan ikke anfægtes. Og de vil påkalde sig filminstruktørernes opmærksomhed i mange år fremover.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.