Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kan dansk pop blive meget dummere? »Er du model? Er du model? Vil du med på hotel?«

Søren McGuire, journalist.
Søren McGuire, journalist.

Min far var af den faste overbevisning, at alt døde med Buddy Holly, og at den musik, jeg lyttede til, dermed per definition var noget lort. Min mor, der selv er vokset op på en solid diæt af pladdersentimentale hitparade-sange fra 1960erne, sagde ham ikke imod, og således måtte jeg gennem det meste af min ungdom pænt finde mig i både protester og hovedrysten, hver gang jeg vovede mig til at skrue bare en lille smule op for rockmusikken i bilen. Uanset hvad jeg lyttede til, var det i deres øjne og ører noget ukristeligt larm, som ikke tjente noget andet formål end at holde parcelhuskvarterets omstrejfende katte væk fra haven.

Hvis jeg havde udsat mine forældre for den musik, som mine børn i dag udsætter mig for, er jeg til gengæld ret sikker på, at de havde bukket og nejet og trukket kritikken tilbage. For hvor min musiksmag dengang i grove træk begrænsede sig til 1990er-heavy af den lidt blødere slags, besad den trods alt en vis musikalitet, poesi og kunstnerisk værdi. Dermed ikke sagt, at Guns N’ Roses var »Don Quixote« tilsat guitarsoloer, men musikken ville trods alt mere end blot at bræge op om, at kvinderne på klubben bare gerne ville med hjem og kneppe.

Det kan godt være, at den larmede, men fordummende, det var den sjældent, og den forfaldt i hvert fald aldrig til de mest tåbelige fraser a la rapperen TopGunns »Hey pige, hvor har du været henne, din røv den er stor, jeg vil ha’ den med hjem«, som min seksårige for tiden har på hjernen og hjertens gerne fremfører på sin helt egen monotone facon, som var han en lille meters omvandrende jukebox med hak i pladen. Eller for at tage Gulddreng, som vist er det helt store dyr i åbenbaringen på både radio, hitlister og drengeværelser med dette lyriske vidunder, citeret så nogenlunde efter min hårdt prøvede hukommelse: »Er du model? Er du model? Vil du med på hotel?«. Det får jo gudhjælpemig lokumslyrikken på de jyske rastepladscafeterier til at minde om Shakespeares sonetter. Og så er jeg slet ikke nået til min 11-åriges helt store idol, nemlig en »musiker« med kunstnernavnet Pattesutter. Som du nok kan regne ud, bider han ikke ligefrem Bob Dylan i knæhaserne.

Nuvel, som en af mine gode venner for nylig mindede mig om, da jeg brokkede mig over, at mine utaknemmelige unger kiggede på mig som var jeg lallende idiot, da jeg spændt præsenterede dem for Willie Nelsons legendariske skilsmisse-epos, »Phases & Stages« fra 1974: Det er ikke meningen, at forældre skal høre deres børns musik – og omvendt.

Men der bør vel også være grænser for, hvor dumt, det skal have lov at blive, før vi voksne griber ind og sender dem på kulturel genopdragelse foran pladesamlingen. Den eneste trøst synes lige nu at være, at moderne dansk popmusik umuligt kan blive mere tåbelig, end den er lige nu. Problemet er bare, at den påstand som regel bliver modbevist, når jeg tænder for radioen eller lader ungerne styre musikken i bilen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.