Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kampen om guldkalven

Er den allerede historie - eller udgør velfærdsstaten vores fælles fremtid? Stemmer i ny antologi er uenige. Fire bidragydere til »13 værdier bag den danske velfærdsstat« er dog enige om én ting: Der skal andre boller på suppen end i dag, men hvad skal ingredienserne bestå af?

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Rygter har det som bekendt med at foregribe begivenhedernes gang. I går udkom en ny antologi om velfærdsstatens værdier. Men den har allerede fået stor medieomtale. Det skyldes, at den tidligere socialdemokratiske boligminister Lotte Bundsgaard, der i dag er sit partis integrationsordfører, i samme bog afslører, at Socialdemokratiet alene støtter regeringens skattestop af taktiske grunde. Skulle hendes parti genvinde magten, vil socialdemokraterne formentlig stramme skatteskruen nok en tand. Men antologien »13 værdier bag den danske velfærdsstat« indeholder andet og mere end Bundsgaards selvafsløring. I 13 kapitler kredser antologiens forfattere omkring væsentlige værdier bag velfærds-, forsorgs- eller skattestaten.

Retfærdigheden er én værdi. Ligheden en anden. Ufriheden en tredje. I hvert fald hvis man lytter til flere af stemmerne i denne bredt sammensatte debatbog. Er velfærdsstatens værdier ved at være ormædte, spørger redaktørerne i bogens indledning: »Vil velfærdsstaten, som vi har kendt den, og som mange anpriser, vise sig at være en parentes i historien af et hundrede års varighed, eller vil den værdimæssigt rejse sig som en fugl Fønix af asken?«

KLAUS PETERSEN, den ene af antologiens redaktører, er lektor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet. Så han må have et svar. Det viser sig at være optimistisk.

»Jeg tror, at velfærdsstaten vil blive fornyet og rejse sig som en fugl Fønix, fordi den grundlæggende svarer på nogle behov for tryghed, som folk har. Dermed ikke sagt, at velfærdsstaten nødvendigvis skal se ud, som den gør lige nu. Historisk set er den jo også altid blevet omformuleret og gentænkt i en løbende proces.«

Med tryghed mener du vel økonomisk tryghed?

»Folk har grundlæggende behov for at vide, at hvis de bliver ramt af ulykker, så går det alligevel ikke helt galt. Det tror jeg er et meget dybt og menneskeligt træk. Ligesom behovet for at vide, at man lever i et samfund, hvor der også bliver taget hånd om andre. Kald det næstekærlighed eller solidaritet. Det tror jeg er vigtigt.«

Du skriver om retfærdigheden som en værdi bag velfærdsstaten og kalder den for en slags »børnelogik«. Hvad mener du med det?

»Retfærdighedssansen giver os en umiddelbar reaktion på ting. Der sker et eller andet, som simpelthen bare er uretfærdigt. Som min datter f.eks. spørger: Hvorfor må de voksne købe det, de har lyst til? Intuitionen omkring hvad der er retfærdigt og uretfærdigt ligger et eller andet sted inde i os alle sammen ligesom i en stor del af velfærdsdiskussionen. Er det retfærdigt, at de og de kan få den og den ydelse, mens andre ikke kan?«

Ifølge Klaus Petersen bygger velfærdsstaten på en række dogmer. For det første er det vigtigt, at alle er med:

»Den danske velfærdsstat skal tage hånd om alle borgere.« For det andet må hjælpen ikke være tilfældig: »Hjælpen er en rettighed og må ikke have almissepræg. Man skal ikke ligge på knæ og tigge efter hjælp.« For det tredje skal der være en sammenhæng mellem ret og pligt: »Hvis nogen får helt vildt meget, eller hvis nogen unddrager sig f.eks. skattebetaling, så ryger sammenhængen.«

For det fjerde bygger velfærdstaten på en fordelings­etik, mener Klaus Petersen:

»De stærkeste skuldre skal bære mest. Det er ikke alle, der kan yde lige meget, hvorfor nogen må løfte mere end andre.« Endelig findes der dogmet om, at det skal kunne betale sig at arbejde: »Man skal, hvis der er behov, plads og mulighed for det, bidrage til samfundet med erhvervsarbejde.«

Klaus Petersen vurderer, at velfærdsstaten i befolkningens øjne har været en succeshistorie, men medgiver, at spørgsmålet er, hvorvidt virkeligheden lever op til dogmerne. Svaret er i hans øjne afhængigt af, hvor man lægger vægten.

»Som abstrakt princip tror jeg, at alle folk vil synes, at der ligger en eller anden retfærdighedslogik i velfærdsstatens dogmer, men diskussionen går på, hvor man lægger betoningen. Socialdemokraterne taler om »rettigheder og pligter«, mens den borgerlige regering taler om »noget for noget«, som jo umiddelbart handler om det samme. Men betyder »noget for noget«, at fanden skal tage de sidste?«

Du skriver selv i dit bidrag, at forskningen i velfærdsstatens historie er præget af en positiv opfattelse. Er forskerne blevet gode venner med velfærdsstaten?

»Jeg tror, at forklaringen er, at velfærdsstaten synes at have sejret. De marxistiske forskere er forsvundet, og de neoliberale forskere er forstummet op gennem 90erne. Der er måske små sprækker, sådan at man også får modhistorien eller skyggesiderne præsenteret, men det er marginale stemmer. Jeg tror, at billedet afspejler nogle normative tendenser hos forskerne. Der er generelt en uvilje til at diskutere værdierne som en del af forskningen, en vis berøringsangst.«

Hvad med dig selv? Du er ansat ved noget, der hedder Center for Velfærdsforskning. Er du købt og betalt af velfærdsstaten?

»Nej, den logik køber jeg ikke. Det skulle så betyde, at dem, der sidder på et center for koldkrigsforskning, vil have genindført Den Kolde Krig. De, der kunne have en bestemt interesse, er jo dem, der lever af at uddanne folk til den offentlige sektor, men vi er et lille center, og dem, vi uddanner, kommer mange forskellige steder hen.«

Klaus Petersen drikker ofte kaffe med sin kollega på Syddansk Universitet SØREN HVIID PEDERSEN, der er lektor ved Institut for Statskundskab og ligeledes har bidraget til den ny antologi. Men de to er hverken enige om velfærdsstatens dogmer eller dens praksis.

Ifølge Søren Hviid Pedersen går det galt allerede i velfærdsstatens menneskesyn. »Der sker en glidebaneeffekt i velfærdsstaten i det øjeblik, man mener, at der findes en eller anden menneskelig essens eller et bestemt behov, der skal realiseres politisk. Jamen, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner.«

Hvad tænker du på mere konkret?

"Velfærdsstaten gør borgerne til klienter og fortæller dem, hvad det gode liv er. Den måler individets værd i forhold til, om det bidrager til velfærdsstatens formål, herunder social retfærdighed, hvor man antager, at staten har en legitim ret til at fordele den produktion og værdier, der skabes i samfundet. Dermed reducerer velfærdsstaten mennesket til at være et middel og ikke et mål. Hvis man gør det, og det er helt i orden, hvis man er socialist, men så skal man bare vide, at det enkelte menneske bliver målt i forhold til, hvordan det bidrager og passer ind i velfærdsstaten, sådan som man nu engang har defineret den. Og det er, mener jeg, fundamentalt menneskefjendsk."

Kan du give et eksempel?

»Der er to væsentlige træk ved velfærdsstaten. For det første medfører den en omsiggribende regulering af alt samfundsliv. Velfærdsstaten er ved at gå fuldstændig amok! Et andet træk ved velfærdsstaten er dens høje skattetryk. Det betyder jo i praksis, at man bliver afhængig af staten, fordi man betaler så meget til den. Man bliver afhængig af, at der er en masse offentlige tilbud på områder, vi selv kunne sørge for, hvis vi fik lov. F.eks. skoler, børnehaver osv. Men det kan vi reelt ikke i dag, fordi vi betaler så meget i skat. Det synes jeg da i sig selv er undergravende i forhold til det personlige ansvar og den personlige frihed, og det er så meget desto mere forstemmende, at den borgerlige regering har forstærket denne proces.«

Vil du sige, at den borgerlige regering har købt velfærdsstaten kontant?

»Ja. Regeringen har accepteret velfærdsstaten politisk og moralsk og dermed givet den legitimitet og bare antaget, at borgerne i dette land er instrumenter for den danske velfærdsstat, »sammenhængskraften«, »skandi-liberalismen«, eller hvad pokker den nu bliver kaldt. Alt er godt, når bare vi har en kæmpe stor offentlig sektor, som gør alle mennesker til en homogen og såkaldt solidarisk masse af leverpostejmennesker. Det er trist, meget trist.«

En tredje bidragyder til antologien om velfærdsstatens værdier er KAREN SJØRUP, lektor ved Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitetscenter. Hun mener, at vi slet ikke kan undvære velfærdsstaten. »Vi kan jo ikke være uden den. Uden velfærdsstaten kan vi ikke fastholde de landvindinger, vi vitterlig har gjort på ligestillingsområdet. Jeg ser skam nødig en velfærdsstat, der bliver nedbrudt.«

Karen Sjørup uddeler dog ikke kun roser til velfærdsstaten. Hun mener bl.a., at den har institutionaliseret en moderlighed på kvindernes bekostning, dvs. at staten har fremmet moderlige værdier frem for at give rettigheder til kvinder som sådan.

»Velfærdsstaten har været en meget vigtig motor for den kvindevenlige velfærdsstat, der i høj grad har kompenseret kvinder for moderskabet ved daginstitutioner, barsel og andre tilbud. Ulempen har været, at staten også har lænket kvinder til moderskabet, idet kvinder i velfærdsstaten forstås som mødre. Den placerer desuden kvinder i stereotype jobfunktioner som f.eks. hjemmehjælper eller sygeplejeske eller andre job i staten. Det giver en dobbelthed: Velfærdsstaten er modervenlig, men ikke nødvendigvis kvindevenlig.«

Ligestillingsforskeren skønner desuden, at velfærdsstaten stadig er domineret af mænd. I hvert fald på det rent administrative niveau. Chefen er mand, medarbejderen er kvinde. Karen Sjørup fremhæver her den offentlige sektor og i særdeleshed universitetet, hvor 60 pct. af de studerende er kvinder, mens kun 8 pct. af landets professorer er kvinder. Hun uddyber:

»Vi har et meget stort glasloft i staten og kommunerne, hvor 76 pct. er kvinder, der render rundt og udfører alt det sagsorienterede arbejde, mens der er 90 pct. mænd på topposterne. Der findes et usynligt loft, som kvinderne støder hovedet imod.«

BERNT JOHAN COLLET, der er tidligere konservativ forsvarsminister under Poul Schlüter og i dag bestyrelsesformand for den borgerlige tænketank CEPOS, mener, at velfærdsstaten begrænser begge køn og alle borgere i Danmark. Dens værdier skal ændres, skriver han bl.a. i sit bidrag til antologien. Han siger:

»Vi skal væk fra, at kollektive monopoler varetager alle mulige og umulige opgaver og hen imod en situation, hvor privat foretagsomhed, frivillighed og personligt ansvar løfter flere opgaver. I dag kan vi jo se på skolerne, hospitalerne og universiteterne, at de ansatte er frygtelig kede ad alle de formularer, de skal udfylde for at dokumentere deres arbejde. Men det er jo nødvendigt, når man har en monopolistisk eller kollektiv styring af det hele. Resultatet er, at man drukner offentligt ansatte i formularer, papir og ufrihed. I stedet for at give plads til markedet, der er meget mere smidigt for borgerne, og samtidig vil medføre bedre arbejdsforhold for de ansatte.«

Hvad bliver der så tilbage af de gamle værdier - social retfærdighed og lighed?

»Jamen, hvordan går det egentlig i dag? Vi kan jo konstatere, at omtrent 80 pct. af befolkningen har bemægtiget sig stort set alle velfærdssamfundets gratisydelser. Og dem, der vitterlig har det dårligt, har ingen stemme. Er det retfærdigt? Man kan også spørge, om det danske samfund er gearet til at tage konkurrencen op med Asien? Jeg tvivler. Vi har lullet os ind i en dejlig illusion om, at alt går godt, og vi aner ikke, hvad der er på vej fra Asien med ekspresfart.«

Bernt Johan Collet henviser her til en næsten halvtreds år gammel plan, som Venstre og Konservative bryggede på i 1959. VK-planen skulle aftrappe det offentlige forbrug i takt med, at levestandarden steg. I stedet skete det omvendte. Velfærdsstaten har sprængt alle budgetter, og »vækstrammen for årene frem til 2010 er endda blevet opjusteret i forhold til Socialdemokraternes 2010-plan«, som han skriver i sit bidrag.

»I dag er der brug for en ny VK-plan, hvor man nøjes med at hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv. I dag må den enkelte dansker finde sig i, at staten disponerer på danskerens vegne i stedet for, at den enkelte har flere penge til rådighed, som man så selv kan disponere over.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.