Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kæmpestjerner i opgør mod Youtube

Youtube er de facto verdens største musikstreaming-tjeneste. Men den Google-ejede gigant betaler i modsætning til Spotify og andre abonnementstjenester forsvindende lidt tilbage til rettighedshaverne. Den samlede internationale musikbranche vil have lukket hullet i lovgivningen.

Katy Perry og en række andre stjerner er gået i flæsket på Youtube.
Katy Perry og en række andre stjerner er gået i flæsket på Youtube.

Kritikken har ulmet længe. Ikke mindst i den danske musikbranche: Den Google-ejede gratis videotjeneste Youtube betaler ikke nok tilbage til musikkens ophavsmænd og -kvinder.

I musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmarks seneste nøgletal kunne man læse, at Youtube kun bidrog med 18 millioner kroner til de danske musikselskabers samlede omsætning i 2015.

Til sammenligning udbetalte abonnementstjenester som Spotify, TDC Play og Apple Music 305 millioner kroner. Med til billedet hører, at Youtube er rigtigt mange danskeres foretrukne platform, når der skal streames musik.

Misforholdet går igen på det globale musikmarked. Det fremgår af IFPIs årlige Global Music Report, der blev offentliggjort tirsdag.

Abonnementstjenesterne indbragte i 2015 op mod to milliarder dollar i indtægter til musikselskaberne på globalt plan, mens Youtube og lignende tjenester med deres anslåede 900 millioner brugere »kun« bidrog med 634 millioner dollar.

Hvordan hænger det så sammen? Jo, forklaringen er, at Youtube og lignende sites undgår at indgå fulde licensaftaler med musikselskaberne. Videotjenesterne dækker sig ind under knap 20 år gamle juridiske undtagelser – såkaldte safe harbours – i både amerikansk og EU-lovgivning, der fritager leverandører af passive tekniske platforme for copyright-ansvar på nettet.

Sagt med andre ord: Youtube udnytter et hul i lovgivningen, der gør, at de ikke skal stå juridisk til ansvar for, hvad brugerne uploader på deres platform.

Til gengæld har Youtube ikke noget problem med at tjene penge på at sælge annoncer rundt om det rettighedsbeskyttede indhold.

Og det er netop denne praksis, som musikbranchen gerne vil gøre op med. I forrige uge underskrev en række prominente branchepersonligheder og musiknavne som Katy Perry, Christina Aguilera, Billy Joel og Steven Tyler et brev, der opfordrede den amerikanske regering til at revidere den digitale copyright-lovgivning i USA.

I brevet lød det blandt andet:

»De eksisterende love truer sangskrivere og kunstneres fortsatte mulighed for at leve af at lave musik. Lovene har gjort det muligt for store tech-virksomheder at vokse og generere enorme indtægter ved at gøre det nemt for forbrugerne at bære rundt på hver eneste sang, der nogensinde er blevet indspillet, mens sangskriverne og kunstnernes indtjening fortsat krymper.«

Tirsdag meldte IFPI og de tre store multinationale pladeselskaber, Universal, Warner og Sony, sig i det kritiske kor under præsentation af deres Global Music Report.

Under en international telefonkonference, som Berlingske som eneste danske medie var med til, kunne nogle af branchens topchefer fortælle, at musikselskabernes globale indtægter steg med 3,2 pct. til i alt 15 milliarder dollar i 2015. Men efter knap to årtiers nedtur, der har reduceret branchens samlede indtjening med over en tredjedel, var begejstringen mærkbar, men afmålt.

»Vi kan se, at musikforbruget eksploderer verden over. Så spørgsmålet er, hvorfor vi kun ser en vækst på 3,2 pct?« lød det fra administrerende direktør i IFPI, Frances Moore.

»Som branche har vi gjort, hvad vi kan. Vi er blandt frontløberne på det digitale område. Men nu er vi nået til et punkt, hvor vi har brug for politikere og regeringers hjælp. Der er ganske enkelt et enormt misforhold – en værdikløft – mellem det eksploderende musikforbrug og de indtægter, der lander hos kunstnere og musikselskaber,« sagde hun med reference til de forholdsvis beskedne beløb, som tjenester som Youtube sender videre til rettighedshaverne.

»Det er et strukturelt problem, som kun kan løses gennem lovgivning, og det er vores største enkeltstående prioritet i 2016 som branche. Hvis vi skal blive ved med at have den slags vækst, som vi har haft i år, er vi nødt til at få lukket kløften,« fastslog hun.

Edgar Berger, bestyrelsesformand og International CEO i Sony Music Entertainment, havde indledningsvis de lidt mere positive briller på.

»2015 var et meget afgørende år for os. Musikbranchen er nu omsider kommet succesfuldt ud på den anden side af det digitale opbrud, vi har oplevet de seneste 15 år. Fremtiden er lys. Vi er nu i overvejende grad en digital forretning, vi vokser, og vi er opsatte på at nå nye højder. Det er en spændende tid,« sagde han.

Det er i særdeleshed udviklingen på streamingmarkedet, der har været med til at vende udviklingen.

Nye højt profilerede streamingtjenester som Apple Music og Tidal kom til i årets løb og har sammen med Spotify været med til at øge antallet af betalende brugere fra 40 til 68 millioner på bare et enkelt år. En samlet stigning på 45 pct. og nok til at kompensere for det faldende download- og fysiske salg i samme periode.

»Men selv om udviklingen er positiv, så burde vi vokse meget hurtigere. Det vil stadig tage ti år med den nuværende vækst, før musikbranchen er tilbage på markedsniveauet fra før 00ernes digitale opbrud,« fastslog Edgar Berger og fortsatte:

»Set i lyset af, at musik er mere indlejret i folks daglige liv end nogensinde før og driver en stor del af trafikken på sociale medier, burde vores marked være langt større. Musikindustrien præsterer under niveau. Musikforbruget er skyhøjt, men det er indtægterne til kunstnere og rettighedshavere ikke. Og årsagen til det er altså den her forvrængning på markedet – værdikløften. Bruger-upload-tjenesterne (som Youtube, red.) er med 900 millioner globale brugere den største enkeltstående platform for on-demand musiklytning, men står kun for fire pct. af vores samlede indtægter. Der er et gigantisk misforhold mellem volumen og afkast.«

Ifølge Edgar Berger har EU-Kommisionen anerkendt problematikken og har bebudet, at der vil komme nye lovudkast til sommer.

Herhjemme vækker den fælles internationale front mod Youtube og moderselskabet Google glæde hos Koda-direktør Anders Lassen.

»Selv om vi godt kan forsøge at råbe mastodonter som f.eks. Google op her i Danmark, så har det ikke samme effekt, som når den globale musikbranche står sammen med stjerner som Katy Perry i front. En fælles indsats vil forhåbentligt betyde, at den eksisterende lovgivning bliver ændret, så den vil være til fordel for musikkens skabere og ikke kun for multimilliardomsættende virksomheder som Google,« lyder det i en mail til Berlingske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.