Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Playlisten

Justin Timberlake bringer SexyBack, mens Kendrick laver musik til den første sorte superhelt

Ny lyd fra Justin Timberlake, Kendrick Lamar og KESI. Velkommen til Playlisten, hvor musikredaktøren hver uge peger på fem nye sange til din weekend.

Justin Timberlake udgiver nyt album i næste måned, men allerede nu kan man få en smagsprøve i form af »Filthy«.
Justin Timberlake udgiver nyt album i næste måned, men allerede nu kan man få en smagsprøve i form af »Filthy«.

1. Justin Timberlake: »Filthy«
Bortset fra en enkelt monster-single har der været forholdsvis stille omkring Justin Timberlake siden »The 20/20 Experience« fra 2013. Men nu er det altså blevet JT-tid igen, og det plejer ikke at gå stille for sig. »Filthy« - singleforløberen til hans nye album - er en ambitiøs sag, der både byder på bombastisk rock-stykke, slibrig fremtids-funk til dansegulvet og en Timbaland-produceret dekonstruktion af samme undervejs. Det stritter temmelig meget. Men mest på den gode måde.

2. Kendrick Lamar: »All The Stars (with SZA)«
Når nu tidens største og mest respekterede rapper Kendrick Lamar har valgt at kaste sig over at lave soundtracket til en ny superhelte-film, giver det god mening, at der er tale om »The Black Panther« - USAs første sorte superhelt, der debuterede kort før Black Panther-bevægelsens stiftelse i 1960erne. Singleforløberen »All The Stars« er dog langtfra et politisk slagnummer, men derimod en dramatisk pop-sag, der især løfter sig i omkvædet med SZAs indfølte vokal og de mørke Hollywood-strygere.

3. KESI: »Ligesom mig«
KESI var på toppen i 2017. Sammen med kumpanen Gilli og produceren Hennedub var det ham, der svingede taktstokken i dansk pop med den ene store single efter den anden. Og meget tyder på, at han har tænkt sig at fortsætte stimen ind i 2018. »Ligesom mig« er endnu en klub-klar banger med tidstypisk latin-fornemmelse i tangenterne rappet med bravado af en mand på toppen af sit game: »Gør bare hvad vi er vant til / laver hits som de kan danse til,« som han selv præcist varedeklarerer et sted.

4. Gilli: »Langsom«
Hvor det for KESI oftest handler om festen og damerne, rapper den mindst ligeså succesfulde Gilli oftere fra skyggesiden. Om betonens melankoli, sine brødre, gadens koder. På den nye single »Langsom« lykkes han igen med at kombinere gaderappens hårde følsomhed med pophooks i lange baner og ikke mindst en kreativ omgang med gloser og slang fra dansk, spansk, tyrkisk og arabisk. Jo, sproget lever i den grad hos Gilli og dermed også på hitlisterne. Tak for det.

5. Martin Ryum: »Nytår«
Her til sidst skal vi omkring nyt fra en mere diskret herre i form af Martin Ryum. Han er mest kendt som en del af art- og støjrock-bandet Speaker Bite Me, men på hans stærke nye single »Nytår« er vi mere ovre i en slags elektronisk renderet pop-melankoli med piblende programmeringer, tangenter og diskret autotune. Men der er samtidig noget næsten salme-agtigt over sangens poetiske samskrivning af nytårs-motiver og det helt store kærlighedsbudskab. »Vær velkommen nytår og velkommen evig fred«, som han synger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.