Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
INTERVIEW

»Jeg tror ikke selv på Gud, selv om jeg gik på katolsk skole«

Instruktøren Jaco Van Dormael fra Belgien tager sig god tid mellem sine film. Efter »Totos bedrifter«, »Den 8. Dag« og science fiction-mesterværket »Mr. Nobody« overrasker han nu med en film-komedie. Om Gud.

Den belgiske instruktør Jaco Van Dormael tager i sin nye film, »Det Spritnye Testamente«, fat på de helt store emner: Gud og døden. »Af og til opfører jeg mig, som om jeg bliver 200 eller 300 år. Når jeg drikker for meget eller laver kedelige ting. På den led er det meget godt at blive mindet om, at man er dødelig,« siger han. PR-foto
Den belgiske instruktør Jaco Van Dormael tager i sin nye film, »Det Spritnye Testamente«, fat på de helt store emner: Gud og døden. »Af og til opfører jeg mig, som om jeg bliver 200 eller 300 år. Når jeg drikker for meget eller laver kedelige ting. På den led er det meget godt at blive mindet om, at man er dødelig,« siger han. PR-foto

Hvad nu hvis Gud boede i en forstad til Bruxelles, og han var en gnaven småtskåren mand i slidt badekåbe?

I »Det Spritnye Testamente« er det netop sådan. I skikkelse af det energiske gummi­fjæs Benoît Poelvoorde gnider Gud sig i hænderne, hver gang han finder på en ny af universets love – irriterende ting som for eksempel, at »Mængden af søvn, man har behov for, er altid ti minutter mere, end den man får«. Eller »Når man sænker en krop ned i vand, ringer telefonen«. Eller den velkendte »Én ulykke kommer aldrig alene«.

En dag får Guds datter nok af faderens tåbeligheder.

»Det er ulækkert, det du gør ved mennesker, du ikke kender. Enhver kan gøre det bedre,« skælder hun ud. Hun bryder ind i Guds computer, og sørger for, at alle mennesker på Jorden får deres dødsdato tilsendt på en SMS. Det giver både uro og moro på jordkloden og sikkert anledning til, at en del radikale kirkefraktioner vil frasige sig »Det Spritnye Testamente« – »Le Tout Nouveau Testament«.

Filmen, der har dansk premiere 9. juni, er både morsom og tankevækkende, men meget anderledes end Jaco van Dormaels hidtidige værker: For første gang laver han en regulær komedie.

Den patriarkalske magt

Berlingske mødte Jaco Van Dormael forud for uddelingen af European Film Awards i Berlin, hvor hans film var nomineret til Bedste Europæiske Komedie.

Han er en både hyggelig og tænksom mand med en betragtelig embonpoint. Han nægter ikke, at han kan lide god mad og rødvin, og at han ikke arbejder udpræget hurtigt.

Til gengæld er hans film uforglemmelige på hver deres facon. I 1991 vandt han Caméra d’Or, der er prisen for bedste debutfilm på filmfestivalen i Cannes for »Totos bedrifter«. »Den 8. Dag« deltog også i hovedkonkurrencen på festivalen, mens hans første film på engelsk – »Mr. Nobody« med Jared Leto – var så avanceret, at den meget hurtigt forsvandt fra biograferne, selv om den blev voldsomt godt anmeldt. Gør dig selv en tjeneste og find den på en streamingtjeneste.

Gud med et djævelsk smil og spiritusflasken ved hånden: Benoît Poelvoorde har den almægtige hovedrolle i instruktøren Jaco Van Dormaels nye film »Det Spritnye Testamente«. PR-foto
Gud med et djævelsk smil og spiritusflasken ved hånden: Benoît Poelvoorde har den almægtige hovedrolle i instruktøren Jaco Van Dormaels nye film »Det Spritnye Testamente«. PR-foto

Men hvorfor pludselig lave en komedie – godt nok med en tragisk side – men alligevel?

»Den gode komedie har altid noget at gøre med, hvor det gør ondt. Men det er interessant og anderledes, at det komiske er flyttet frem i front af min film denne gang. Jeg vælger at se sådan på det, at man med komedien kan gå lidt længere ud over kanten med budskabet. Min film handler om patriarkalsk magt, og den er meget tydelig i religioner, der ofte virker som om de er skabt af mænd og er rettet mod mænd. Kvinderne er i baggrunden. I min familie var min mor ikke den stille type, min kone er det heller ikke, og mine døtre er det da slet ikke, så det var vores startpunkt. Et enkelt spørgsmål om hvad der ville ske, hvis man beskrev et samfund, hvor det handler om magt, lydighed, frygt og straf og så erstattede manden, der havde magten med en lille pige«.

Man bør gøre grin med alt

Jaco Van Dormaels »Det Spritnye Testamente« har slået alle eksisterende rekorder for billetsalg til en fransktalende film i Belgien, og den er gået godt i lande som Frankrig og Tyskland, mens der har været skepsis over filmens gøren grin med religion i lande som Polen og Rusland.

»Jeg er glad for, at jeg kun lavede interview med russiske journalister via Skype. Man kan komme i fængsel for blasfemi derovre, men religion er altså ikke filmens hovedtema. Religion er filmens historie – filmens storyline, som man siger. Jeg tror ikke selv på Gud, selv om jeg gik på på katolsk skole i Belgien. Men selv om jeg ikke tror på Gud, betyder det ikke, at jeg er hverken for eller imod religion. Biblen er en god bog med gode historier og nogle meget stærke karakterer. Og så må man sige, at den ikke just er præget af en happy end,« siger Jaco Van Dormael.

»Jeg ville ikke være alt for provokerende, men jeg ville heller ikke være for servil. En fransk filosof har engang sagt, at film og religion har en ting til fælles. Begge dele forsøger at bilde dig ind, at livet har en mening. Og det er løgn i begge tilfælde. Jeg forsøger at skabe strukturer i mine film, der ikke giver klare svar. I de fleste film har du en tydelig forbindelse mellem handling og konsekvens, og hen mod slutningen får du et svar på filmens gåde. Jeg arbejder mere episodisk, hvor det er meningen, man undervejs skal være ligeglad med, hvor man er på vej hen. Som i »Alice i Eventyrland« eller »Don Quijote«. Hvert minut tæller på sin facon, og man sidder ikke og venter på at finde ud af, om USAs præsident bliver reddet eller andet håndgribeligt og mere eller mindre tåbeligt.«

En slidt buksebag giver gode film

Da Jaco Van Dormael bliver konfronteret med det forholdsvis langsommelige tempo, han laver film i, griner han lidt.

»Som ung troede jeg, at mit CV ville blive som John Fords, men det er godt nok blevet noget kortere. Jeg kommer til at kunne vise alle mine film til mine børnebørn på en eftermiddag, og så de vil spørge: »Hvad har du ellers lavet?« »Ingenting,« vil jeg svare,« griner Jaco Van Dormael.

»Men det tager lang tid at skrive og få et godt manuskript frem. Virkelig lang tid. Hvis manuskriptet er godt, er det til gengæld let og sjovt at indspille filmen og klippe den – men hvis manuskriptet ikke er godt nok, når du går i gang, er det et mareridt med at skrive om undervejs, og det undgår jeg gerne.«

»Ved I øvrigt, hvordan man kan se, om en manuskriptforfatter skriver gode manuskripter? Man skal blot kigge på hans buksebag. Er den blank, så er der en chance for, at han har fat i noget. Jeg tilbragte en hel sommer i haven med min ven og medforfatter Thomas Gunzig, hvor vi jammede over det her emne og forsøgte at få hinanden til at grine. Vi begyndte arbejdet, lige da der var en march i TV mod frit ægteskab på tværs af køn. Det var mærkeligt at se unge mennesker gå rundt med kors imod den sag i TV. Og kort efter var vi vidner til attentatet mod Charlie Hebdo, og set i den optik var det vigtigt, at vi kunne blive ved med at grine af alt. Det er utopisk og måske ikke muligt, men vi skal i det mindste opføre os, som om vi kan,« siger den belgiske instruktør.

Den dystre komedie

»Mr. Nobody« blev ikke nogen stor succes, men med Jaco Van Dormaels seneste film kan han trække vejret igen.

»»Mr. Nobody« var min mindst kommercielle film, men det er samtidig min bedste film. Jeg er meget stolt af den, så jeg lærer aldrig at regne den ud i den her branche. En stor succes giver en gratis runde, men kun én, og jeg kan forsikre jer om, at »Det Spritnye Testamente« var svær at finansiere. »Gud« og »komedie« i samme sætning lyder ikke betryggende på nogen,« siger instruktøren, der som helt ung ernærede sig som klovn i cirkus:

»Det var hårdt arbejde, og det værste var, når ingen grinede i 20 minutter. Du lærte meget hurtigt at afprøve alt muligt og finde ud af, hvad der virker, fordi du er nødt til det. Det værste, vi var ude for, var, da vi blev inviteret til at spille for døve børn, og vi forberedte et mimeshow, men det viste sig, at de døve sad nede bagved dem, der godt kunne høre, så det blev en meget lang time.«

Din komedie har en dyster kant. Hvorfor?

»I filmen får mennesker deres dødsdato at vide, og det betyder, at de værdsætter livet mere. Døden er ikke i mine øjne et dystert emne, men et vigtigt emne, der kan komme noget positivt ud af. Af og til opfører jeg mig, som om jeg bliver 200 eller 300 år. Når jeg drikker for meget eller laver kedelige ting. På den led er det meget godt at blive mindet om, at man er dødelig,« siger Jaco Van Dormael.

Filmen »Det Spritnye Testamente« har biografpremiere i Danmark 9. juni.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.