Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg tror endnu ikke, at vi helt har forstået den nye virkelighed«

Med generaldirektør Maria Rørbye Rønn i spidsen har DR fremlagt sit udspil til de kommende medieforhandlinger. DR har fokus på at sikre dansk medieindhold i en tid med hård international konkurrence og ignorerer det politiske ønske om at slanke DR og sætte licensen ned. Berlingske har talt med Maria Rørbye Rønn om udspillet.

DRs generaldirektør  Maria Rørbye Rønn har fremlagt DRs udspil til et nyt medieforlig.
DRs generaldirektør  Maria Rørbye Rønn har fremlagt DRs udspil til et nyt medieforlig.

I har fremlagt jeres ambitioner for det kommende medieforlig. Her fremgår det, at public service­-profilen skal skærpes. I vil opprioritere børn og unge, kultur og nyheder og aktualitet, men hvad vil I nedprioritere?

»Den helt generelle medieudvikling medfører et enormt pres på dansk indhold fra de store internationale aktører. Vi mener derfor, at det er vigtigt, at vi skærper public service-profilen. Jeg tror endnu ikke, at vi helt har forstået den nye virkelighed, og hvor tungt de amerikanske giganter som Facebook, Google og Netflix sætter sig på markedet i en digital verden, hvor folks forbrug af udenlandske tilbud vokser, i takt med at de bliver mere og mere digitale.

Med en skærpet public service-profil ønsker vi at fremstå som et tydeligt dansk public service-alternativ til de udenlandske tjenester. Vi vil – inden for mange forskellige genrer – lave programmer, der tager afsæt i en dansk virkelighed og har et dansk blik på verden.

Derfor vil vi nedprioritere det udenlandske indhold i den fremtid, som vi kigger ind i. Vi kommer også til at producere færre sendetimer og i stedet prioritere den høje kvalitet, så vores indhold rager op og bliver valgt til. Vi kommer stadig til at lave underholdningsprogrammer, men vi kommer ikke til at lave mere underholdning, end det er tilfældet i dag.«

Udspillet beskæftiger sig også med DRs størrelse. Du er i medierne blevet refereret for at sige, at DR skal beholde sin størrelse og det nuværende økonomiske fundament. Er det korrekt?

»Vi har valgt ikke at diskutere økonomi og i stedet holde fokus på indholdet, fordi vi mener, at det er den rigtige rækkefølge. Så må politikerne diskutere, om de mener, at der er nogen, der skal have den her opgave, og i givet fald hvor mange ressourcer der skal til. Vi synes, at diskussionen bliver for snæver, hvis man hele tiden starter med økonomi.«

Så I har fravalgt at forholde jer til, at der er politisk stemning for at slanke DR og sænke licensen?

»Ja, for vi synes, at der er vigtigt at gøre alle opmærksomme på den situation, som Danmark står i, og som blandt andet er blevet grundigt belyst i Mandag Morgens rapport »Globalisering af den danske mediebranche«. Den drager blandt andet den konklusion, at presset på dansk indhold er den væsentligste kulturpolitiske udfordring i Danmark, fordi de amerikanske giganter både løber med befolkningens opmærksomhed og annoncekronerne. Det er en meget større diskussion end størrelsen på licensen.«

Streamingtjenesten DR TV skal være fremtidens TV-tilbud fra DR på sigt, og I vil løbende lukke de traditionelle TV-kanaler, i forbindelse med at brugere rykker til digitale platforme. DR Ultra bliver lukket først som traditionel TV-kanal. Herefter følger DR3. Hvornår regner I med, at DR3 kun vil være et digitalt tilbud?

»DR Ultra lukker 1. januar 2020, fordi vi vurderer, at der på det tidspunkt vil være så få seere på flow-TV, at det vil give mening med en lukning. Vi ser den samme udvikling på DR3, men det går langsommere. Derfor er det endnu for tidligt at sætte en dato på, men vi vurderer, at det bliver relevant i løbet af den fireårige periode (2019-2022, red.), som det kommende medieforlig dækker. Det er i den forbindelse vigtigt for mig at understrege, at vi ikke kommer til at sløjfe DR Ultra og DR3s indhold og brands – de skal leve videre i en ren digital udgave.«

Hvornår kalkulerer I med, at det kan blive aktuelt at lukke DR1 og DR2 som traditionelle TV-kanaler?

»Det er overhovedet ikke aktuelt at diskutere. Særligt DR1 er stadig den store, samlende TV-kanal, og den vil eksistere som traditionel TV-kanal mange år ud i fremtiden.«

I vil prioritere stærke redaktionelle miljøer uden for København. Er det ensbetydende med, at I ønsker at opprioritere dem i forhold til i dag?

»Vi har i mange år arbejdet med at styrke vores regionale forankring og dækning. Vi har et strategisk fokus på, at historier fra hele landet skal leve på de landsdækkende flader, og vi mener, at behovet for at prioritere det er stigende, fordi befolkningen oplever vores samfund som mere og mere polariseret. Det er også grunden til, at vi i 2016 besluttede at flytte en række redaktioner ud af København, og vi vil gøre endnu mere for at forbedre vores forankring i hele Danmark, så svaret på spørgsmålet er 'ja'.«

I skriver også, at I vil tage ansvar for at skabe samarbejder med publicistiske medier med henblik på at sikre et stærkt, mangfoldigt og alsidigt nyhedstilbud. Hvad betyder det?

»Det store pres på dansk indhold betyder, at det er vigtigt at løfte barren og skabe synergier, hvor man kan. Derfor må vi også stå sammen som danske medieproducenter, og vi vil gerne tage et ansvar for det samarbejde.«

DRs dominerende størrelse er blevet kritiseret fra flere sider. Blandt andet af repræsentanter fra de private nyhedsmedier. Hvis DR bliver yderligere involveret i de private mediers virke, kan problematikken omkring DRs størrelse blive skærpet?

»Jeg oplever – også fra private medier – en større og større erkendelse af, at presset kommer udefra og er rettet mod alle danske medier. De internationale aktører løber med både annonce­kronerne og alle data, og derfor er det dem, der kommer til at kunne opbygge fremtidens medieforretninger. Jeg tror, at der er en voksende erkendelse af, at vi har en interesse i at kunne samarbejde og stå sammen om nogle fælles dagsordener som danske medier i langt højere grad, end vi har gjort tidligere, hvis dansk indhold skal blive valgt til i fremtiden.«

Hvis det bliver en realitet, at DR bliver beskåret med 25 procent, vil du så stadig kunne være generaldirektør?

»Man siger, at man aldrig skal true med at gå, man skal true med at blive, og jeg synes, at DRs opgave er vigtigere end nogensinde, så det vil jeg også gøre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.