Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

»Jeg troede ikke på Gud. Men jeg ønskede at modtage Hans hjælp«

»Som en rettroende ateist gjorde jeg i 20erne ofte en dyd ud af at fortælle omverden om de manglende guder, om folks overtro.« Berlingskes redaktør Thomas Conradsen fortæller, hvordan troen kom snigende.

Thomas Conradsen er redaktør for B - det daglige kultur- og livsstils magasin i Berlingske. Illustration: Kate Copeland
Thomas Conradsen er redaktør for B - det daglige kultur- og livsstils magasin i Berlingske. Illustration: Kate Copeland

Som en kujon foldede jeg hænderne, mens jeg sad med mavesmerter på et af gymnasiets herretoiletter få minutter før min matematikeksamen i 3.g.

»Lad mig trække noget godt, Gud. Så lover jeg at opføre mig pænt resten af sommeren,« hviskede jeg til tomheden.

Jeg troede ikke på Gud. Men jeg ønskede at modtage Hans hjælp. Og Han og kollegerne skal vide, at jeg fik brug for den, for jeg trak et emne, jeg havde overset under forberedelserne.

Et syvtal og adskillige år senere blev min kommende kone gravid. Det betød blandt andet, at vi skulle tage stilling til, om barnet skulle døbes eller ej. Hun sagde ja, og jeg sagde nej. For selv om vi begge var både døbt og konfirmeret, følte jeg, at mine børn skulle have muligheden for selv at træffe valget. Ingen skulle tvinge troen ned over dem, sagde jeg. Men hun fik ret, og jeg fik fred, og så stod jeg få måneder senere med babyen i armene ved døbefonten i Skt. Thomas Kirke og svarede bekræftende på, at min datter forsagede Djævlen og alle hans gerninger og al hans væsen, og øjeblikke efter blev babyen kaldt Signe. Det var smukt, såmænd, men jeg tvivlede stadig.

Som en rettroende ateist gjorde jeg i 20erne ofte en dyd ud af at fortælle omverden om de manglende guder, om folks overtro. Jeg fandt det underligt, at folk støttede organiseret religion, når nu så mange blev dræbt i gudernes navn, og at man troede på noget, ingen kunne bevise. Hvordan kunne så mange være så naive, når jeg allerede som ung havde regnet hele verden ud? Mine forældre hjemme i Vestjylland tog det dog koldt og roligt, når jeg bredte de forudsigelige argumenter ud efter aftensmaden.

»Du får nok brug for troen en dag,« sagde de.

Aldrig, tænkte jeg. Aldrig.

Det var i starten af mine 30ere, ikke så længe efter barnedåben, jeg for første gang mærkede den. Troen. Det var på en cykeltur gennem Københavns gader, hvor ikke bare min krop eller min bevidsthed, men alt det, der er mig, blev opvarmet af det, jeg vil sammenfatte som lykke. Det lyder dramatisk og som verdens største kliche, men det var som at åbne øjnene og opleve verden for første gang. Jeg var sikker på min retning, jeg havde roen. Siden har følelsen af lykke, af samhørighed, af at være en del af verden, men aldrig dets midtpunkt, været i mig. Troen kan være – og er som oftest – et stille vandløb, der løber gennem mig. Som noget jeg nyder, men ikke nødvendigvis bemærker, medmindre jeg leder efter den. Men af og til virker troen som en syndflod af varme, følelser og håb. Og jeg er taknemmelig for den. Engang så jeg tro som et udtryk for svaghed, men det var blot, fordi jeg ikke havde styrken til at lukke den ind.

Hvad var det, der skete i første halvdel af mine 30ere?

Mine to børn kom til verden og skabte samtidig den familie, der i dag betyder alt for mig. Men jeg mistede også to af mine bedste venner; de døde af kræft. Det var denne følelsesmæssige tumult – på godt og ondt – mine forældre forudså, en dag ville ramme mig. For den rammer alle. Det var derfor, de bare lyttede og ikke svarede, når jeg kom med mine ateistiske svadaer. Jeg følte, jeg fik ret, og de fik i hvert fald hurtigere fred. Men heldigvis var det dem, der vidste bedst i sidste ende. I dag tror jeg på sin vis på Gud. Men jeg forventer ikke Hans hjælp. Hvis jeg afslutter denne St. Bededag med at folde hænderne, inden jeg skal sove, bliver det for at sige tak.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.