Interview

»Jeg tænker på mine kartofler – ikke på det, jeg skal skrive«

For Jens Smærup Sørensen er det rigeligt at skrive litteratur. Han har ikke behov for at snakke om det. Derfor passer det ham godt at bo på Mors, langt fra det kulturelle centrum og tæt på naturen, som er mere inspirerende end byen.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jens Smærup Sørensen er ikke meget for at vise sit arbejdsværelse frem.

»Det er et privat rum for mig,« som han siger.

Hver gang vi kommer ind i kontoret, søger han hurtigt mod døren igen og står og tripper udenfor, indtil fotografen og jeg er kommet med ham. Og det er ikke, fordi her er rodet, beskidt eller fyldt med private sager. Tværtimod. Der er en sirlig orden, skrivebordet er ryddet, og bøgerne står systematisk i reolerne.

»Jeg har bare lyst til kun at have det for mig selv. Ikke til, at nogen kigger ind,« forklarer den 70-årige forfatter.

Det er her, i det arkitekttegnede rødstenshus på Mors, Jens Smærup Sørensens bøger er blevet til de seneste årtier. Eksempelvis bestselleren »Mærkedage« fra 2007, der er solgt i 100.000 eksemplarer, og senest romanen »Feriebørn«, der udkom sidste år.

Fra vinduerne kan man se Sallingsund og Glyngøre på den anden side, rammet ind af en stribe opstammede bøgetræer. Uret på arbejdsværelset vil han nu gerne tale om. Det har en særlig betydning.

»Jeg hørte på den tik-tak-lyd hele min barndom. Jeg kunne være ved at besvime over det af den almindelige kedsommelighed, som den lyd kan understrege.«

Uret har også fundet vej til flere af hans bøger.

»Det er klart, at tid spiller en rolle, når man skriver om mennesker. Tiden går og går på en mærkelig uanfægtet måde. Den kværner bare, og det illustrerer uret på sin underlige, primitive, mekaniske måde. Det kan man også bruge litterært.«

Bondesøn i romanens rum

Det gør Jens Smærup Sørensen blandt andet i romanen »Hjertet slår og slår« – et andet billede på tidens gang. Uret hænger på væggen ud mod haven. Det er af tysk fabrikat og fra omkring 1920, og hver søndag trækker han det op. Det gjorde hans far også.

Den monotone tikken generer ham ikke, når han sidder og arbejder ved skrivebordet. Et mørkt lakeret bord, der i øvrigt også stammer fra forældrenes gård i Staun ved Nibe i Nordjylland. Den egn, mange af hans bøger foregår på.

Selvom der er langt fra livet som landmand til forfattergerningen, har Jens Smærup Sørensen også arvet synet på arbejde fra sine forældre.

»Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg skal arbejde et bestemt antal timer om dagen. Muligvis fordi jeg er bondesøn. Man arbejdede meget, men kun når der var noget, der skulle gøres. Ellers slappede man roligt af og sad på stuen, som man sagde. Især om vinteren.«

»Jeg arbejder også kun, så længe jeg kan være i romanens rum. Sommetider er det én time om dagen og andre gange er det fem-seks timer. Det anfægter mig overhovedet ikke. Men jeg får det dårligt, hvis jeg ikke får skrevet noget i lang tid. Jeg bliver rastløs og utålmodig, for så er det, fordi der er noget, der ikke vil falde i hak.«

Skrivearbejdet foregår som regel om eftermidddagen. Den første del af dagen bruger Jens Smærup Sørensen på at læse det, han skrev dagen inden. Det er også her, han besvarer mail og ordner andet praktisk. For eksempel havearbejde.

Men først går han en tur. Som regel den samme hver dag. Ned gennem den skrånende have og ad en sti mellem to bøgehække. Herfra kommer han ned til sivskoven på kanten af fjorden. Eller, hvis han går den anden vej, til nogle marker, hvor der går heste. Han går for at mærke naturen og årets gang. Sidder på en bænk og kigger på fugle.

Han kender hver en blomst på marken, hver en fugl, der kvidrer. Ofte har han sit kamera med og tager billeder af det, han ser. Ikke fordi han skal bruge det til noget. Allermindst til det, han skriver. For som han siger: »Jeg tror godt, jeg kan sige uden at lyve, at jeg ikke gør noget, der hænger sammen med det, jeg skriver. Det at skrive har noget at gøre med, hvad jeg har gjort, ikke med hvad jeg gør.«

Udsigt mod Sallingsund
Udsigt mod Sallingsund

Fortællinger i erindringen

Det handler med andre ord om det, han husker.

»Erindringen er i sig selv en romanforfatter. Alt, hvad man har oplagret, bliver til fortællinger i erindringen, når man prøver at gøre rede for det. Det er derfor, alle mennesker fortæller historier og på den måde beskæftiger sig med fiktion. Det er dér, litteraturen begynder – og det er det, der giver det mening at være professionel forfatter og bruge sit liv på det. Man tager noget grundlæggende menneskeligt og prøver at opdyrke det.«

Jens Smærup Sørensen går heller ikke og tænker på sin skønlitteratur, når han er i haven.

»Jeg tænker på mine kartofler – ikke på det, jeg skal skrive. Men det at gå eller passe sine grøntsager, eller hvad man nu gør, kan selvfølgelig åbne for litteraturen på den måde, at man tømmer hovedet for mere forpligtende tanker og giver plads til det. Derfor går jeg også tit en hurtig tur om eftermiddagen, midt i skrivearbejdet, hvis jeg er gået i stå. Og når jeg så er tilbage, kører det som regel igen.«

»Det er et greb. En måde at komme videre på. Man kan ikke planlægge indfald, men man kan gå i naturen, og så opstår der en passende tomhed, hvor noget kan opstå, som man kan bruge.«

Jens Smærup Sørensen i naturen omkring sit hus på Mors.
Jens Smærup Sørensen i naturen omkring sit hus på Mors.

Jens Smærup Sørensen kan godt lide at have det sådan. At der er litteraturen og så alt det andet. Derfor passer det ham også godt at bo på Mors. Langt fra den kulturelle elite i hovedstaden.

»Det betyder noget, at her er stille, og at der er langt til København. Jeg møder ikke mennesker, der interesserer sig for litteratur, så man begynder ikke straks at snakke om bøger, når man møder nogle.«

»Jeg har meget lidt behov for at snakke om litteratur. Det er rigeligt at skrive det. Jeg vil hellere snakke om alt muligt andet. Det kan man selvfølgelig også i København, men dér ville jeg omgås forfattere meget mere. Jeg bliver meget hurtigt mæt, hvis jeg har været af sted for at snakke litteratur i flere dage. Så er jeg virkelig glad for at komme hjem igen.«

Inden vi går, får vi lov at komme ind i arbejdsværelset igen. Jens Smærup Sørensen vil vise os en vibe, han har fotograferet på sin daglige gåtur og nu har på sin computerskærm.

»Helt fundamentalt synes jeg, der sker mere i naturen end i byen. Der er flere begivenheder. At se en fugl er en kæmpe begivenhed. Eller at se en hare, som jeg gjorde i morges, for fødderne af mig. Der sker selvfølgelig også en masse i byen, men det er mest mennesker og biler og begivenheder af tilrettelagt art. Det, der sker i naturen, er utilrettelagt. Ikke noget, man kan bestille.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.