Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Jeg syntes, Holberg var kedelig, moralistisk og tung«

Egentlig ville han slet ikke være skuespiller. Og egentlig er han ikke meget for Holberg. Mød dansk-færøske Olaf Johannessen, der ikke desto mindre netop har modtaget en Reumert og er aktuel som Jeppe i Holbergs »belastede« klassiker, som Grønnegårds Teatret har premiere på i aften.

Olaf Johannessen modtog tidligere i år en Reumert for sin hovedrolle i »Puntila«.
Olaf Johannessen modtog tidligere i år en Reumert for sin hovedrolle i »Puntila«.

Olaf Johannessen siger det selv. Han ligner ikke umiddelbart prototypen på Jeppe, som vi kender ham fra traditionelle opsætninger af »Jeppe på Bjerget«.

»Normalt bliver han jo spillet af en tyk mand. Det kan man ikke sige, jeg er. Tværtimod er jeg vel nærmest lidt mager.«

Han griner og tager et hiv af sin Blå Kings. Som han sidder der i et løst hørjakkesæt og en T-shirt med v-hals, hvor maven ikke buler det mindste ud, er der da heller ikke meget Buster Larsen, Osvald Helmuth eller for den sags skyld Ole Thestrup over ham, for at nævne nogle af de skuespillere, der har skabt ikoniske udgaver af Jeppe.

Den fordrukne bonde, der lever en sørgelig tilværelse og dagligt får med krabasken af sin kone Nille, indtil han en dag vågner i baronens seng.

Men det er ikke kun den 54-årige skuespillers statur, der adskiller sig i den version af »Jeppe på bjerget«, som Grønnegårds Teatret har premiere på fredag aften.

»Når jeg tænker på Jeppe, ser jeg ham for mig med bondehat, knæstrømper og bondestøvler. Men det er der ikke noget af her. I virkeligheden kunne han godt være en slags hipster-type i vores udgave. Eller en sut,« siger han og forklarer, at de store og farverige kostumer er forbeholdt de andre roller i stykket.

»Jeppe står som et mere moderne identifikationspunkt. Sådan tror jeg også, Holberg har tænkt hans position. Holberg var jo mand af Oplysningstiden og ville have folk til at tænke og tage stilling i stedet for bare at køre med på samfundet, som det var.«

På samfundets bund

Vi sidder i Designmuseum Danmarks Have i en gård ud til Bredgade. Foran den rå træscene, hvor en galge faretruende bevæger sig i vinden. Det er her, i Københavns indre by, Grønnegårds Teatret holder til. Her teatret spiller Ludvig Holbergs kanoniserede komedie fra 1722 henover sommeren.

Det var den utraditionelle tilgang, der gjorde, at Olaf Johannessen overhovedet sagde ja.

»Jeg gik i tænkeboks, læste stykket og læste om baggrunden for det. Fordi det er jo et lidt belastet stykke, eller det er i hvert fald blevet spillet nogle gange, og der sidder nogle faste billeder oppe i hovedet, men da instruktøren Thomas Bendixen fortalte mig om sine ideer, fik jeg lyst til at være med.«

Som udgangspunkt var han ellers ikke så begejstret for ophavsmanden til stykket.

»For at sige det ligeud har jeg haft det lidt svært med Holberg. Jeg syntes, han var kedelig, moralistisk og tung. Det har måske også noget at gøre med måden, man har læst ham på, forstået ham på og sat hans stykker op på. William Bloch satte »Jeppe på bjerget« op på Det Kongelige Teater i 1903, og den udgave dannede skole for, hvordan Jeppe skulle sættes op.«

»Der var ligesom kun dén måde. Men teksten har jo overlevet 300 år, så den må jo kunne et eller andet. Det gælder om at finde ud af, hvad der er i den og vende den, dreje den. Ikke for at peppe den op, for det tror jeg ikke er nødvendigt, men finde frem til, hvad den egentlig handler om.«

Hvad vil du bidrage med til Jeppe-figuren?

»Jeg vil forsøge at lave et moderne menneske på samfundets bund. Et udskud. Ham vi alle ikke ønsker at være, men som når alt kommer til alt, måske er nærmere, end vi selv går og bilder os ind. I denne tid hvor hver er sin egen lykkes smed, hvor det strømlinede tager magten, hvor menneskeligheden forsvinder, og alt kan sættes op på formler,« siger Olaf Johannessen og forklarer, at det ikke mindst er aktuelt i dag.

»Der er meget i tiden, der larmer, i hvert fald her hos os i Vesten. Men hvad er skidt, og hvad er kanel? Hvornår bliver vi forført uden at tænke? Jeg synes, det er vigtigt, at man bruger hovedet lige så vel som følelserne, og at man ikke bare kører med på et eller andet, men lige stopper op og siger: »Hvad fanden er det for noget og forholder sig til den oversvømmelse af underholdning, som er med til at bedøve os og gøre os mindre sansende. Det har været en opdagelse. At teksten stadig kan sige noget.«

Skuespiller Olaf Johannessen vil forsøge at lave Jeppe-figuren til et moderne menneske på samfundets bund.
Skuespiller Olaf Johannessen vil forsøge at lave Jeppe-figuren til et moderne menneske på samfundets bund.

Alt andet end skuespiller

Olaf Johannessen er skolet med teater fra barnsben. Han er født og vokset op på Færøerne med en dansk mor og en færøsk far. Begge forældrene var uddannet skuespillere, og hans far arbejdede som teaterinstruktør og chef på et teater i Thorshavn. Men selv om han har haft sin gang på teatret, fra han var helt lille, var det ikke den vej, han selv ville gå.

»Jeg havde det lige omvendt. Jeg ville bestemt ikke være skuespiller. Alt andet end det!«.

Så var han langt mere til musik. Han var forsanger i et band og spillede percussion. Det var mærkeligt nok det, der fik ham til at få øjnene op for teatret.

»På et tidspunkt skulle mit band spille musik til en forestilling live. Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville være med, for de manglede en til at spille en mindre rolle i »Heksejagt«. Det gjorde udslaget. Måske har det ligget der hele tiden, men jeg var ikke bevidst om det. Men efter jeg havde prøvet det, var der ikke noget at gøre.«

Hvad var det, du oplevede der?

»Jeg opdagede, at jeg kunne det samme med teatret som med musikkken. Man står på en scene og får folk med nede i salen. At man også kunne gøre det ved at fortælle en historie, syntes jeg var for fedt.«

Som 19-årig flyttede han fra Færøerne til Aarhus. Han søgte ind på skuespilleruddannelserne og kom ind i på Odense Teaters skuespillerskole. Efter uddannelsen blev han først tilknyttet Aarhus Teater, hvor han blandt andet fik lov at spille »Hamlet«. I 1994 kom han så på Det Kongelige Teater. I ni sæsoner var han en fast del af nationalscenens ensemble.

»I starten var jeg rigtig glad for det. Men Det Kongelige Teater er også en meget lukket enklave, hvor man ikke har så meget med omverdenen at gøre, og det fik jeg det sværere og sværere med. De sidste år, jeg var der, tog jeg orlov en periode hvert år, hvor jeg søgte ud for at prøve noget andet.«

Hvad i din natur gør, at du ikke trives i en lukket enklave, tror du?

»Det har jeg spekuleret meget på. Man kan selvfølgelig sige, at jeg er nysgerrigt anlagt eller rastløs. Det er nok en kombination af det, og så kan man nok også føre det tilbage til min opvækst. Jeg er vokset op et fantastisk sted. Man kan ikke ønske sig noget bedre som barn. Med tryghed og udfordringer.«

»Men samtidig er der også en længsel efter noget lidt større, lidt mere fremmed. Der er kun hav hele vejen rundt, og man kan ikke rigtig tage af sted. Det kræver noget, før man tager et fly eller en færge. Det giver en udlængsel. Det er fint i en periode, men så skal der ske noget nyt.«

Og der skete for alvor noget nyt. For ikke nok med at han skiftede det faste job ud med en freelancetilværelse, han blev også skilt og mødte en ny kvinde et år efter – skuespilleren Marita Dalsgaard.

»Det hele smeltede ligesom sammen. Det var meget heftigt på den måde.«

Ude og hjemme

I første omgang fik han roller på en række af de københavnske teatre, men snart søgte han uden for Danmarks grænser. Han fik en rolle i dramatiseringen af Michel Houellebecqs roman »Kortet og landskabet«, som Schauspielhaus Düsseldorf spillede fra 2011 til 2014. I øvrigt nogenlunde samtidig med, at danskerne for alvor fik øjnene op for ham, da han spillede statsminister Kristian Kamper i TV-serien »Forbrydelsen III«.

Siden har han spillet flere roller i Tyskland. Og med stor succes. Han er den første ikke-tyske skuespiller nogensinde, der er blevet nomineret til den prestigefyldte Der Faust-pris, for sin rolle i »Peer Gynt«. For tiden er han tilknyttet Schauspielhaus Bochum, hvor han spiller med i stykket »Rose Bernd«.

»Jeg synes virkelig, det er fedt at spille på tysk. Med det første stykke var jeg ikke så skarp til sproget, så jeg gik og holdt mig lidt tilbage med at ytre mig, men så en dag til prøverne, tænkte jeg: Det går jo ikke. Fuck, at jeg ikke kan gramatikken perfekt, og at mit ordforråd er begrænset. Jeg følte mig lidt som et barn i begyndelsen, men jeg smed blufærdigheden væk og kastede mig ud i det. Og så lærer man hurtigere og lærer af sine fejl.«

Og så opdagede han, at det at spille på et fremmed sprog tilførte noget nyt til rollerne.  »Det er lidt ligesom, når man arbejder med masker på elevskolen; det frisætter nogle ting. Man kan gemme sig bag ved sproget og komme ned i nogle dybere lag og bruge nogle ting, der ligger ubevidst dernede.«

Han vil gerne fortsætte med rollerne i udlandet. Til næste år skal han for eksempel spille Tjekhov i Schweiz.

»Men at rykke alt op og flytte, det går ikke med familien og børn, der går i skole,« siger han.

Olaf Johannessen har to børn på 11 og 13 år, som bor hjemme, og derudover tre voksne børn fra sit tidligere ægteskab. Flere af hans børn overvejer at gå teatervejen.

»Den ene går på Statens Scenekunstskole. Ikke som skuespiller, men som forestillingsleder og rekvisitør, og der er en, der gerne vil være instruktør. Og så er der en stor pige, som ikke gider teater,« fortæller han.

»Jeg har ikke podet det ned i dem; I skal gå den vej! Nej, det kommmer fra dem selv, jeg har ikke presset dem til noget. Men det er sjovt, for hende, der vil være instruktør, har nogle helt andre tanker, end jeg havde som ung, så vi har mange sjove diskussioner om teatret, og hvad det skal.«

Samtidig med, at han for alvor har fået hul i udlandet, og han herhjemme netop er blevet hædret med en Reumet for årets mandlige hovedrolle, i »Puntila« på Det Kongelige Teater, drømmer Olaf Johannesen også om at arbejde mere på Færøerne.

»Min kæreste og jeg har været deroppe og spillet teater, og vi har store planer om, at vi skal lave noget mere dér. Men den færøske filmindustri… industri kan man næppe kalde det endnu, men der er flere uddannede folk og der er ved at komme en bølge deroppe, og myndighederne bevilger også penge, og det synes jeg, er enormt spændende.«

Hvad trækker i dig for at komme tilbage?

»Jeg kan mærke, når jeg kommer hjem... ja, jeg kalder det for eksempel hjem, selvom det jo ikke er mit hjem. Det er Danmark. Men der er noget meget genkendeligt deroppe. Noget, som jeg ikke skal bruge kræfter på, det suser bare lige ind at bruge modersmålet, og det bliver modtaget én til én.«

»Og så er det spændende at være med i opbygningsfasen. Det er vigtigt for et samfund at værdsætte kunst og kultur, hvad enten det er teater, film, musik, malerkunst eller arkitektur. Det er med til at fortælle om os selv. Et land, der ikke gør det, er et fattigt land.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.